Forandringer i livet

Foto: Tegning: Gert Ejton

Forandringer i livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Husker man blot 50 år tilbage, vrimler det i erindringen med minder om alt det, der er anderledes i dag. Man indser, at intet er blivende.

Det mest slående ved Østtysklands sammenbrud og murens fald var, at et helt samfund kunne bryde sammen, ja, at et Østeuropa blev forandret for altid. Det var mærkeligt at være vidne til. Især når man som alle, der er født før 1980, har oplevet den kolde krig i et eller andet omfang.

Vi anede jo ikke, hvilke samfund de levede i, men hørte det ene og andet om køer foran butikkerne, politikontrol og fangelejre - også retfærdigvis om et socialt system, hvor ingen skulle mangle noget. Selv har østtyskerne efterfølgende talt om "ostalgie" - altså, om en længsel mod en tid, man måske ikke ønsker sig igen, men som man dog har levet i og har minder fra.

På den måde er Østtyskland og Østeuropa et spændende studium i, hvad der sker med ens livssyn og livshåb, når alt natten over vendes på hovedet. Men man kan også gribe i egen barm - altså vi, der er født før 1980, og som enten har et ben placeret i industrisamfundet eller landbrugssamfundet. Begge kendetegnet ved fællesskaber og modsætninger, ved låste livsvilkår og indgroede vaner, moral og drømme.

Måske er vi ikke helt vågnet op til den fagre nye tid og ser derfor måske ikke fortiden med nostalgi ud over det, der almindeligvis "kommer over én" gennem et livsforløb. Livet leves jo forlæns og forstås baglæns, som filosoffen Søren Kierkegaard sagde det. Og dog synes jeg, der er født i 1960, og som er opvokset på landet i Vestjylland, at der ud over det personlige er sket ufatteligt meget, som gør, at nostalgien over en for altid tabt tid er begyndt at snige sig ind.

Eksemplerne er mange, og min tilhører selvsagt landbosamfundet. F.eks. var der engang, da man hos os i Vestjylland havde noget, der hed Jysk Telefon, som havde monopol på alt omkring abonnementer og fejlmeldinger. Ja, selve telefonen kunne også kun købes hos Jysk Telefon, og udbuddet var sparsomt. I 1970'erne kunne man vælge mellem et par farver og så mellem en ordinær og en avanceret.

Nogle vil i dag med længsel sige, at det var meget nemmere. Der var kun to takster for henholdsvis indenbys og udenbys samtaler - en dagstakst og en aftentakst, og de var vist dyre nok, for hjemmefra er jeg opdraget til, at en telefon kun er til beskeder - ikke til at snakke i.

Men Jysk Telefon havde altså monopol, og det kunne irritere i hvert fald min far, hvis der var uorden med linien. For det første tog det lang tid, før telefonfolkene kom. Og når de så endelig kom, lavede de i folkemunde ingenting. Holdt der en servicevogn i en vejkant, kunne man være sikker på, at der sad to mænd på forsædet og drak kaffe. Ja, det var dengang. Dengang, da monopoler i sig selv var en sikring mod både stress og sporadiske fyringer, som jo hører "det valgfrie samfund" og TDC til.

Ak, ja! Og tænker jeg på vandpumpen derhjemme, så ser jeg min far stå fem meter nede i en brønd med vand til knæene. Den gik jo ud engang imellem. Og så skulle der bankes på den, førend den snurrende lyd kunne høres igen. Kun meget sjældent blev elektrikeren tilkaldt, og da overvågede min far arbejdet, for det med regningen og timetallet var ikke nogen spøg.

Det var selvsagt en privat brøndboring, vi havde, og heldigvis gik den gamle pumpe først helt i stykker, da kommunen krævede en ny boring: Man havde fundet ud af, at der var for mange colibakterier i den gamle brønd. Tænk, at ordet "coli" er prentet fast på nethinden og endda med god grund. For der var opstandelse derhjemme over statens overgreb på friheden til at drikke lige det vand, man havde lyst til: Det smawer sgu da godt nok!

