Europamesterskaberne er i gang, men for Franz Füchsel er det slut med at gå til topfodbold. Tegneren har fået nok af hjernedøde flaskekasteres sindssyge handlinger.
Så er det slut med topfodbold for denne gang, ja for mig er det helt slut med at gå til superligakampe, jeg har tabt humøret.

Et er at en flok bøller raserer et tog, så det er splittet ad til ukendelighed, for det er da kun materielle skader, selv om de løber op i millioner.

Det var atter Brøndbyfans der stod for den happening.

Disse bøller var meget lærenemme den gang, der fløj virus over Nordsøen fra England og gjorde fodbold til en snavs affære.

Flokken af bisser som klubbernes ledelse kalder for "vore glade fodboldtilhængere", har vokset sig modbydeligt store og helt ude af kontrol uden politiets kostbare indsats. Tid som ordensmagten så rigelig kunne anvende til andre og mere påtrængende samfundsopgaver.

I tider hvor tørklædeproblemer, Muhammedtegninger, voldtægt, tyverier og mord har krav på bevågenhed fra politiet, skulle det stå de ansvarlige klart, at ballade på stadions må stå for klubbernes egen regning, eftersom mange af klubberne har vokset sig til at være megaforretninger, der køber spillere i millionklassen og som desuden udbetaler dem millionlønninger.

Jeg synes nok, at nogen af pengene bedre kunne anvendes til større kontrollørhold. Den ballade klubbernes fans laver er trods alt efterhånden forudsigelig. Man møder disse hooligans søndag efter søndag, og deres eneste formål er øjensynligt at ødelægge sporten og klubberne og tilskuernes humør.

Også spillerne har lært rigelig af deres fans unoder, de filmer sig til frispark og straffespark, så ingen filminstruktør kan forlange større indlevelse i rollen, og kan man skaffe modstanderen et gult eller et rødt kort, er succesen da helt hjemme.

Heldigvis er tv ofte så tæt på med optagelserne, at man kan se fupnumrene, men desværre er dommerens afgørelse sjældent til at rette.

En gang i halvfjerdserne var det lykkedes Brøndby at etablere sig i første division med en hel række dygtige spillere, Michael Laudrup, Peter Schmeichel, John Faxe, Lars Olsen m.fl., spillere der gjorde det til en fornøjelse at gå til fodbold.

Spillet i dag er i et ofte djævelsk tempo, som kræver at spillernes teknik på det nærmeste er artistisk, hvis de vil være med i forreste række. Af og til mister de det store overblik på grund af hurtigheden.

Når jeg tænker tilbage på min ungdoms koryfæer som Knud Lundberg, Walter Christensen, Carl Aage Præst, John Hansen, Leschly Sørensen m.fl. ville de i dag være henvist til at spille på sekundahold, alene på grund af tempoet.

Mit første møde med de allerede den gang berygtede fodboldfans fra Brøndbyklubben fandt sted på Lyngby Stadion for snart fyrre år siden, det virkede chokerende, og jeg glemmer det aldrig.

Her ankom store busser og drenge og piger, mænd og kvinder tumlede sanseløs berusede ud for derefter at sætte sig op ad langsidens hæk og forrette deres nødtørft, de fleste af mændene med en bajer i hånden. Pigerne havde nok at gøre med at holde balancen i siddende stilling til deres gutters store morskab.

Os der hørte til på stedet, havde sikkert fået en bedre opdragelse og var dybt forargede over de bare bagdele, - pissende, fulde mænd havde man trods alt oplevet før.

Men først da de sad på tribunen kom deres sande jeg til sin fulde ret. De generede ustandseligt de omkringsiddende, der ikke var fra Brøndby, mens deres tomme flasker trillede rundt mellem sæderne.

Da kampen var i fuld, undskyld udtrykket, gang, var det ikke matchen der havde fyldebøtternes interesse, men publikum, linjevogtere, dommer og spillere fra Lyngby, der stod for skud fulgt af sprogets værste gloser.

Ingen af de lokale havde mod på en verbal, endsige fysisk krig med bisserne, for risikoen for en blodtud var for stor. Et var at man fik ødelagt kampen totalt, men at komme hjem med en blodtud foruden var for fjollet.

I pausen valgte jeg at skifte til stadions modsatte side, hvor jeg kunne berette om oplevelsen til andre, men til min store forundring var der ikke nogen der tog det så tungt, som jeg gjorde, så straks efter at kampen igen blev sat i gang, forlod jeg dybt skuffet stadion og gik hjem.

Den ellers så fascinerende sport havde fået en sygdom på halsen, som ingen rigtig kendte helbredelse for. Det var som med det dårlige vejr, som alle snakkede om, men ikke kunne gøre noget ved. Min lyst til at gå til fodbold var blevet stækket, og der gik næsten ti år før jeg dristede mig til en kamp på Odense Stadion, hvor mine venner (dem fra Lyngby) mødte OB.

Tingenes tilstand fra tidligere tider var nu ændret, for Lyngbys fans var placeret i en boks for sig selv, og selv om de i grovhed ikke nåede Brøndbys fans til sokkeholderne, så var de højrøstede nok til at jeg holdt mig i et neutralt afsnit, hvor der ikke blev kastet med de løse stolesæder.

Der var tydelig mere politi til stede og øl kunne kun købes i plastikkrus, som ikke har nær en flaskes effekt som kasteskyts.

Der var en del tumulter uden for stadion efter kampen, hvor politiet måtte skride til handling, men alle overlevede, efter hvad jeg kunne skønne, men det var ikke et sted jeg ville tage min hustru med hen.

Sådan en søndag eftermiddag var livet ombord på Storebæltsfærgen heller ikke behageligt. Her oplevede jeg at en flok Brøndby tilhængere underholdt.

De for rundt som vilde aber, der var sluppet ud af buret. Stole, bestik og glas fløj omkring og jog alle ikke Brøndbyfolk bort. Godt, jeg kunne søge asyl i min bil.

Ufatteligt, at klubberne har solgt deres sjæl til den flok afstumpede individer. Det var meget sørgeligt! Hvor pokker var den sunde sjæl i det sunde legeme? Blev den alene solgt for mammon?

Den slags ølflaske-kastere skal ikke i spjældet, men de skal have antabus og i samfundstjeneste, hvor de skal lære at reparere stolesæder, gå på samaritterkursus, rette buler og ridser på bilerne de har skændet og derefter formenes al adgang til fodboldkampe.

Jeg overværede for nylig Brøndby-FCK-kampen for fuldt hus på Brøndbys bane. Der var stemning og fest, stort tempo på spillet, masser af målchancer til begge sider. Brøndby vandt den udmærkede kamp 2-1, helt fortjent.

Alt var godt indtil nogle sortklædte FCK-fans i et særligt afsnit tændte en hoben nødblus på en gang og smed dem efterfølgende ned på tilskuere på en lavere afsats. Et rent under at det ikke krævede alvorlige skader. De blev sikkert afværget af nogle hurtigtreagerende kontrollører, der fik hjulpet alle i farezonen bort i tide.

Handlingen kan kun betegnes som sindssyg, planlagt af hjernedøde FCK- tåber. Jeg kunne meget vel have valgt tribunen, hvor blussene blev smidt ned, men var så heldig at være et andet sted.

Det var afgørende for, at min beslutning om ikke oftere at gå til fodbold ligger fast, for næste gang trækker disse nazi-hilsende bastarder måske deres knive.

Ingen af synderne blev draget til ansvar, for Fanden hytter sine.

Her fra mig til de to klubbers fans: Rødt kort der gælder for evigt og som så desværre også kommer til at gælde mig selv, hvis straffen effektueres.

franz füchsel

Fjordparken 69, Nyborg, er tegner