Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Findes der skytsengle


Findes der skytsengle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var engang et meget lukket, ufrit land, der hed DDR. Der var engang noget, der hed Den Kolde Krig. Alligevel fandtes den menneskelige varme

I det Herrens år 1978, under den kolde krig, mødte jeg en ungarsk pige på et sprogkursus i England. Det var usædvanligt, at der kom studerende derfra, men Zsuzsana var privilegeret med en far inden for diplomatiet, så det var lykkedes hende at deltage, selv om det var i Vesten.

Vi holdt forbindelsen ved lige, og påskelørdag 1982 blev jeg inviteret til hendes bryllup i Budapest.

Dengang var det ikke så nemt at rejse til de såkaldte østlande. Man skulle have visum, ikke kun til Ungarn, men også til de lande, man skulle rejse igennem. Flybilletter var ej heller en mulighed for en almindelig lønmodtagers pengepung, så det betød en togrejse ned gennem det tidligere DDR og videre gennem det tidligere Tjekkoslovakiet.

En langsommelig proces begyndte med at søge om transitvisum gennem DDR og Tjekkoslovakiet, samt et turistvisum til Ungarn. Min veninde (bruden) kunne ikke uden videre rejse til Vesten, men kunne bevæge sig frit i østlandene bag "Muren", det såkaldte "Jerntæppe". Hun tilbød at hente mig i Dresden i sin fars bil, hvilket jeg tog imod med taknemmelighed.

Til den lange togrejse ned gennem DDR, havde jeg taget en roman med af Jane Mainsfield skrevet på engelsk. Denne bog viste sig at blive skæbnesvanger. Herom senere.

Togrejsen gik over GedserTravemunde og videre til Østberlin, hvor jeg skulle skifte tog. Banegården var fyldt med maskinpistolbevæbnede soldater. De stod der med stenansigter og stirrede lige ud i luften. Jeg prøvede naivt at henvende mig til en af dem på mit bedste skoletysk for at forhøre mig om, fra hvilken perron toget kørte til Dresden. Det fik jeg ikke noget ud af, jeg kunne ligeså godt have henvendt mig til en statue.

Jeg var vant til at rejse alene, men dette var mit første trip bag "Jerntæppet". Jeg følte en mærkelig trykket stemning overalt, og jeg følte mig på en eller anden måde negativt iagttaget.

Nå, jeg fandt mit tog, og den lange togrejse begyndte, hvor jeg heldigvis havde min gode bog at læse i. Efter en lang togrejse ankom jeg til Dresden, og min veninde var, som lovet, på perronen for at hente mig.

Afsted gik det mod grænsen ind til Tjekkoslovakiet. To gange blev vi stoppet af en motorcykelbetjent, hvor Zsuzsana blev beskyldt for at køre for stærkt. Det klarede hun ved at række en Vestmarkseddel ud af vinduet, som betjenten puttede i lommen, mens jeg måbende så til. Da jeg fortalte hende, at sligt ikke ville virke i Danmark, troede hun ikke rigtigt på mig.

Da vi ikke kunne nå den ungarske grænse inden midnat, overnattede vi privat hos et ældre ægtepar, som min veninde havde fået adressen på hos en kollega.

Hun havde faet besked på ikke at nærme sig deres bolig, før efter mørkets frembrud, da det ikke var lovligt at have vesterlændinge boende.

Næste dag fandt vi en lille grænseovergang, hvor min veninde regnede med, at vi kunne komme over uden de store forhindringer.

Vi ankom i middagsstunden, og de vagter, som var der, kunne jo godt se i vore pas, at vi havde overnattet, og lige meget hvor meget min veninde prøvede at charmere sig igennem, var der ikke noget at gøre, ingen turde lade os passere, før deres overordnede kom tilbage fra sin middagspause. Det tog sin tid, jeg tror, vi ventede et par timer, da han endelig viste sig.

Du Godeste! Sikken en ballade. Man skulle tro, vi var kriminelle. Problemet var, at jeg kun havde et transitvisum og altså ikke tilladelse til at overnatte.

Min veninde havde sagt til mig, at vi under ingen omstændigheder måtte røbe, hvor vi havde overnattet, da det kunne give problemer for det ældre par, som vi havde boet hos. På mig virkede det latterligt, men jeg følte alligevel, at det her var blodig alvor.

I min venindes forældres lejlighed, hvor brylluppet skulle stå, var der opsat hemmelige mikrofoner overalt. Det vidste familien godt, de havde endda fundet en del af dem, så skulle vi snakke om noget, der ikke kom nogen ved, blev der åbnet for et par vandhaner i køkken eller bad, eller man ventede med at samtale, til man var udendørs, spadserende midt i en park eller lign.

