Historisk Samfund for Fyn blev stiftet for 100 år siden, fordi en kreds af borgere ønskede at få det gamle Fyn beskrevet i tide
Den 14. november fejrede Historisk Samfund for Fyn sit 100 års jubilæum, bl.a. ved at udgive bogen Fyn og fynboer for 100 år siden med fotos af livet på Fyn i hverdag og fest omkring 1907.

Hvordan tilværelsen formede sig for 100 år siden? Optimisterne vil svare, at den var præget af fremskridtstro. Økonomien boomede, en række opfindelser og videnskabelige opdagelser begyndte at vinde udbredelse og ændrede afgørende på dagliglivet: Automobiler, jernbaner, telegraf, telefoner og elektricitet. Også lægevidenskaben gjorde store fremskridt, f.eks. røntgen og lysbehandling.

Ingen kunne da vide, at denne fremskridtstro skulle få et grundskud i 1914. Pessimisterne vil fremhæve, at Fyn for 100 år siden var præget af social ulighed og dyb fattigdom. Valgretten var indskrænket for de laveste socialgrupper, og for kvinder ikke-eksisterende.

Så forskelligt kan livet og samfundet for 100 år siden altså ses. Begge opfattelser har noget på sig, men som det ofte er tilfældet, kan og bør billedet nuanceres. Landbruget var det dominerende erhverv, og 70 pct. af fynboerne boede på landet. Landbosamfundets overklasse bestod af godsejere, hvis stærke stilling bl.a. kom til udtryk ved, at deres stemmer talte ekstra ved kommunale valg og ved valg til Landstinget.

Under godsejerne kom en velstående gruppe af præster og højere godsfunktionærer. Den solide middelklasse på landet udgjordes af gårdejerne, økonomisk selvhjulpne, politisk og socialt selvbevidste ikke mindst gennem deres parti, Venstre, og deres organisationer: andelsmejerier, -slagterier etc..

Under gårdmandsklassen befandt sig en lavere mellemklasse af håndværkere og handlende. Landbosamfundets underklasse bestod af husmænd samt nederst landarbejderne, hvis lønnings- og ansættelsesforhold var usikre, og endelig tjenestefolk.

Både gårdmandsbørn og børn af landbosamfundets lavere grupper indgik som et uundværligt led i landbrugsarbejdet, og landsbyskolerne måtte tage hensyn til skolebørnenes erhvervsarbejde. Nederst stod folk, der var under det offentlige fattigvæsen og derfor frataget valgretten og andre borgerrettigheder.

Købstæderne lå for Fyns og omliggende øers vedkommende alle ved vandet, og byernes funktion var da også at drive søfart og handel i videre forstand, navnlig Svendborg og Marstal var betydelige søfartsbyer.

Forskellene mellem by og land var store, der var forskellige kommunale og skattemæssige systemer, og også bevidsthedsmæssigt følte købstadsboerne sig hævet over landbefolkningen. Industrien var i fremvækst, men karakteristisk for landbrugslandet Danmark var det ikke kun i byerne, men også i landdistrikterne, at der blev anlagt fabrikker.

Byerne havde desuden administrative funktioner, Odense var f.eks. residensby både for stiftamtmand og biskop, og flere fynske byer husede garnisoner og højere uddannelsesinstitutioner. Også bybefolkningen var socialt lagdelt med grosserere, fabrikanter, sagførere, læger, topembedsmænd og officerer øverst, en middelklasse af handlende, håndværkere, lavere funktionærer.

Derunder var en arbejderklasse i stærk vækst og med stor selvbevidsthed, organiseret i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. I bunden var ligesom på landet tjenestefolk og allernederst de, der var under fattigvæsenet.

Også arbejderbørn i byerne måtte arbejde som en nødvendig betingelse for familiens økonomi. Det var dog langtfra alle fynske købstæder, der havde oplevet en industrialisering, flere af dem var fortsat stillestående, lidt søvnige lillebyer.

Vist var samfundet præget af store klasseforskelle, og livet for mindre bemidlede kunne være hårdt og usikkert. Men samtidig var det et dynamisk samfund. Økonomer har beregnet den gennemsnitlige årlige vækst pr. indbygger i årene 1890-1910 til knap to pct.

Denne velstandsforøgelse blev bestemt ikke ligeligt fordelt, men byarbejdernes realløn er dog blevet beregnet til at være steget med én pct. om året mellem 1900 og 1910, ligesom arbejdstiden blev nedsat. For landarbejdernes vedkommende var der også forbedringer, men næppe så store. Overhovedet var levevilkårene for arbejderbefolkningen generelt bedst i byerne, og derfor flyttede mange landboer til købstaden eller til København.

