Amerika gennemgår et hamskifte uden sidestykke i historien, bl.a. fordi flertallet har forskellig indvandrerbaggrund. Republikanerne risikerer at blive den store taber
Det amerikanske præsidentvalg i 2008 har afsløret store splittelser i Det Republikanske Parti.

Partiet består reelt af tre fraktioner - de kulturkonservative, en mere traditionelt orienteret gruppe sekulærkonservative og de neokonservative. Til den kulturkonservative gruppe hører republikanere som Mike Huckabee og Sarah Palin. Kulturkonservative er arge modstandere af abort, Darwins evolutionsteori, bøsseægteskaber og stamcelleforskning. Samtidig støtter de lidenskabeligt retten til at eje og bære våben og ønsker den daglige bøn genindført i skolerne.

Den anden gruppe - de sekulære - er republikanere som eksempelvis Mitt Romney og John McCain. I hovedparten af sin karriere har John McCain ikke været i forbund med de kulturkonservative, men han har ved dette valg været nødt til at mobilisere denne gruppe og håndplukkede derfor Alaskas guvernør, Sarah Palin, som sin vicepræsidentkandidat.

Valget af Sarah Palin har dog medført, at moderate republikanere som tidligere udenrigsminister under George W. Bush, Colin Powell, har vendt McCain ryggen og nu åbent støtter Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama.

Den tredje gruppe republikanere - de neokonservative - er ikke kristne fundamentalister, som de kulturkonservative, men kapitalistiske fundamentalister med en barnetro på deregulering, på en synlig, stærk amerikansk magt og på forebyggende angreb mod fjender. Det var de neokonservative, der stod bag krigen i Irak.

De tre fraktioner i Det Republikanske Parti er ideologisk set vidt forskellige, og sammen giver de ikke ret meget mening. Det er blandt andet derfor, partiet har mistet sin tiltrækningskraft på vælgerne.

Det Republikanske Parti er desuden godt på vej til at blive et "minoritetsparti".

Med partiets kerne af vælgere fra det ekstreme højre har Republikanerne svært ved bare at få de hvide amerikaneres stemmer. Især på grund af abortspørgsmålet og års angreb på velfærdsprogrammerne afviser hovedparten af alle kvinder partiet. Mere overraskende er det dog, at Republikanerne får støtte fra under halvdelen af alle amerikanere med indkomster på over 100.000 dollars. Partiet har også kun svag støtte hos de fortrinsvis yngre vælgere med mobiltelefon i stedet for fastnet. I denne gruppe vil 55 procent stemme for Obama og kun 35 procent for McCain.

Havde man målt på Sarah Palin eller Mike Huckabee, ville billedet være endnu tydeligere: ingen af dem ville være i stand til at vinde et præsidentvalg. De er simpelthen for provinsielle for de millioner af amerikanere, der er indvandrere eller som har opholdt sig udenfor USA i kortere eller længere tid.

Ifølge den amerikanske forfatning er alle mennesker skabt lige. Sådan er det ikke med valg. De er vidt forskellige. Nogle valg markerer afgørende brud i de forskellige forbund og grupperinger i national politik. Et af disse brud skete i 1932, da Franklin D. Roosevelt kom til magten og dermed påbegyndte Demokraternes 36 år lange kontrol over kongressen. I denne tredjedel af det 20. århundrede bevægede USA sig hen mod en velfærdsstat.

I 1968 var det imidlertid igen Republikanernes tur til at tage lederrollen i amerikansk politik - en position partiet holdt i de næste 40 år.

Partiets dominans begyndte med Richard Nixons snævre valgsejr over Hubert Humphrey i 1968. Nixon sejrede, fordi det lykkedes ham at overbevise flere sydstater om at stemme på Republikanerne. Skiftet var lidt af en præstation set i lyset af, at Demokraterne siden borgerkrigens slutning havde haft ubetinget tilslutning fra sydstaterne. I denne del af USA var hadet til "Lincolns parti" så stort, at der før 1968 ikke var mange håndfulde republikanere.

Nixons "sydstats-strategi" var en revolution i amerikansk politik, fordi strategien brød New Deal koalitionen, som Roosevelt havde svejset sammen i 1932.

Roosevelt havde formået at få arbejdere og indvandrere i det industrialiserede nord til at gå hånd i hånd med det landlige syd. Nixon var i stand til at vriste sydstaterne løs fra Demokraterne, fordi de kulturkonservative dér var oprørte over Borgerretsbevægelsen og New Left bevægelsen i partiet.

Republikanernes nye koalition nåede højdepunktet under Reagan, og magten blev kun brudt i 1992 og 1996 af Clinton, fordi han og Gore begge var fra syden. Men selv i disse år kontrollerede Republikanerne stadig kongressen. Imidlertid var George W. Bushs tilslutning i 2000 og 2004 svag - så svag - at Al Gore i 2000 fik en halv million flere stemmer end Bush.

Sagen er nemlig den, at Amerika er under forandring. Demografien ændrer sig.

Tilbage i Reagans tid havde Republikanerne en god chance for at vinde Californien og New York. Sådan er det ikke længere. De to stater er nu Demokraternes kerneland. Hvorfor? Fordi befolkningen ændrer sig.

Amerika gennemgår et hamskifte uden sidestykke. Den største minoritet i USA i dag er personer med latinamerikansk baggrund. Denne gruppe udgør hele 40 millioner - og de stemmer på Demokraterne. Ifølge undersøgelser foretaget af den upolitiske organisation Pew Hispanic Center, der forsker i latinamerikanernes betydning for og indvirkning på det amerikanske samfund, vil Obama vinde med 3-1 blandt denne befolkningsgruppe.

På samme måde er det stigende antal amerikanere med asiatisk baggrund ofte ikke enige med de kulturkonservative. Hertil kommer, at 90 procent af de sorte også stemmer på Demokraterne. Republikanerne skal derfor vinde omkring 60 procent af de hvide amerikaneres stemmer for blot at have en chance, men det kan ikke lade sig gøre, fordi partiet har stødt for mange hvide kvinder og veluddannede vælgere fra sig.

Især i det sydlige og vestlige USA, hvor Republikanerne har været dominerende siden 1968, er ændringerne markante.

Store grupper af vælgere med latinamerikansk baggrund og vælgere med en mere fordomsfri indstilling er flyttet til Colorado og New Mexico - vestlige stater som tidligere var republikansk hjemmebane, men som nu hælder mod Obama.

På samme måde er store befolkningsgrupper flyttet til stater som Florida, North Carolina og Virginia, hvor Obama har stor støtte blandt de store grupper af sorte vælgere.

Efterhånden som de regionale forskelle forsvinder, og USA bliver mere multikulturelt, risikerer Republikanerne at blive partiet for de hvide, de gamle, de dårligt uddannede og fundamentalisterne. For nogle virker det måske overdrevet, men kig blot på Republikanernes kandidater i primærvalgene.

Hvis McCain taber, og Republikanerne mister fem eller flere sæder i Senatet og mindst tyve pladser i Repræsentanternes Hus, vil partiet være endnu værre stillet, end da de var i opposition fra 1930'erne til 1968. Dengang var Republikanerne i det mindste et nationalt parti. Som det ser ud nu, risikerer de at blive et regionalt, hvidt parti i en nation, der i stigende grad bliver multikulturel.

Republikanerne må derfor genopfinde sig selv, selvom det måske kommer til at tage en generation. I mellemtiden bør det foryngede Demokratiske Parti kontrollere den føderale regering i mindst otte år - og sandsynligvis længere. Det er derfor, at 2008 ser ud til at blive et skelsættende valgår, som 1932 og 1968 var det.

Hvis Demokraterne får omsat deres budskaber til lovgivning, vil USA i løbet af få år have national sygesikring, en gennemgribende ny energipolitik, en grøn miljøpolitik og en mindre konfronterende udenrigspolitik. Med sammenbruddet af Republikanernes koalition har Barack Obama en historisk mulighed for at skabe forandring.

David nye

Lahnsgade 55, Odense C er professor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet

Oversættelse: Louis Andreas Michaelsen

Dette er den tredje kronik i en serie på fire forud for det amerikanske præsidentvalg den 4. november. De to første blev bragt den 1.- og 2. november.

Kronikken i morgen:

Jørgen Jacobsen: Jeg stemte på Nixon