Det er 19 år siden Øst- og Vesttyskland smeltedes sammen. I dag kunne vi næppe forestille os et delt Tyskland, men dengang var ikke alle begejstrede over genforeningen
I dag er det præcis 19 år siden, at den hermetisk lukkede grænse mellem Øst- og Vesttyskland åbnedes. I dagene umiddelbart efter nedrev berlinere fra begge sider af grænsen den forhadte Berlinmur. Muren, der delte Øst- og Vestberlin, var symbolet på Den kolde Krig (ca. 1948-1989), den delte verden, det delte Europa, det delte Tyskland.

Murens fald spredte ringe i vandet i det kommunistiske Østeuropa, hvor regimerne nedsmeltede i løbet af få måneder. Året efter blev de to Tysklande genforenet. Siden er de andre østeuropæiske lande blevet demokratier, og de fleste er blevet budt velkommen i NATO og EU. Murens fald pegede frem mod en bedre verden, hvor fred og samarbejde har forrang.

Set fra 2008 burde det have været svært at undlade at hilse Murens fald velkommen. Tilbage i 1989 var sagen imidlertid mere tvetydig. Opmærksomheden samlede sig om, at Tyskland kunne blive genforenet. Her havde mange europæere, herunder danskere, store betænkeligheder.

Skiftende tyske regeringers til tider aggressive fremfærd havde været en møllesten omkring halsen på Europa siden midten af 1800-tallet. Historiebøger, hvor Tyskland er skurk, fylder utallige hyldemetre.

Historien begyndte i Danmarks tilfælde i 1863, hvor de overmodige danske konger Frederik 7. og Christian 9. kom på tværs af en ambitiøs fyrst Otto von Bismarck i spidsen for Preussen, den stærkeste tyske stat (Tyskland var endnu ikke samlet i ét rige).

Konflikten bundede i, at danskerne brød en international traktat om de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Bismarck, der ønskede en krig for at samle de tyske stater bag sig, opfordrede Danmark til at overholde, hvad lovet var. Ellers betød det krig.

Krigen kom, og Danmark mistede i 1864 2/5 af sit areal, herunder de mest industrialiserede områder. Tilbage var et lille, fattigt bondeland. To år senere sejrede Bismarck over Østrig. Den tyske sejr over Frankrig i krigen 1870-71 kulminerede i dannelsen af et samlet tysk kejserrige.

I Første Verdenskrig (1914-18) blev Tyskland hele Europas mareridt, da en ny generation af tyske beslutningstagere efter nederlaget fik tildelt rollen som aggressorer. Danmark stod militært uden for denne krig, hvis man ser bort fra de mange sønderjyske mænd, der blev tvunget til at deltage i krigen på tysk side (herunder forfatternes fælles farfar og oldefar).

Anden Verdenskrig (1939-45) bragte Tyskland i dybeste miskredit, ikke bare i Danmark eller i Europa, men i hele verden. Denne gang herskede der ingen tvivl om, hvilket land der angreb og i mange tilfælde besatte andre europæiske lande.

Efter 75 år, hvor Tyskland flere gange havde haft rollen som den aggressive stormagt i Europa, blev det svært, hvilket er svært at forstå 60 år senere, at skelne mellem magtsyge nazister og almindelige tyskere. Skylden var tyskernes, lød mantraet. Anden Verdenskrig kom til at præge efterkrigstiden med mange nye internationale organisationer (FN og EF/EU er de mest kendte herhjemme), der skulle sikre, at en sådan krig aldrig gentog sig. Verdens lande skulle samarbejde.

Efter krigen blev Tyskland besat af sejrherrerne. I årene efter voksede spændingerne mellem de to store allierede fra krigen, USA og Sovjetunionen, og de delte Europa - herunder Tyskland - mellem sig i en østlig og en vestlig del. I 1961 blev der ligefrem rejst en mur midt i den gamle tyske hovedstad Berlin, der var delt mellem Øst- og Vesttyskland.

De nye fredsbudbringere, de internationale organisationer, fik det i bedste fald svært, og de historiske erfaringer vejede tungt i både Øst og Vest: Man kunne ikke vente sig noget godt af et stærkt Tyskland.

Bedst som alle troede, at Tyskland var delt for altid, skete noget uventet. Sovjetunionen løsnede i oktober 1989 den faste hånd, Østeuropas kommunistregimer blev knuget i. Mikhail Gorbatjovs såkaldte Sinatra-doktrin ("do it their way") varslede luftforandring. Sovjet ville ikke længere gribe militært ind i østeuropæernes indre anliggender.

Pludselig kunne man forestille sig, at Øst- og Vesteuropa ville heles og de to Tysklande blive samlet. Den storpolitiske udvikling gik ikke de danske politikere forbi. Socialdemokraten Ritt Bjerregaard luftede en flig af bange anelser i en tale i Folketinget den 26. oktober 1989. Da hendes betænkeligheder udtrykker de næste mange måneders debat, er det bedst at citere et uddrag af talen.

"Tyskland opleves ikke længere som en slagen nation, og tyske politikere er ikke mere så tilbageholdne, som de var før i tiden, med at omsætte forbundsrepublikkens dvs. Vesttysklands betydelige økonomiske potentiel i en tilsvarende økonomisk indflydelse." Og hvad kunne et forenet Tyskland så ikke tænkes at kunne gøre, ville man fristes til at spørge, hvis man var rejst med en tidsmaskine til oktober 1989.

Kun 14-dage senere, den 9. november 1989, får spekulationerne mere kød på kroppen, da begejstrede østberlinere for første gang siden 1961 besøgte Vestberlin. Som bekendt faldt Muren snart efter.

Den 28. november 1989 holdt Vesttysklands kansler, Helmut Kohl, en tale i den vesttyske Rigsdag i Bonn, hvor han foreslog, at de to Tysklande "samarbejder i demokratisk enighed". Her fra er der ikke langt til at foreslå en egentlig genforening. Samme aften er dette netop emnet i tv-debatprogrammet "Højlunds Forsamlingshus".

Den altid årvågne ordstyrer, Niels Højlund, havde inviteret Danmarks statsminister, den konservative Poul Schlüter, da emnets betydning for Danmark og Europa næppe kunne overvurderes. Poul Schlüter udtaler, at han personligt ikke ønskede en tysk genforening.

Der lød mere positive toner fra regeringens nummer to, Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, i en pressemeddelelse dagen efter. Han så konturerne af en bedre verden med et genoplivet Europa. Den danske befolkning var, ligesom politikerne på tværs af partiskel, delte i tysklandsspørgsmålet. En undersøgelse bragt i Jyllands-Posten den 11. december 1989 viste, at kun 44 % af danskerne var tilhængere af en tysk genforening. Hele 37 % var imod.

I april 1990 gydede socialdemokraten Svend Auken olie på vandene i en folketingstale. Han sagde bl.a.: "Jeg forstår godt den frygt, men jeg nærer den ikke. Det tyske folk må naturligvis have national selvbestemmelsesret ... ligesom alle andre folk, og vi må dele deres glæde over, at 40 års tvangsundertrykkelse nu er bragt til ophør."

I mellemtiden blev den tyske genforening sat på skinner. Der herskede en mere og mere positiv stemning blandt danskerne, som Genforeningen nærmede sig. I slutningen af august 1990 var 56 % af danskere positive, mens kun 21 % var imod en genforening.

De to Tysklande genforenedes den 3. oktober 1990.

Historien gentager sig aldrig, men derfor kan man godt udlede en morale. Forudsætningen for, at de andre lande i EF kunne og ville acceptere, at medlemslandet Vesttyskland blev sammensmeltet med Østtyskland, var, at der blev skabt et mere forpligtende samarbejde. Et samarbejde, der kunne holde kæmpelandet i snor. Det europæiske Fællesskab (EF) blev til Den europæiske Union (EU) i 1992, og ti år senere blev de fleste østeuropæiske lande EU-medlemmer.

Alt dette var næppe sket uden Tysklands Genforening. Trods de daglige trakasserier har vi i dag et EU, der bringer uset økonomisk fremgang til medlemslandene og sætter krav om demokrati og overholdelse af menneskerettigheder til nye medlemmer.

I dag bør vi være taknemmelige for, at historiens frygtfanfarer ikke betød, at Tyskland forblev delt. Toneangivende politikere, både i og uden for Tyskland, holdt tungen lige i munden, afvejede situationen og lod fremtiden blive bedre end fortiden.

tINE RASMUSSEN

Præstegårdsvej 63, Sønderborg

christen bonde

Dingli Street, Sliema, Malta