Men så kom colitallene fra den nye boring. Mængden af dem var faldet, og så blev vi børn belært om, at vi nu havde det bedste vand i hele Vestjylland. Og det var bogstaveligt, for skulle vi finde på at bede om en sodavand, så sagde far altid: "Der er æ vandhan', er der now gal mæ den?" Dog kom en nyopfundet dille - sodavandsmaskinen og reddede os, for til den kunne vi bruge vores eget vand.

Og hvordan så barndomslandskabet ellers ud på landet? Det var i al fald præget af el- og telefonmasterne. De skar sig gennem landskabet og langs med småvejene, og der gik gruelige historier om lynnedslag og folk, der blev slået ihjel på stedet. Men masterne og dermed også transformatorerne er nu væk, og sådan præges ens visuelle barndomsbillede af noget, som bare hørte til, selv om de 75 år tidligere ikke hørte til.

Ting kommer og går, og udviklingen betyder både afvikling og tilvikling. Tænk på de grusveje, det var så svært cykle på. Tænk på de fælles andelsfrysehuse og også de små vindmøller, som ifølge de ældre indtil 1950'erne i hundredvis prægede landskabet. Tænk også på alle skolerne, der var blev nedlagt, og nu som private boliger kun afslører deres fortid ved de store flotte vinduer: Kører man en tur, kan man finde mange af dem. Også de hedengangne forsamlingshuse, hvor jeg som barn til fester har spist mange tallerkenfulde suppe og oksesteg og is. Tænk også på brugsen og købmanden, som man kunne få skrevet hos. På fiskemanden og mælkemanden, der ligesom Hjemis-manden nu om dage kom kørende på bestemte ugedage.

Man kan blive ved, og alle har en særlig detalje eller et minde at tilføje, hvilket gør, at der er en vedkommende historie at fortælle. Især, hvis man ikke kommer til at lyde som om, at alt var meget bedre dengang: Den slags moraliserende nostalgi gider de unge ikke høre om. For det er vist, at forandringen både gennemløber ens eget liv og rækker ind i de kommende generationer. I det lys kan det endda på én gang være forankrende og udfordrende for både unge gamle at finde ud af, at intet er blivende. Og her lever så også den gode nostalgi. Den nostalgi, som er bundet til det faktum, at ethvert menneske ud over at bærer sin egen historie også bærer en fælles, som man gerne vil dele ud af.

Det er vi især blevet klar over, når vi rejser ud til lande, hvor man på nogle områder rejser 100 år tilbage i tiden. Selv har jeg været i Kosovo, hvor landbruget ikke er ekstensivt eller intensivt, og hvor man med en blanding af møg og ler kliner udhusene.

På et besøg hos en ældre serbisk bonde var det mærkværdigt at se det nye møde det gamle. Hans kone hentede vand i en brønd, og samtidig betød de strømførende elkabler, at man kunne se tv fra hele verden. Og så var der noget "hvad fatter gør, er rigtigt" over bonden. Da jeg gennem en tolk talte med ham og skålede i blommebrændevin, stod konen bag ved og nikkede anerkendende til hans talestrøm - selvfølgelig brød hun også ind og rettede ham. Men det mest slående var - og hold nu fast, for det er mange år siden, der fandtes sådanne husdyrhold i Danmark: Den serbiske bonde og hans kone havde én ko, 10-15 høns og et par søer.

Så lille et husdyrhold har jeg aldrig oplevet, og dog er det altså med en vis nostalgi, eller kan man sige "landbostalgi", at jeg må konstatere, at landbosamfundet ikke længere eksisterer. Alene af den grund, at skellet mellem land og by i dag er væk, og at vi lever i et højteknologisk samfund, hvor forandringen i sig selv er lig øget vækst og forbrug.

Kristian Massey Møller er valgmenighedspræst og forfatter.

Forandringer i livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce