I amerikansk politik behøver det ikke være et plus at have stor politisk erfaring. Det er lige så vigtigt for præsidentkandidaterne, at være i kontakt med det menige USA
Her i de sidste dage før den nye amerikanske præsident vælges kan vi se tilbage på en valgkamp der i høj grad har handlet om kandidaternes erfaring eller mangel på samme. Men i amerikansk politik er det ikke nødvendigvis et plus at have stor politisk erfaring.

Tværtimod kan det modsatte sagtens være en fordel, og historisk set indeholder den amerikanske valgkamp da også talrige eksempler på politikere, hvis kampagner i større eller mindre grad har været forankret i idéen om, at kandidaten netop ikke tilhørte det etablerede politiske miljø i Washington.

Tænk blot tilbage på Jimmy Carter der i 1976, et tidspunkt hvor nationen endnu ikke var kommet sig over Watergate skandalen, vandt enorm sympati hos befolkningen på grund af sin baggrund som jordnøddefarmer; eller Reagan der, selv efter han var blevet præsident, blev ved med at portrættere sig som en udefrakommende.

Den nuværende valgkamp er da heller ingen undtagelse. Allerede i løbet af primærvalget tonede Hillary Clinton frem på amerikanernes tv-skærme i et let gennemskueligt forsøg på at fremstå som en øl- og whiskydrikkende "folkets kvinde", der - modsat den tilsyneladende elitære Barack Obama - kunne berette om hvordan hendes far engang tog hende med ud bag familiens hytte i Pennsylvania og lærte hende at skyde med riffel.

Obamas strategi er ligeledes bygget op om et forsøg på at sælge sig selv som Washington-outsideren, der rider på forandringens vinde hele vejen til Det Hvide Hus. Han har blandt andet forsvaret sig mod kritik angående hans manglende politiske erfaring ved at fremhæve dette som en styrke nærmere end en svaghed, og han har ofte refereret til en os/dem opdeling mellem Washington og resten af USA. Som han forklarede i en tale i september i 2007: "Der er nogle der fremhæver deres erfaring med at arbejde i systemet i Washington. Problemet er, at systemet i Washington ikke arbejder for os."

Ligesom Obama har John McCain og Sarah Palin gentagne gange insisteret på at fremhæve deres roller som enspændere (mavericks), der ikke ønsker at følge de spilleregler, som Washington-bureaukraterne har opstillet.

Allerede da McCain præsenterede Palin som sin vicepræsidentkandidat for første gang, lagde han vægt på, at hun netop ikke var fra Washing-ton. Siden er temaet gået igen i parrets valgvideoer og politiske taler, og det prægede i høj grad Palins tilgang til tv-debatten med Joe Biden, hvor hun som bekendt proklamerede, at hun ikke ville svare på spørgsmålene der blev stillet, men i stedet ville tale direkte til den amerikanske befolkning.

Men hvorfor har det været så vigtigt for kandidaterne at fremstå som værende udenfor det eksisterende politiske system?

I den nuværende valgkamp handler outsider-rollen selvfølgelig til dels om at distancere sig fra flere års fejlslagen finans- og udenrigspolitik, og derigennem kapre vælgere blandt de grupper, der ikke føler, at Bush-administrationen har varetaget deres interesser. Og det giver da også god mening.

Man skal jo ikke glemme, at George W. Bush på nuværende tidspunkt indtager rollen som en af landets mest upopulære præsidenter nogensinde: i oktober 2008 var blot 25% af amerikanerne overordnet tilfredse med deres præsident, mens hele 71% var utilfredse.

Men outsider-rollens appel handler i høj grad også om en gammel og fundamental amerikansk mistro til magtens væsen; en tro på at demokratiets ånd, og dermed nationens sande værdier, ligger hos den amerikanske menigmand. Magten skal altså komme fra folket.