Min veninde blev gift, brylluppet overstået, og da de nygifte skulle på bryllupsrejse til Sortehavet, var det meningen, at jeg skulle ha' fat i en togbillet, så jeg kunne rejse til Dresden og fortsætte med det tog, jeg skulle videre med nordpå.

Det viste sig imidlertid, at jeg kunne få en billig flybillet til Østberlin, hvor jeg kunne støde til det tog, jeg skulle videre med, hvis jeg betalte med dollars. Som sagt, så gjort.

Aldrig har jeg været så bange i hele mit liv. Flyvemaskinen var en gammel militærmaskine med rustne lapper på. Den var ret støjende, så man måtte næsten råbe til sin sidemand, dersom man ville tale sammen.

Jeg sad ved siden af en ung ingeniør, som var på vej til Berlin for at møde sin kæreste og sin lille søn. Det havde han kun mulighed for hver 7. uge. Han havde bemærket, at jeg var nervøs (jeg var hunderæd), så han forsøgte at berolige mig. Han var bedre til tysk end mig, til gengæld var jeg bedre til engelsk, så vi fik kommunikeret på et blandet miksmask af begge sprog.

Da vi landede i Østberlin, var jeg dybt taknemmelig over at have overlevet, men jeg fik snart andet at tænke på, da mine tasker blev gennemsøgt i tolden.

Her fandt politiet min engelske roman, og den blev de meget mistænkelig over. De bladrede og bladrede i den og forsvandt til sidst ind bagved med bogen - og mit pas! Der gik lang, lang tid, og skønt jeg til det andet personale blev ved med fortvivlet at sige: "Mein Zug! Mein Zug!", kikkede de blot på mig, som var jeg en spion af værste klasse.

Jeg var også nervøs for, at de skulle finde de østmark, som min veninde havde givet mig til lufthavnsbussen, thi østmark måtte jeg åbenbart ej heller være i besiddelse af.

Jeg havde højtideligt måttet love, ikke at sige, hvor jeg havde dem fra, hvis de blev opdaget, da både hun og hendes fars stilling ville være i fare. Jeg havde dengang stadig svært ved at forstå noget af al den fare, men jeg følte den, det opdagede jeg, så snart jeg satte foden på vestlig jord igen. Da følte jeg en stor, stor lettelse.

Efterhånden var alle passagerer forsvundet, og der stod jeg. Flybussen, jeg skulle med til banegården, var for længst kørt, hvad skulle jeg dog gøre?

Sveden begyndte langsomt at løbe ned ad ryggen på mig. Jeg havde kun transitvisum, jeg skulle være ude af landet inden 12 timer. Det endte med, at jeg forærede dem bogen, selv om det var en biblioteksbog. Jeg var virkelig i panik, da jeg endelig fik lov til at passere.

Da jeg kom ind i vestibulen, hvad møder der mig så? Der stod min sidemand fra flyet sammen med en ung dame og en lille 5-årig dreng. De tog mig i skulderen på hver sin side af mig. Manden tog min kuffert, damen havde drengen i hånden, og så løb de med mig mellem sig ud til en lille folkevognslignende bil.

De smed min bagage og mig og drengen ind på bagsædet. Damen kørte, og manden sad ved siden af hende. Den vildeste kørsel nogen sinde i mit liv startede nu gennem Østberlin. Nogle gange kørte vi venstre om sporvogne næsten oppe på fortovet. Der var ikke megen privatbilisme i Østberlin dengang, ellers havde det ikke været muligt.

Med hvinende bremser standsede bilen uden for banegården, manden trak mig ud af bilen, og løb med mig og min kuffert op på den rigtige perron, toget var allerede ved at varme op, min kuffert blev smidt ind ad vinduet til nogle svenske studenter, og jeg blev nærmest kastet ind af døren lige i samme øjeblik, som toget satte i gang.

Jeg synes stadig, så mange år efter, at jeg må have haft en god skytsengel. Tænk, at de to mennesker, som kun så hinanden hver 7. uge, havde overskud til at være så hjælpsomme over for et ukendt menneske fra Vesten. Sådan som de politiske forhold var dengang, kunne de måske endda være kommet i vanskeligheder ved at hjælpe sådan en som mig. Det har påvirket mig meget og har bevirket, at jeg selv altid hjælper fremmede.

Det er jo ikke en selvfølge at leve i et frit land.

Liss-Lotte Talbro

Odinsgade 38 ,Odense C

Findes der skytsengle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.