Kommunekasserne er slunkne på Langeland. Det kan yderligere forringe den service, der ellers skal tiltrække ressourcestærke familier. Politikerne bør benytte sig af mulighederne for at bryde den triste spiral.
Forleden kørte jeg i rutebil med en flok langelandske efterskoleelever. En af eleverne udtrykte sig klart og bramfrit om sit syn på det - for de unge elever - kedelige lokalsamfund, som efterskolens elever for en tid er en del af: "Der er fandeme ikke andet end tyskere og gamle mennesker på Langeland."

Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det et sandt billede af en udvikling, der kan medvirke til, at hele landsbyer bliver omdannet til spøgelsesbyer uden skoler og nærbutikker, og hvor der kun er liv, når turisterne lægger vejen forbi.

Alle kommuner sukker efter såkaldte ressourcestærke familier, der kan lægge gode kroner i kommunekassen. Således også på Langeland, hvor det er en offentlig hemmelighed, at kasserne er slunkne.

Men skønt der i øjeblikket skabes flotte visioner for det lange land, er det utopi udelukkende at drømme om at tiltrække den type tilflyttere til de langelandske huse.

Langeland er et randområde, hvor der er langt mellem de gode job, og hvor der tilsyneladende også bliver længere mellem skoler, daginstitutioner og anden service.

DEN dårlige økonomi i randområdernes kommuner kan betyde nødvendig kassetænkning og ringere service end i de rigere kommuner.

Selv om der på Langeland som i resten af landet har været store prisstigninger på fast ejendom, er det stadig muligt at erhverve sig en bolig til fornuftig pris.

Sammen med muligheden for at anvende en del af disse huse til fritidsbolig tiltrækker Langelands huse foruden de "almindelige fastboende gennemsnitsdanskere" derfor typisk tre slags købere:

Mindre bemidlede, heraf en del på overførselsindkomst, der ikke har råd til at realisere drømmen om at bo i eget hus andre steder i landet.

Velhavere fra storbyerne, der foruden en god pensionsopsparing erhverver sig et hus i skønne omgivelser med god indtjeningsmulighed i form af lejeindtægt fra især tyske turister.

Håndværkere, der køber husene som investering, sætter dem i stand og lejer dem ud, typisk til turister eller mindre bemidlede der ikke har råd til at købe eget hus.

DE Fleste huse bliver altså beboet i perioder, sat i stand og vedligeholdt til gavn og glæde for alle. Men udviklingen er ikke gavnlig for skattegrundlaget. I Langeland Kommune er man desværre nødt til at lukke skoler i yderdistrikterne, forringe ældreplejen og anden offentlig service. Begge dele er med til at hindre bosætning og yderligere medvirke til, at de såkaldt ressourcestærke vælger Langeland fra.

Den nye kommunale udligning har skabt skattelettelser i det nye skatteår til den enkelte borger på øen, men ikke forbedringer på de trængte områder (det tillader den nye kommunalreform ikke).

Følgende forslag kunne forbedre skatteindtægterne og nedsætte udgifterne for de trængte kommuner i randområderne:

Passive overførselsindkomster bør udlignes 100 pct. af staten i stedet for de nuværende 35 pct. Det må være et fælles ansvar for staten at betale overførselsindkomst. Der mangler lejeboliger med fornuftig husleje i områder omkring de store byer. Det er logisk, at dårligt bemidlede søger de billigste boliger, og de ligger jo oftest i yderdistrikterne. Det må derfor være rimeligt, at alle overførselsindkomster følger den enkelte borger uanset hvor i landet, de vælger at bo, men at de beskattes i de kommuner, hvor de udbetales

Når man udlejer et sommerhus, bør lejeindtægten beskattes i den kommune, hvor sommerhuset ligger. Sommerhusudlejning er et af randområdernes sikre erhverv, men mange huse ejes af folk fra de rigere kommuner, der i forvejen har større indtægter fra højere ejendoms- og indkomstskatter. Det er ikke rimeligt, at de rige kommuner får den skatteindtægt oveni. Den bør i stedet gavne udviklingen i randområderne.