Denne tro på den almene borger som demokratiets hjerte kan spores helt tilbage til den amerikanske republiks første leveår. I årene umiddelbart efter den amerikanske revolution og den endelige løsrivelse fra England i 1783 stod amerikanerne nemlig i en situation, hvor man skulle til at opbygge en nation og et politisk system fra bunden. Den politiske debat stod på daværende tidspunkt primært mellem Alexander Hamiltons føderalister og Thomas Jeffersons demokratiske-republikanere.

Mens Hamilton og føderalisterne ønskede et system hvor kun samfundets spidser kunne stemme, så Jeffersons demokrater gerne at stemmeretten blev udbredt til den bredere befolkning.

Jeffersons demokratiske tanke var naturligvis en, som mange amerikanere nemt kunne støtte op om. For mange af dem havde godt og vel 150 år som koloni under engelsk styre trods alt leveret tilstrækkeligt med grunde til at være mistroiske overfor enevældet. Og for mange var netop England på daværende tidspunkt et ganske glimrende eksempel på, at magt fordærver hvis ikke magthaverne skiftes ud regelmæssigt.

Denne mistro til politikerne lå så dybt i mange amerikanere, at de to første regeringer under henholdsvis George Washington og John Adams blev overvåget af spontant opståede demokratiske vagtgrupper, der ønskede at sikre sig mod at regeringsmagten blev misbrugt.

Og spændingerne mellem befolkning og politikere lå så tæt på overfladen, at det i flere tilfælde førte til væbnet oprør, når befolkningen følte sig udnyttet.

Et glimrende eksempel på dette er Whiskyoprøret i 1794, hvor tusinder af bønder i det vestlige Pennsylvania gjorde oprør på grund af en ny skat på hjemmelavet whisky; en vare der på dette tidspunkt blev brugt som betalingsmiddel. Oprøret stoppede ikke førend præsident Washington sendte en hær på 13.000 mand til staten.

På sigt var det da også Jeffersons demokratisk-republikanske vision der vandt, og det var idéen om at magten lå hos befolkningen, der kom til at forme det amerikanske samfund. Ud af denne tradition opstod troen på den moralsk ukompromitterede menigmand, og netop denne forestilling står stadig som en stærk modpol til hvad mange ser som Washington-elitens indspisthed og politiske kammerateri.

Et fremragende populærkulturelt eksempel på denne tiltro til folkets høje moral er Frank Capras film Mr. Smith kommer til byen fra 1939 (Mr. Smith Goes to Washington) med James Stewart i hovedrollen.

Stewart spiller den naive og idealistiske Jefferson Smith der udpeges som midlertidig stedfortræder for en nyligt afdød senator. Smith, der bekvemt nok deler navn med Thomas Jefferson, er beæret over udnævnelsen, og ved sin ankomst til Washington er han først overvældet over at være i selveste demokratiets vugge.

Men under facaden lurer råddenskaben, og Stewart ender med at give de øvrige kongresmedlemmer, såvel som tilskuerne til filmen, en tiltrængt lektion i det sande demokratis betydning og dyder.

Så når Obama slår på sin fattige barndom, og fortæller om hvordan hans mor til tider var nødt til at benytte indkøbskuponer, eller McCain fremhæver Blikkenslager-Joe som en måde at angribe Obamas skattepolitik, handler det altså om at etablere sig som kandidaten, der stadig er i kontakt med dette menige USA.

At både McCain og Obama naturligvis samtidig er klar over, at erfaring betyder utroligt meget i et af verdens mest magtfulde job, er en anden sag. Først skal valgkampen trods alt vindes, og vejen til Det Hvide Hus går gennem den amerikanske selvforståelse.

torben huus larsen

Christiansvænget 7, Odense C er ph.d. og ekstern lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

Dette er den første kronik i en serie på fire som optakt til det amerikanske præsidentvalg den 4. november.

Kronikken i morgen:

Jørn Brøndal: USAs første sorte præsident