Det betyder ikke, at der ikke var mange både i by og på land, der levede i fattigdom og utryghed, men der var også mange, der oplevede forandringer til det bedre.

Selv om samfundsformen for 100 år siden bedst kan karakteriseres som økonomisk liberalisme, den offentlige sektor lagde kun beslag på 10 pct. af bruttonationalproduktet, var der dog tendenser til øgede offentlige indgreb i samfundsøkonomien.

Efter storkonflikten i 1899 var man nået frem til faste spilleregler på arbejdsmarkedet, hvor parterne selv forhandlede arbejdsoverenskomster. I 1891 var der blevet indført offentlig alderdomsunderstøttelse for værdigt trængende mindrebemidlede, altså en forløber for folkepensionen. Året efter var der blevet gennemført en sygekasselov, der åbnede for, at staten kunne yde tilskud til de private sygekasser, således at også småkårsfolk havde råd til at melde sig ind. I 1907 blev en lignende tilskudsordning for arbejdsløshedskassernes vedkommende introduceret. Endelig blev der i 1910 indført en arbejdsret og en forligsinstitution til bilæggelse af arbejdsstridigheder. Velfærdsstatens fundament var lagt!

Selvfølgelig fik ikke alle befolkningsgrupper umiddelbart gavn af de mange nye tekniske fremskridt, men opfindelser inden for transportteknologi (jernbaner og dampskibe) medvirkede til at forøge samfærdslen i hidtil uset omfang. Ligeledes kunne industriprodukter, f.eks. skotøj, efterhånden fremstilles så billigt, at de kom småkårsfolk til gode.

Stemmeretten var begrænset, men i 1901 var parlamentarismen blevet indført, der var blevet udnævnt en Venstre-regering, som arbejdede på at indføre lige og almindelig valgret. I 1908 forsvandt godsejernes særstilling, til gengæld fik kvinder og tyende nu valgret, dog kun til kommunevalg.

Lige og almindelig valgret til Rigsdagen måtte vente til 1915. Dels fordi Landstinget, domineret af godsejernes parti Højre, gjorde knuder, dels fordi ikke alle gårdejere var lige ivrige efter at udvide valgretten, nu da bøndernes eget parti Venstre selv havde fået magten. Af samme grund var Venstres venstrefløj brudt ud og havde i 1905 stiftet Det Radikale Venstre. Partimønstret med Højre (fra 1915 Det konservative Folkeparti) og Venstre på den ene side og De Radikale og Socialdemokratiet på den anden, som skulle dominere dansk politik frem til jordskredsvalget i 1973, var altså ved at se dagens lys.

Selv om tiden var præget af fremskridtsoptimisme, var den internationale situation også kendetegnet ved spændinger. Danmarks position som småstat i skyggen af det overmægtige og bestandigt mere aggressive tyske kejserrige føltes udsat. De færreste danskere kunne noget andet sprog eller havde været uden for landets grænser endsige mødt nogen udlænding, men det er ikke det samme som isolation fra den øvrige verden.

Landbruget var eksportafhængigt, og søfartssektoren internationalt orienteret, ligesom landet som sådan havde behov for import af en række basale varer. Siden 1880'erne var tusindvis af danskere udvandret, først og fremmest til USA, så mange havde familie over there. Kendskab til forholdene uden for landsbyen, byen og Fyn blev også udbredt gennem avislæsning og billigbøger. Begge typer publikationer oplevede stærkt forøget udbredelse, en følge af både øget velstand og fritid.

Fyn for 100 år siden var et delt samfund, klassedelt, men også delt mellem forskellige livsformer og muligheder i land og by. Landbruget var hovederhvervet, og dets tarv vejede derfor tungest. Samtidig var Fyn del af et dynamisk samfund i hastigt opbrud. Frugten af disse forandringer var dog bestemt ikke ligeligt fordelt.

Stiftelsen af Historisk Samfund for Fyn 14. november 1907 må ses i lyset af dette opbrud: En kreds af borgere ønskede at få beskrevet det gamle Fyn, førend det bukkede under for de store økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forandringer, der da skyllede ind over øen.

Fyn anno 1907 med dets erhvervs- og livsformer er for nu længst forsvundet, og forandringernes hast er ikke blevet mindre med årene, snarere er forandringer blevet et grundvilkår for det moderne menneske.

Michael Bregnsbo

Thorkildsgade 22, Odense C, er universitetslektor, ph.d.