Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Flertal bag militær magtanvendelse?


Flertal bag militær magtanvendelse?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmarks deltagelse i Irakkrigen blev besluttet af et smalt flertal. Det bør aldrig ske igen, hvorfor en grundlovsændring bør overvejes, mener Niels Helveg Petersen

"Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender". Således indledes grundlovens § 19, en af de centrale bestemmelser i den danske grundlov.

"Kongen" betyder her som i en række andre bestemmelser i grundloven selvfølgelig regeringen.

Sætningen fastslår et vigtigt princip: Det er regeringen, også kaldet den udøvende magt, der leders landets udenrigspolitik, ikke de folkevalgte medlemmer af Folketinget. 

Regeringens ret til at handle er velbegrundet. Vores regering skal kunne tage initiativer for at kunne varetage Danmarks interesser; den skal  i princippet ikke indhente tilladelse fra Folketinget. Det er i landets interesse, at det forholder sig sådan. Det er med det rette juridiske udtryk regeringens "prærogativ" at føre udenrigspolitikken.

Men her standser grundloven ikke. Der er stærke begrænsninger i regeringens handlefrihed. Regeringen må indhente Folketingets samtykke i en række anliggender. Regeringen  kan f eks. ikke uden Folketingets samtykke foretage sig handlinger, til "hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning." Og det tør siges at være en væsentlig indskrænkning af regeringens handlefrihed. 

For at gøre det muligt for regeringen at leve op til grundlovens krav om at indhente samtykke bestemmer grundlovens § 19 i stk. 3,  at Folketinget af sin midte vælger et udenrigspolitisk nævn, som regeringen skal rådføre sig med forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Altså: Regeringen handler på rigets vegne, men regeringen er forpligtet til at rådføre sig med Folketingets udenrigspolitiske nævn.

Der er således taget hensyn både til regeringens handlemuligheder og til Folketingets nødvendige inddragelse. Jeg har personligt haft begge kasketter på. Jeg har både været udenrigsminister i en længere periode og været (og er) medlem af det udenrigspolitiske nævn, og jeg finder, at grundloven skaber en fin balance mellem den udøvende magt og lovgiverne.

Da jeg i 50-året for 1953-grundloven satte mig for at skrive en modernisering af grundloven,  gav jeg mig af samme grund ikke til at forsøge at forbedre på § 19. Jeg bibeholdt den i sin nuværende form.

Det er vigtigt at notere, at regeringen skal "rådføre" sig med det udenrigspolitiske nævn. Der stilles ikke krav om, at  regeringen skal indhente  samtykke eller  mandat. Forpligtelsen går på rådslagning.

Det indebærer, at regeringen i hvertfald i mindre sager ikke behøver at følge de råd som et flertal i nævnet måtte give. Der har faktisk forekommet sager, hvor Schlüter-regeringen med Uffe Ellemann som udenrigsminister ikke rettede sig efter råd fra nævnets flertal.

Men det var i bagatelagtige sager -  hvis det skete i vigtige sager, har Folketingets jo altid muligheden for at rejse en forespørgsel og udtrykke mistillid enten til hele regeringen (statsministeren) eller til en enkelt minister.

Hvad vil det i praksis sige, at regeringen rådfører sig med nævnet? Det indebærer, at regeringen ret bredt orienterer om, hvad den foretager sig i udenrigspolitikken. Som regel er det udenrigsministeren, der redegør for sagerne. Hvordan er situationen i Irak og Afghanistan ? Hvad sker der i Mellemøsten og i Burma? Hvad talte vi om, da jeg mødtes med  mine udenrigsministerkolleger i EU ? 

På basis af ministerens redegørelse finder der derefter en almindelig drøftelse sted. Hvis et parti er uenig i regeringens linie, kan partiet sige til og fra, hvorefter der udspinder sig en debat.

Den orientering nævnet modtager er altså ikke - eller kun sjældent -  bundet til en rådslagning om en ganske bestemt beslutning

§ 19 indeholder een undtagelse fra reglen om, at det er regeringen, der handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Det hedder i  19,stk 2, at regeringen ikke uden folketingets samtykke kan "anvende magtmidler mod nogen fremmed stat" .

Kravet om Folketingets beslutning er her ubetinget.  Heldigvis er de tider forbi, hvor vi ustandselig havde militære konflikter med vore naboer; til gengæld er det blevet meget almindeligt, at Danmark sender tropper ud i verden. Mest til fredsbevarende missioner, men også i 3 tilfælde ud i egentlige krigshandlinger: I Serbien under Kosovo-konflikten , i Irak og i Afghanistan.

Reglen er i dag derfor af stor betydning. I mange tilfælde er det uden videre klart, at en § 19-beslutning er nødvendig, f eks. i de nævnte 3 tilfælde, men der opstår undertiden nogle grænseproblemer. Det sker typisk, når der viser sig behov for at foretage forandringer i den styrke, der er besluttet udsendt.

Et godt eksempel på et sådant grænsetilfælde opstod, da regeringen ønskede at supplere den danske styrke i Afghanistan med  kampvogne med tilhørende mandskab, i alt ca. 50 yderligere soldater. 

Personligt var jeg ikke i tvivl: Der måtte en fornyet beslutning i Folketinget til. Og sådan blev det. Regeringen fremlagde et nyt beslutningsforslag, som fik almindelig opbakning.

Jeg finder det meget vigtigt, at regering og folketing  ikke sjusker med bestemmelsen i § 19.  Grundloven er meget klar i mælet og det bør praksis også være.

Meningen med reglen er bl.a., at sådanne beslutninger om anvendelse af militær magt skal træffes i fuld offentlighed - i selve folketingssalen, hvor diskussionerne er offentlige.

Det betyder, at befolkningen helt og fuldt kan følge med. Den samme sikkerhed har befolkningen ikke, hvis beslutningerne træffes i det udenrigspolitiske nævn, hvor hovedreglen er fortrolighed. Derfor bør regeringer og folketing følge den gode regel, at man hellere fremlægger én for mange af disse beslutninger i folketinget end én for lidt.

Danmarks deltagelse i Irak-krigen er en sag helt for sig, fordi det er eneste gang, hvor der er truffet beslutning om udsendelse af danske soldater uden et meget bredt politisk flertal.

Den danske krigsdeltagelse blev besluttet af V, K og Dansk Folkeparti alene og gav anledning til skarp kritik, bl.a fra Det Radikale Venstre og mig.

At beslutningen var yderst uheldig er vist gået op for de fleste, og det har rejst spørgsmålet, om man i alle tilfælde skal kræve et kvalificeret flertal bag beslutninger om militær magtanvendelse. Det siger uden videre sig selv, at en sådan ny regel forudsætter en grundlovsændring.

Jeg synes, ideen fortjener positiv overvejelse. I flere lande kender man til et sådant krav om kvalificeret flertal, bl.a . i USA's senat. I betragtning af de menneskelige og materielle konsekvenser, krigsdeltagelse kan føre med sig, er det ikke urimeligt at stille særlige krav til den politiske opbakning.

Vi ved, at en grundlovsændring er besværlig og tager tid. I mellemtiden har man ret til at håbe på, at kommende regeringer i praksis  vil vælge at følge den normale fremgangsmåde og sikre sig et bredt flertal for sine beslutninger, således at Irak-beslutningerne forbliver en uskøn undtagelse. 

niels helveg petersen

Forhenværende udenrigsminister, folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og medlem af Det udenrigspolitiske nævn

Flertal bag militær magtanvendelse?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.