Landliggerskatten bør genindføres således, at sommerhusejere betaler skat i den kommune, hvor deres sommerhus ligger, for den periode (f.eks. antal hele måneder) de opholder sig årligt. Dvs. at opholder man sig i sit fritidshus sammenlagt to måneder årligt, betaler man f.eks. 10 måneders skat på Frederiksberg og to måneder til Langelands Kommune. Landliggerne nyder jo også godt af stisystemer, veje, kloaker, ordentligt drikkevand, rene strande, biblioteker mm.

Danmark er blevet økonomisk skævvredet pga. de høje boligpriser og centreringen af de velbetalte job omkring de store byer. I randområderne er der længere mellem jobbene, og skal man undgå lukning af de sidste nærbutikker, skal serviceniveauet i kommunerne være tilstrækkeligt til at beholde de fastboende i yderdistrikterne.

Det kunne sommerhusejernes skattekroner passende være med til at finansiere. Fordi turisterne også nyder godt af nærbutikkerne, når de besøger området, og af at der er fastboende naboer til at holde øje, slå græs eller en sludder af med.

Ovenstående forslag kunne skæppe godt i kommunekassen.

Men 100 pct. udligning af overførselsindkomsten ville også gavne nærmiljøet i landsbyerne. Det er ikke rart at være synligt belastende for sine medborgere, og det er uværdigt, at man f.eks. udover sygdom, alderdom eller invaliditet skal føle skam og skyld. Har man overværet et kommunalbestyrelsesmøde i en af de små fattige kommuner, ved man hvor personligt, budgettet er.

Når man taler om uforudsete udgifter, kan det altså dreje sig om en ekstra plejehjemsplads til fru Nielsen. De 250.000, det koster, er ikke uvæsentlige for budgettet, og det er ikke fair over for fru Nielsen.

Det er en trist spiral, der bør brydes, hvor den enkelte borger føler skyld ved at bede om hjælp, og kommunen derefter er nødt til at stå med hatten i hånden over for indenrigsministeren. Den almisse-politik er ikke gavnlig for hverken den enkelte borger eller den samlede befolknings stolthed. Derfor er man nødt til at se på randområdernes særlige problemstilling med mange sommerhuse, mange ældre og mange overførselsindkomster.

Naturen er Langelands rigdom, og den bør være til gavn og glæde for turister, men også for mennesker, der måske pga. pensionering, efterløn eller invaliditet søger lise og ro i naturen og en bolig til en fornuftig husleje.

Det kan være hårdt nok i sig selv at være uden for arbejdsmarkedet. Men at føle sig som en belastning for sine naboer og den kommunale forvaltning eller bo i områder med ringere serviceniveau gør ikke livet lettere. Også derfor bør overførselsindkomsterne være et statsligt anliggende.

Foruden den smukke natur har god ældreomsorg, gode skoler og aktive aftenskoler, sportsklubber og beboerforeninger været med til at gøre livet på Langeland godt for mange mennesker.

Men for at fastholde de muligheder og det aktiv for nye tilflyttere, kræver det, at der bliver grebet ind fra politisk side med nye øjne på landsby- og randområde-problematikken.

Der er langt fra Bagenkop til Lohals, men der er på mange måder endnu længere til fastlandet, og det ville være synd og skam, om ikke der også i fremtiden er plads til en selvstændig Langelands Kommune på danmarkskortet.

Der er en uheldig udvikling i gang for Danmarks landsbyer, som Fyns flittige landsbyforkæmper Carsten Abild heroisk søger at gøre opmærksom på. Gribes der ikke ind, kan den udvikling blive til ren afvikling.

I København er der snart ikke det baggårdslokum eller den lille passage, der ikke er blevet pudset op eller flisebelagt i byfornyelsens navn.

Det er på tide også at tage landsbyfornyelse alvorligt.

I nogle tilfælde er det et par nedrivninger, der skal til, andre steder ville nyplantede træer alene give et løft. Under alle omstændigheder trænger nogle af Danmarks landsbyer til en kærlig hånd.

Der er et liv uden for de store byer, og det er til gavn for alle, at der fortsat er liv i alle egne af landet.

Mette Marie Hansen, Skovsbovej 334, Svendborg.