For snart 45 år siden styrtede et fly ned i Congo. Om bord var FN's svenske generalsekretær, Dag Hammerskjöld, som førte en meget aktiv fredspolitik i en tid med store internationale spændinger
Da jeg i 1962 for første gang var i Sverige, besøgte vi det røde renæssanceslot i Uppsala, der dels rummer et betydeligt kunstmuseum, dels er residens for landshøvdingen (amtmanden) over Uppland. Fra 1907 til omkring 1930 hed han Hjalmar Hammarskjöld. Han var en betydelig jurist og havde været professor ved Uppsala Universitet. Flere gange var han minister og i 1905 medlem af den delegation, der forhandlede med nordmændene om deres lands selvstændighed. Derefter var han i to år Sveriges gesandt i København. Som frikonservativt medlem af Rigsdagen dannede han 1914-1917 på kongens anmodning en ikke-parti-regering, hvis væsentligste opgave blev at føre Sverige frelst gennem Første Verdenskrig.

Her voksede Dag Hammarskjöld op sammen med sine tre ældre brødre, og det føltes naturligt, at vi fra slottet gik til kirkegården for at besøge den friske grav. Det var mindre end et år siden, han var omkommet ved et flystyrt i Afrika, mens han havde været i gang med at finde en løsning på den gordiske knude, der hed det congolesiske spørgsmål.

Hammarskjöld blev født 1905. Han var flittig og lynende begavet og tog de bedste eksamener fra såvel gymnasiet som universitetet. Efter nationaløkonomiske studier i Stockholm kom han ind i statsadministrationen. Ud over at være en ferm talknuser med et klart overblik var han et sprogtalent og meget kulturelt interesseret. Hans kendskab til litteratur, teater og billedkunst var legendarisk.

Kun 29 år gammel blev han departementschef i finansministeriet og fra 1945 i udenrigsministeriet, ligesom han var præsident for Rigsbanken. Han deltog derfor i mange vigtige internationale konferrencer, hvor han viste sig som en saglig, kompetent og vidende deltager og en dygtig forhandlingsleder. Da han - ligesom faderen - aldrig havde engageret sig partipolitisk, fik han ry som en ikke-forudindtaget person, der angreb sagens substans uden ideologiske skyklapper.

Hammarskjöld afløste i 1953 De Forenede Nationers første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie, som ikke kunne fortsætte, da Sovjetunionen nedlagde veto mod hans genvalg. Efter at flere "oplagte" kandidater var blevet vraget, besluttede man sig for Hammarskjöld som et kompromis, alle kunne acceptere.

Han var da stort set ukendt i den internationale offentlighed. Ingen havde spurgt, om han ville modtage udnævnelsen, og han blev derfor stillet over for en fuldbyrdet kendsgerning. Han spurgte senere en ven inden for FN, hvorfor man havde gjort det på den måde. "Ellers vidste vi, du ville sige nej," lød svaret.

Hammerskjöld var en del af vor ungdoms hverdag. Gennem næsten en halv snes år var hans navn på forsiden af avisen og næsten dagligt omtalt i radioen. Hans portræt så vi flere gange om ugen. Han var kendt som næsten ingen anden - også langt mere end de senere generalsekretærer.

Dag Hammarskjöld førte en selvstændig, energisk og meget aktiv fredspolitik. Han var engageret i spørgsmål overalt på kloden, og han rejste mere end de fleste politikere og diplomater gjorde dengang, selv om han først og fremmest ledede sine folk fra kontoret på 38. etage i FN-bygningen i New York.

Det var årene fra Koreakrigens slutning til Vietnamkrigens begyndelse. Der var uro på Cuba og mange andre steder i Latinamerika. Mellemøsten var på kogepunktet med Suez-krisen og Seksdageskrigen. Det knagede i Østeuropa med opstande i DDR og Ungarn. Khrusjtjof havde afløst Stalin og optrådte demonstrativt på internationale topmøder og i FN's generalforsamling.

Der var massive spændinger mellem USA og USSR. I Sydafrika klamrede den hvide befolkning sig desperat til den raceundertrykkende apartheidpolitik. Og samtidig var de gamle kolonimagter i opløsning, så landene i Asien og ikke mindst Afrika var på vej mod uafhængighed.

Områder, som aldrig havde prøvet at styre sig selv, blev pludselig selvstændige stater næsten fra den ene dag til den anden med alt, hvad det førte med sig af overdreven nationalisme og selvhævdelsestrang, mindreværdskomplekser og ømskindethed, inkompetance, fejltrin og korruption.

Da Hammarskjöld tiltrådte, havde FN 67 medlemslande, otte år senere var der 117. Det betød store opgaver, også administrativt, der skulle løses.

DET VAR midt i alt dette, at den svenske diplomat skulle forsøge at manøvrere FN-skibet. En af de sværeste hurdler blev problemerne med den tidligere belgiske koloni Congos selvstændighed i 1960.

Der var kun en håndfuld højere uddannede mennesker i landet, som kunne overtage ledelsen. Rivaliserende og svært bevæbnede klaner søgte at rage til sig i et land, hvor der var en enorm ulighed mellem kæmpemæssige fattige områder og den lille og ekstremt rige Katanga-provins længst mod syd, hvis belgiskejede kobberminer stod for 60 pct. af bruttonationalproduktet.

Og midt i det hele blev statsministeren Patrice Lumumba myrdet.

I forsøget på at holde landet samlet og skabe en vis stabilitet besøgte Hammarskjöld Congo flere gange og forhandlede med alle parter. Han blev i den forbindelse bebrejdet, at han også tog til Katanga og trykkede hånd med oprørslederen oberst Tshombe. Men hvordan skulle han kunne forhandle, hvis han ikke mødtes med parterne? spurgte Hammarskjöld.

Det lykkedes ham på kort tid at samle en FN-styrke på 20.000 mand, der skulle indsættes for at stabilisere landet. I efteråret 1961 var han igen i Congo, men undervejs til Katanga styrtede hans maskine ned den 18. september 1961. Det er aldrig blevet opklaret, om der var tale om et attentat eller en ulykke.

NU stod vi - en flok unge danskere - ved hans grav nogle måneder senere på kirkegården i Uppsala. En ganske almindelig prunkløs gravsten på en ganske almindelig kirkegård. En nærmest anonym grav mellem så mange andre. Her hvilede et almindeligt menneske med et yderst ualmindeligt liv bag sig. En kristen idealist, der havde sat alt ind for at glatte ud og skabe fred mellem nationer og ideologier i en splittet verden.

Hammarskjöld var beviset på, at det er muligt at være en stærkt engageret og internationalt orienteret verdensborger og samtidig være dybt forankret i sin nation og sit folk og sin (i dette tilfælde kristne) tro. Spørgsmålet er, om de to sider kan skilles, hvis der skal være virkelig alvor bag.

Det var en absolut fortjent hyldest, at han kort efter sin død fik tildelt Nobels fredspris. Få har ydet mere for at få den.

VED siden af at være en til det yderste pligtopfyldende embedsmand var Hammarskjöld et udpræget friluftsmenneske, der hele livet holdt af lange traveture. Det var sammen med læsning hans form for afspænding, og venner og medarbejdere har berettet om, hvorledes han bød dem med på "en lille tur", der kunne vare i timevis gennem øde og uberørt terræn.

Han havde komfortable og repræsentative lejligheder i centrum af Stockholm og New York, men også et primitivt sommerhus ude i naturen i begge lande. Som ung havde han gennemvandret Sveriges forskellige egne, ikke mindst de store laplandske vidder, og var i en tidlig alder blevet medlem af bestyrelsen for Sveriges Turistforening.

Det var den eneste af sine mange tillidsposter, han beholdt, efter at han var blevet De Forenede Nationers generalsekretær.

Det var derfor ikke tilfældigt, at han i 1957 købte den gamle firlængede gård Backåkra nær Skånes sydøstspids i et pragtfuldt naturområde, som senere er blevet fredet. Her havde han tænkt at slå sig ned, når han var færdig i FN, for bl.a. at skrive sine erindringer og gå lange ture langs kysten, hvorfra man i klart vejr kan se til Bornholm.

Det nåede han ikke.

Kronikken er et forkortet kapitel fra H. E. Sørensens netop udkomne bog Sverige - en kulturhistorisk rejse. Forlaget Melbyhus.

H.E. Sørensen, Melbyvej 27, Skærbæk, er forfatter.