Fremskridt og utopi


Fremskridt og utopi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er gennem tiderne sket bemærkelsesværdige fremskridt i holdningen til psykisk lidende og behandlingen af dem. Men en kurerende behandling lader stadig vente på sig

I daglig tale har ordet "behandling" en vid betydning - man kan føle sig mere eller mindre godt "behandlet" på sin arbejdsplads, af myndigheder, servicepersonale, venner, familie m.fl., afhængig af hvordan andre agerer i forhold til, hvad man måtte have af forventninger, ønsker og behov. Ligeledes kan omgivelserne have en varierende opfattelse af hvordan man "behandler" sig selv og andre.

Ikke mindst er det almindeligt at tale om "behandling", hvad angår helbredsproblemer, men ordet som sådan er kommet forholdsvis sent ind i sprogbrugen endog på det område, idet man ikke skal gå langt tilbage i tiden, før det endnu hed sig, at man skulle "kureres" for sine dårligdomme og til det formål fik foreskrevet en "kur" og måske ligefrem blev henvist til en "kuranstalt" eller "sygehus".

Med udbygningen af et moderne sundhedsvæsen afløstes sygehuset af "hospitaler", og kuren blev til "behandling". For psykisk forstyrrede gjaldt det, at de fra i en heldigvis fjern fortid at have været anbragt i "dårekister" , "galehuse" eller "asyler" nu indlagdes til "behandling" på sindssyge-hospitaler, men det skulle vare en rum tid før man nåede dertil.

AT psykiske afvigere overhovedet blev afsondret fra det normale samfund, er historisk set et led i en længere udvikling, der går tilbage til middelalderen.

I det middelalderlige samfund nød sindsforvirrede og andre afvigere godt af en vis tolerance, som tillod dem at færdes frit i bybilledet, om end de kunne blive udsat for gadens spot og hån.

Indimellem fik man ganske vist nok af deres mærkværdigheder og ihærdige tiggen, især hvis deres antal i perioder øgedes kendeligt. Det førte til, at man som eksempelvis i Tyskland lod dem opbringe i samlet flok. Derpå blev de gelejdet om bord på et såkaldt "narreskib", fortøjningerne kappet, og farten gik under fortvivlet råben og skrigen ned ad floden med kurs mod en uvis skæbne.

Med oplysningstiden indtræffer imidlertid en afgørende ændring i synet på en broget befolkningsgruppe af sindsforvirrede, tosser, dagdrivere, betlere, prostituerede og småkriminelle, som af øvrigheden udskiltes fra den øvrige befolkning og isoleredes på nyoprettede anstalter.

Det nye anstaltvæsen, som opstod i Holland og senere bredte sig til resten af Europa, er beskrevet af samfundsfilosoffen Michel Foucault, som på skarpsindig vis har analyseret baggrunden for anstaltvæsenets tilblivelse og dets ideologiske forudsætninger.

Anstalternes målsætning var at realisere en form for "moralsk opdragelse", hvor arbejde i forening med kontrol og disciplinering var de væsentlige elementer.

En væsentlig del af arbejdet bestod i rivning af farver, raspning, som blev anset for en smudsig og sundhedsfarlig produktion. Den officielle benævnelse var "tugt- rasp- og forbedringshuse". I en senere eftertid blev kun betegnelserne "tugthuse" eller "arbejdsanstalter" anvendt, idet man tilsyneladende havde opgivet at muliggøre en "forbedring".

Da der blandt kriminelle kunne forekomme stærkt sindsforvirrede og farlige personer, udskiltes de efterhånden fra det almindelige klientel og placeredes i særlige "psykopat-anstalter", hvor en psykiatrisk ledelse pålagdes det lidet misundelsesværdige hverv at befri dem for deres "psykopati".

De mere harmløse psykiske afvigere eller "lemmer" tildeltes ophold på sindssyge-anstalter, hvor arbejde i form af enkle beskæftigelser og anden sysselsætning indgik i det daglige program foruden drastiske og chokagtige kure, der kan virke noget barbariske set med nutidige øjne. Især en pludselig og uventet nedsænkning i koldt vand var et hyppigt anvendt og yndet middel bl.a. på sindssygeanstalten St. Hans ved Roskilde.

I årene efter Anden Verdenskrig indledtes omfattende ændringer af sindssygevæsenet, og varetagelsen af sindssyge gennemgik en tiltrængt modernisering. Behandlingsbegrebet fik et mere humant indhold, og især med introduktionen af virksomme psykofarmaka kunne anvendelsen af tvangsmidler mindskes betydeligt.

Alligevel og uafhængigt af anbringelsesform fremgår det generelt af en længere række undersøgelser, at behandling under institutionelle forhold i sig selv ikke har en nævneværdig gunstig effekt eller stiller klientellet bedre efter afsluttet ophold.

En væsentlig årsag kunne være, at indlæggelse eller anbringelse sjældent sker ad frivillighedens vej, men under pres fra omgivelserne eller i værste fald som følge af en domfældelse. Det kan sjældent forventes, at den pågældende selv erkender at have brug for behandling, eller at det er noget, som kunne være til gavn for ham selv.

Til gengæld står det meget klart for ham, at omgivelser og autoriteter vurderer hans sindstilstand og adfærd som problematisk og mener det nødvendigt, at han bringes under behandling.

Med andre ord kan det være brydsomt at få ham ledt derhen, at han erkender ikke alene at være et problem for andre, men også for sig selv, og at han derfor tjener sit eget bedste ved at følge opfordringen til at underkaste sig behandling.

Ikke overraskende hævder mange repræsentanter inden for professionen, at en behandling i det hele taget kun kan iværksættes, hvis den anden part selv ytrer ønske derom eller er "motiveret".

AT personer ligefrem frivilligt søger behandling, vinder først indpas med psykoanalysens fremkomst i datidens Wien og med et noget andet klientel end det, der befolkede sindssygehospitaler og lignende anstalter.

Hos psykoanalysens fader, Sigmund Freud, søgte medlemmer af det bedre borgerskab - og især den kvindelige del - foretræde og fik på den senere så berømte divan lejlighed til at betro sig om deres sjælelige trængsler til den rygvendte og tavse doktor Freud.

Efter Freuds død mistede psykoanalysen gradvis terræn, og i stedet opstod en ny og anderledes psykoterapeutisk bølge, der bredte sig fra USA, og som også i Danmark har vundet voksende terræn.

En af de nyere forekomster inden for genren har været et tilbud, der går under betegnelsen "samtaler med psykolog", og som til dels finansieres af en offentlig tilskudsordning.

Den henvender sig til befolkningslag, som tidligere antagelig har stået mere fremmede over for behandling af psykiske problemer, selv om de i behandlerjargonen har haft "ondt i livet". En del af dem, der har benyttet ordningen udtrykker tilfredshed, men der er så vidt vides sjældent tale om problemer af en sådan sværhedsgrad, at klienterne ikke havde kunnet leve en forholdsvis almindelig tilværelse uden samtaletilbuddet, om end ikke med samme "livskvalitet".

Med hensyn til psykoterapiens anvendelighed i forhold til psykiske forstyrrelser af invaliderende art og andre massive adfærdsproblemer, ser perspektivet ikke netop lovende ud, idet man trods store forhåbninger må erkende, at der i den henseende er grænser for menneskelig formåen.

Uden for den institutionelle verden øjnes ganske vist enkelte lyspunkter, hvor enkeltpersoner med forskellig baggrund har viet sig fuldt og helt til at gøre en ihærdig indsats for mindre grupper af psykisk lidende med et stærkt belastet tilstandsbillede og opgivet af de instanser, som de i tidens løb har været i kontakt med.

De opmuntrende resultater, der stedvis er opnået, bygger fortrinsvis på en ildhu og offervilje, som næppe kan mobiliseres i offentligt regi

Alt i alt må man trods alt anerkende, at der gennem tiderne er sket bemærkelsesværdige fremskridt i holdningen til psykisk lidende, og hvordan der tages hånd om dem. Fra middelalderens åbne samfund, hvor de sindslidende havde samme tvivlsomme frihed som omstrejfende hunde og andre herreløse skabninger, dernæst som indespærrede i oplysningstidens tvangsanstalter og til i dag, da brugen af psykofarmaka har mildnet det institutionelle regime og nedbragt antallet af indlæggelser.

En nydannelse som distriktspsykiatriske væresteder, hvor udskrevne patienter gives mulighed for at dyrke samvær med andre ligesindede under betryggende former, støttet af ansatte hjælpere og med lægeligt tilsyn, vidner også om en fremsynet humanisering i plejen af de psykisk lidende.

Men skiftende tidsaldres utopi om en behandling der kan omskabe stærkt sindslidende til velfungerende og arbejdsomme samfundsborgere, lader stadig vente på sig ligesom den usynlige titelperson i Samuel Becketts kendte teaterstykke "Mens vi venter på Godot".

Niels C. Jørgensen, 1 bis rue du Haut Four, Callian, Frankrig, er konsulent, cand. psych.

Fremskridt og utopi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce