Han er flygtning, har været fængslet i sit hjemland og fængslet igen i sit nye land Danmark. Men nu er han glad. En afghaner beretter

Dagen lignede ikke en sædvanlig dag. På gaderne var der mange talibanere.

De var kommet til Kabul i løbet af natten og havde besat mange steder i byen. Dr. Najibullah, den tidligere præsident, og hans bror blev hængt på gaden tidligt om morgenen den første dag af Talibans magtovertagelse i 1996. Folk alle steder fra gik hen for at se ham. Han havde været i asyl i 5 år i FN’s bygning.

Efter denne dag blev der hver dag hængt nogen midt i byen. Det største idrætscenter i Kabul blev brugt som drabsplads, det var her folk fik hugget hænder og fødder af - især kvinder. Kvinderne kunne ikke blive hængt midt i byen, det forbød talibanernes måde at tolke Sharia-lovgivningen på.

Talibanerne kørte glædesstrålende rundt alle steder, piskede nogle mennesker, og fangede nogle og sendte dem i fængsel. Gennem højtalere og radio fortalte de om folkets pligter og Talibans Sharia.

Jeg blev også pisket et par gange i byen, fordi jeg ikke havde hat på og ikke havde langt nok skæg.

Avisen, som jeg arbejdede på, skulle stoppe ligesom alle andre aviser. Vi håbede, at vi efter et par uger eller måneder fik lov til at starte igen. Men hver dag blev håbet mindre og mindre, og til sidst mistede vi det.

Min kone, som arbejdede på en avis som chefredaktør, skulle ligesom andre kvinder sidde hjemme, og mine døtre savnede deres skole og klassekammerater.

"Skal vi ikke flygte", sagde min kone.

Pakistan var den eneste mulighed for flugt dengang. Det var selvfølgelig en sørgelig beslutning.

Vi flygtede til Pakistan, men efter et par dage kom jeg alene tilbage til Kabul. Jeg håbede at finde et andet job. Organisationen Røde Halvmåne var min første tanke, men jeg gik stadigvæk hen på mit gamle kontor hver dag.

Det første fængsel: Klokken var omkring 14.00, og jeg skulle hjem. Det var en meget kold dag, sidste uge i december. Jeg var lige kommet ud fra kontoret. Der var tre talibanere med geværer, som ventede på mig.

"Er du Basir Yaqin", spurgte en af dem.

Jeg måtte køre med dem. Bilen kørte rundt i byen. De skulle fange en anden også, men det lykkedes ikke.

Det var første gang, jeg følte, hvordan det er, når man mister sin frihed. Jeg så på andre folk på gaderne, som selv kunne bestemme, hvor skulle de hen, selvom de havde mistet meget af deres frihed.

Efter to timer standsede bilen foran en bygning på den anden side af Kabul. De skubbede mig ind i bygningen. I kælderen havde talibanere mange fanger. I det lille kolde rum, hvor jeg skulle være, var der fire fanger mere.

Hver fange havde kun et tæppe. De kunne næsten ikke stå på deres ben, så ødelagte var de af piskeslagene.

Fangerne måtte ikke snakke sammen, og de måtte ikke gå på toilettet, men man måtte godt tisse i de musehuller, som der var mange af rundt omkring i rummet.

Afhøring: Det var midt om natten. Døren blev åbnet. Lyset fra en lommelygte pegede på alle og stoppede til sidst ved mig. "Kom", sagde vagten uvenligt.

Jeg gik ud med ham til et af kontorerne. Jeg skulle sidde på en metalseng uden madras. To talibanere sad på stole foran mig, og på den anden side af rummet stod der også to talibanere. En af dem havde en pisk i hånden, den anden havde et gevær.

De viste mig alle de artikler, som jeg havde skrevet i avisen, eller tilladt som souschef.

Efter to timers afhøring, sagde en af dem "Du bliver kaldt tilbage i morgen nat. Husk at svarene skal være helt rigtige, ellers bliver du bundet til sengen, som du sidder på, og pisket, ligesom de andre. Kig dig omkring".

Jeg så på mig omkring. Ved alle fire hjørner af sengen hang der tykke reb.

Den næste nat kom min tur igen. Efter en halv times afhøring sagde en af dem surt: "Vi stopper med at diskutere med dig. Vi synes pisk er den bedste måde". Så blev jeg bundet til sengen, og de startede at "lære mig respekt for Sharia".

Ud af fængslet: På den ottende dag af mit ophold i fængslet, sagde en af talibanerne, som jeg havde ikke set før: "Hvis du skriver en erklæring, om at du vil gøre noget for os, og hvis du giver os penge, kommer du ud".

Jeg sagde ja til det hele og til sidst kom jeg ud.

På flugt: Efter et par dage kørte jeg til Pakistan til min familie. Jeg syntes heller ikke, at livet i Pakistan var nemt.

Jeg havde ikke noget pas eller visum til Pakistan, derfor måtte jeg bestikke en politibetjent hver gang, jeg skulle ud at købe ind. At få et job og at lære sproget var også store problemer.

Dengang var der i Pakistan mange mænd, både fra Afghanistan og Pakistan, der arbejdede som agenter. De havde mulighed for at lave falske pas og visa, og smugle mennesker. Jeg snakkede med en af dem. Det kostede meget, hvis jeg skulle ud af Pakistan og til Europa.

Jeg kom først til Iran. Så fortsatte jeg gennem Iran, Turkmenistan, Usbekistan og Rusland til Ukraine. Derfra skulle jeg flyve til Danmark.

Flyvemaskinen landede i Købehavns lufthavn. Det var omkring klokken 10 om aftenen, da jeg gik til politiet i lufthavnen for at få hjælp. I en samtale fortalte jeg alt om, hvem jeg var, og hvordan og hvorfor jeg var kommet til Danmark. Men de troede ligesom talibanene ikke på mig. Selvfølgelig havde de ikke nogen pisk, men de havde ligesom talibanerne et fængsel.

Det andet fængsel: Dagen efter måtte jeg køre med to politibetjente til et andet sted. Jeg troede, at jeg ville få min frihed efter et par timer, og at jeg snart kunne ringe til min familie og fortælle dem, at jeg nu var i Europa.

Efter nogle timer standsede bilen foran en bygning. En af politimændene åbnede bilens dør. Jeg gik glad ud og så mig omkring, for at se, hvor jeg skulle bo, og hvordan det var. Men så forstod jeg, at det ikke var en almindelig bygning. Det lignede lidt det største fængsel i Kabul, hvor jeg var som værnepligtig fangevogter for 25 år siden.

Mens jeg tænkte på, hvor jeg var henne, blev metaldøren åbnet og jeg skulle ind. Efter et par sekunder vidste jeg, at det var et fængsel. Det hed Close Camp i Sandholm. Der var mange celler til fanger, og jeg skulle gå ind i en af dem.

Jeg var meget sulten. I løbet af de 20 timer, jeg havde været hos politiet, havde jeg kun fået en sandwich, og fordi der var svinekød i den, spiste jeg den ikke.

Dagen efter havde jeg en samtale med en politibetjent, og han sagde: "Du skal være her mindst 3 uger", og bagefter skulle jeg køre med to betjente. En lille bus, som skulle bruges til de farlige fanger, ventede udenfor.

Vi kørte. Efter nogle timer standsede bilen foran en bygning. Det var Domhuset, og dommeren sagde, jeg skulle være 3 uger i fængslet Close Camp.

På vej tilbage til fængslet: På vej tilbage så jeg igen mennesker på gader, i biler og på fortove. De kunne selv bestemme, hvor de skulle hen. Jeg kunne huske mig selv for nogle måneder siden, da jeg var på vej til Talibans fængsel. Selvom den danske lov og Sharia var forskellige, havde jeg kun været en uge i fængsel hos dem, men her? "Oh min Gud! Er Talibans Sharia bedre end det demokratiske lands love", spurgte jeg til mig selv.

Ved et lyskryds så jeg en far giv sin datter et knus. Pigen var på alder med min yngste datter. Da jeg skulle sige farvel til min familie, sagde min datter:

"Far, husk, når du er i Europa, og når du ringer til os, skal jeg snakke med dig først".

Jeg tørrede mine tårer. Det eneste jeg kunne.

Historien er 10 år gammel. Et år senere fik jeg asyl, og året efter kom mine fire børn og min kone til Danmark.

Siden har jeg haft mange glade dage. Vores børn har samme goder og muligheder som de danske børn. De studerer på SDU, én vil være læge, én ingeniør.

Da jeg kom til Danmark, tænkte jeg: "Når ikke der er nogen krig i landet, hvad skriver journalisterne så om"?

Nu ved jeg, man kan skrive om andet. For eksempel at jeg sidder ved vinduet og ser én der løber på stien. Hun løber for helbreddets skyld, ikke fra en bombe eller en raket.

Mohammad Basir Yaqin

Bøgeparken 82, Odense NØ, har arbejdet som journalist og redaktør i Afghanistan. Nu arbejder han intenst med sit danske sprog for igen at kunne udtrykke sig meningsfuldt om omverdenen.