Har du hilst på naboen for nylig. Har du snakket med genboen, overboen, underboen? Hvis ikke, så skab et drama, bare et lille et.
Kommunikationssvigt, hedder det vist. Når computeren går i sort og ikke vil åbne uanset ens ihærdigste anstrengelser. Det skete for mig, en virus var trængt ind i dens ædlere dele, eller hvad det nu var, ondartet så det i hvert fald ud, men jeg er ikke ekspert på området, så jeg måtte have ekspertise fra professionelt hold.

Heldigvis var der i nærområdet åbnet en computerbiks, som tog sig af slige sager. Der gik jeg hen med maskinen under armen og forelagde mit problem for de to medarbejdere som lød bekendte på en eller anden måde. Var de fra Jylland, jow, det var de da, fra Løgumkloster nærmere bestemt, hvor der som bekendt nyligt har været prinsebryllup, som vi alle kunne følge i fjernsynet.

Nå, det var da morsomt, ja, jeg var jo selv født og båren på den ø Als ikke så langt derfra, kunne jeg berette, og jeg kunne nok høre på dialekten, der var nogle lighedspunkter i sprogtonen fra der, hvor jeg kom fra, og tænk bare, nå, så havde de altså slået sig ned på disse kanter, jaja, computerdrenge var der jo brug for alle steder, som man tydeligt kunne se. Se nu bare på mig, ikke, og det var da heldigt, I var i nærheden. Ogsåvidere. Der blev snakket deruda', men vi var varsomme med at slå ind på vor barndoms dialekt uden videre, en vis blufærdighed gjorde sig gældende, men måske en anden gang?

Når og hvis computeren går i stykker næste gang? Ja, hvis det ikke var sket denne gang, havde jeg ikke vidst, der arbejdede nogen fra min barndoms lokalområde lige henne om hjørnet her i Brønshøj. Og jeg havde ikke fået et nedslag i prisen for arbejdet med maskinen, da jeg kom efter den nogle dage senere: Fordi jeg kunne sige mojn på dialekten og det ene med det andet.

Hjemme på kvisten igen med min istandsatte pc så jeg, der var indløbet mail så langt borte fra som Kina og Italien. De var fra henholdsvis Niels og Karsten, som befandt sig disse steder med familie og børn, og jeg kunne forstå på begge, at der var varmt og mange mennesker begge steder.

Det kunne jeg også have forvisset mig om ved at se på den globale vejrudsigt, men jeg var glad for, begge familier tilsyneladende trivedes i deres fjerne destinationer. Jeg ønskede begge god ferie, og godt arbejde, for arbejdet havde de taget med sig.

Hvor folk dog kommer omkring i vores globaliserede verden, nogle gør, og i særdeleshed på denne årstid, hvor fjerne feriemål lokker. Og hvis vi ikke har kroppene med på udflugterne, så får sindet og tankerne i det mindste en omgang i den mentale tørretumbler, når vi sidder foran tv eller computerskærm og surfer på nettet.

I denne store sportssommer kan vi sidde ganske stille med chips og øl inden for rækkevidde og følge cykelryttere på halsbrækkende bjergetaper under Tour de France, vi har kunnet føle inderligt med nogle, som blev sparket over skinnebenet under europamesterskaberne i fodbold, mens vi kløede os distræt på knæet, og under olympiaden i Bejing bliver vi forpustede af bare at se på allehånde idrætslige udfoldelser i diverse discipliner. Så langt borte og alligevel så tæt på.

Den store fladskærm suger os ind i begivenhedernes centrum langt væk, men vi sidder altså på vores flade dertil indrettede i vores lokalområde, det være sig Als eller Odense eller Brønshøj, og hvad mon naboen laver? Hvis han ikke er på ferie i det eksotiske, det er han nu nok, eller ser på atletik i Kina, det kan være.

Men nu vi taler om det, er det ikke længe siden, vi har hørt naboens dør smække? Plejer han forresten ikke at komme temmelig sent hjem - eller er det underboen?

Ja, du må undskylde, men jeg har ikke helt tjek på de nærmestes gøren og laden, nogle flytter også ud og nye flytter ind her i opgangen, der er et rend, og endelig vil jeg da heller ikke blande mig og stikke næsen for langt frem, det kan let blive misforstået.

Ja. Naboer ser sjældent hinanden noget videre og mere intimt her på stedet, har jeg indtryk af. Men vi er høfligt "på nikkeren", nik,nik, når vi ses. Ingen af os er dog ved at få hold i nakkemusklerne af den grund, det kan man ikke sige. Hvor langt vil vi have hinanden ind på livet, det er spørgsmålet, og dér er vi jo så forskellige, ikke!

Vi har hver vores cirkler, hver især, og nogle swinger vi bedre med end andre i disse fleksible tider, og de bor måske i en anden del af byen og ikke lige klos op ad én. Ingen er rigtigt til stede dér, hvor de bor.

Vi sad netop og talte om disse ting, maleren og jeg, i hans lejlighed i et parallelt liggende og lignende etagebyggeri som det, hvor jeg har lejlighed, en gade derfra, og en vis trist stemning lå i luften, selv om solen skam skinnede.

Malerens pensler lå midlertidigt stille, hans lærreder stod tomme, farveladerne ville ikke indfinde sig, og jeg fattedes ord, hvad var der at sige, alt var sagt - da pludselig kimede dørtelefonen!

"Det er nok reklamer, som vil ind", sagde Søren, thi sådan hedder maleren, og gabte og rejste sig som en zombie, "så kommer der i hvert fald noget med farver på".

Han tog telefonen: "Mjah?"

Men det var ikke reklamer, kunne jeg se, han åbnede ikke gadedøren for et bud, det var noget andet, hans mimik blev anderledes, mens han lyttede, jeg kunne se det, hvad var der i vejen? Så sig dog noget, mand!

"Ingen panik", begyndte han, og straks sad jeg selvfølgelig på spring - "det er underboen i stuen, der er brand i hans køkken, idet han er kommet til at overse en gryde med friture, som der var tændt for, jeg mener, han havde sovet fra den. Skynd dig ned ad trapperne, jeg kommer!"

Flux var jeg på hælene og på vej ned med en umiskendelig stank af brændt friture og røg i næseborene, mens underboen var på vej op bankende på alle døre i opgangen, tydeligt ophidset, tænk, hvis nogen - som han - lå og sov, temmelig uhyggeligt du.

Heldigvis nåede vi alle ned i tide, en fem-seks personer, som var hjemme, og maleren havde sørme også nået at få sit kamera med!

Kort efter arriverede brandbilen med drabelig udrykning og brandfolkene i ditto udstyr, det så virkelig ud af noget, men branden blev hurtigt slukket og røgen fordrevet, skaderne var til at overse, et par forkullede gryder og en emhætte blev smidt ud af vinduet.

Vi stod og så på menagen, vi som havde reddet os selv plus friture-underboen, hermed døbt sådan.

Nå, heldigvis blev det ikke værre, vi var alle lidt nervøst opstemte og nyfigne, og der blev plads til udveksling af erfaringer i almindelighed om potter og pander og gryder, vi havde ladet stå for længe på blus eller tændte kogeplader, hvem kendte ikke til dét?

Åh ja, naboer og genboer kommer i snak over lidt røg i køkkenet. Det skal der tilsyneladende til, før der kommer hul på bylden. Eller virusinficerede computere eller sort skærm på fjernsynet. Så først kommer naboen i nærsyn.

knud terp

Glumsøvej 3, Brønshøj, er forfatter