EU er en model for internationalt samarbejde, som næppe er perfekt, men formentlig den hidtil bedste. Den knytter bedre end den amerikanske an til de internationale aftalesystemer.
Fremtidsforskeren Paul Virilio forudsagde engang, at moden vil komme til at bevæge sig med så høj hastighed, at det ikke længere vil være muligt at skelne mellem trendsætterne, som er først, og de nølere, som kommer sidst.

Dette forhold er værd at huske, skal man forstå den seneste justering af dansk udenrigspolitik. Hvor franske vælgeres nej til EU-traktaten i fjor gjorde EU til en død sild, har manglen på alternativer på ny styrket EU's aktier.

Vi har bl.a. oplevet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens store Rønshoved-tale samt den amerikanske økonomiprofessor Jeremy Rifkin, der, bakket op af den nuværende udenrigsminister Per Stig Møller, på Københavns Universitet talte om sit værk Den europæiske Drøm. Hvordan Europas fremtidsversion langsomt fortrænger den amerikanske drøm.

Vi taler om et trendskifte. Inden for trendforskning taler man om, at trends begynder med, at mennesker efterspørger det, der er underskud af. Mon ikke mange savner et positivt alternativ til den optagethed af Mellemøsten, herunder Irak, som er så karakteristisk for det atlantiske Danmark. En optagethed, der lige så meget ligner en ørkenvandring som et triumftog.

I denne sammenhæng har det afgående østrigske formandskab spillet en dynamisk rolle. Kansler Schüssel har givet Anders Fogh noget at tænke over med sin elegante omfavnelse (og kvælning) af Dansk Folkepartis østrigske søsterparti. Med Østrig og et fremtidigt tysk formandskab er EU inde i et stabilt udviklingsforløb med et fornuftigt forhold mellem visioner og praksis.

Østrigerne er ferme til at udglatte spændinger. Den store kulturarv spændende fra Mozart over Freud til Schwarzenegger er båret af de synergier, som opstod de 50 folkeslag imellem, der i flere hundrede år levede sammen i det østrig-ungarske dobbeltmonarki.

Fordi Østrig historisk er et supranationalt brand, er det interessant, hvordan østrigerne definerer de europæiske værdier. Der lød en flot fanfare, da Østrig i januar indledte formandskabet ved at forankre dette med 250-året for Wolfgang Amadeus Mozarts fødsel. Elegant var også flirten med den elskede Hollywood-klassiker Sound of Music, der i Østrigs regi blev til topmødet "Sound of Europe".

Hemmeligheden bag det stærke nation-brand, der f.eks. trækker milliarder af tv-seere til den årlige nytårskoncert, er generøse offentlige subsidier og en følsomhed over for de værdier, som fremmede måtte kommer med. Jeg tænker ikke blot på Johann Strauss' "Der Zigeunerbaron", med en cadeau til imperiets asiatiske minoriteter, men også de pragtbygninger i Wien som bl.a. den danske arkitekt Theophil von Hansen har tegnet.

Det var diskussionerne tysk-østrigere og slaverne imellem i Hansens stadigt pragtfulde parlamentsbygning, som inspirerede Adolf Hitler til tilsviningerne af etniske minoriteter i Mein Kampf.

MIN interesse for Østrig og EU opstod, da jeg på et tidspunkt opdagede, hvor megen energi mine egne østrigsk-polske forfædre som embedsmænd har brugt på at mægle. En Lebensart, som reflekteres i de store komponister, livskloge Wiener-operetter, i bøger af Stefan Zweig, Rainer Maria Rilke, verdens dyreste maler Gustav Klimt.

Et lidt specielt resultat heraf er den katolske saligkåring af den sidste kejser Karl. Hans fortjeneste: Forslaget om separatfred fra 1917 - afvist af de allierede - som kunne have sparet millioner af soldaters liv.

Jeremy Rifkins tese om, at EU som udviklingsmodel er den amerikanske overlegen, bl.a. fordi den bedre knytter an til de internationale aftalesystemer, har Anders Fogh Rasmussen senest med sin Berkley-tale om atlantisk frihandel overraskende bekræftet.

Overraskende, fordi statsministeren tidligere på året efterlyste "Resultaternes Europa". Hans seneste visioner om atlantisk frihandel er imidlertid, som jeg ser det, reelt en indrømmelse til de resultater, EU allerede har nået.

For at finde ud, af hvad der rør sig blandt Mozarts landsmænd, satte jeg for nylig fire opinionsdannere stævne i Wien. Hvor kanslerens pressechef Claus Hörr - med udsigt til krystalkroner svævende adskillige meter over skrivebordet i Hofburg - tilstod, at han nogen gange føler sig tynget af pragten, så var der på caféerne en uudsagt stolthed over Østrigs barokke branding-karakteristika.

PÅ Café Hawelka traf jeg tidligere forsvarsminister Dr. Friedhelm Frischenschlager, der beskrev østrigerne som "Darstellungskünstler", som eventmagere, der nok skulle kunne give europæerne en på opleveren. Han mente dog, at EU's kommunikationsproblemer bunder i, at projektet er etableret af diplomater: "Fordi diplomatiet i sit væsen er hemmeligt - problemer søges løst i stilhed - står vi i dag med en bureaukratisk-diplomatisk beslutningsstruktur, som ikke er optimal."

Et bud på, hvordan man øger folks engagement i EU, fik jeg på Café Ritter fra Michel Raimon, forfatter til bogen Die Sieben Todsünden von der EU: "Jeg har skrevet bogen for at imødegå kritikken af EU, der ofte er af ringe kvalitet. Jeg husker endnu den diskussionslyst der var op til Østrigs EU-tiltræden i 1994. Hvilket fortæller mig, at den bedste måde at engagere borgerne på er ved at øge den reelle medindflydelse f.eks. gennem folkeafstemninger. Det er elementær organisationspsykologi: Når folk får noget at skulle have sagt, begynder de også at engagere sig."

De mest direkte bud på, hvad EU bør gøre for at øge sin popularitet, kom fra Dr. Gerhard Bauer fra Österreichisches Gesellschaft für Europapolitik, der som andre spidser har gjort Cafe Landtmann (hvor også Dr. Freud var stamgæst) til sin anden dagligstue.

Han mødte mig med spørgsmålet: "Hvorfor er Danmark blevet så kritisk over for Europa?" Fordi Frischenschlager allerede havde anvendt udtrykket "Sehr merkwürdig" om den nye borgerlige danske skepsis, var jeg forberedt på spørgsmålet og kunne henvise til de historiske danske udvandringsbølger: Anglere, vikinger, normannere og den samhørighedsfølelse, det i Danmark -læs bare Johannes V. Jensen - har givet med disses efterkommere.

Dr. Bauer accepterede det atlantiske aspekt: "Mens EU trykker tonsvis af brochurer, går amerikanerne anderledes radikalt til værks. US Army har et helt departement i Hollywood som ikke beskæftiger sig med andet end at sørge for at USA's stridskræfter tager sig bedst muligt ud på film og TV."

Bauer, der ønsker EU positioneret ligesom Apple i forhold til Microsoft, fremhævede herudover rollen som mediernes Prügelknabe. Han viste frokostavisen Neue Kronen Zeitung med brevkassen Leserbriefe zum EU-Theater, hvor folk opfordres til at skrive ind om urimeligheder fra deres hverdag med EU. "De glemmer," påpegede doktoren, "at en hvilken som helst administration kommer til at producere urimeligheder."

AT Anders Fogh følger tidens krav om selviscenesættelse, demonstrerede han under sit nylige USA-besøg, der skulle have kulmineret med et besøg hos Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger. Schwarzenegger, denne tidens største østrigske "Darstellungskünstler", havde imidlertid ikke tid. Det havde verdens rigeste mand Bill Gates til gengæld. Her eksisterer imidlertid også et skisma, når en EU-leder mødes med formanden for et foretagende, der som Microsoft står til en bøde på 2,1 milliarder kroner for ikke at overholde EU-lovgivningen.

Ud fra Virilio kan man sikkert meget polemisk stille spørgsmålet, om Fogh med sin Bush-alliance er kommet for tidligt til varigt at sikre venskabet med USA - vil en kommende demokratisk administration honorere Foghs indsats? - eller for sent til de gyldne Clinton-dage?

Efter kåringen til Årets Europæer i Europabevægelsens regi på Rønshoved Højskole, blev en veloplagt Uffe Ellemann mødt med febrilske spørgsmål om den manglende traktat?

"Something will show up", smilede den tidligere udenrigsminister.

Pludselig står Bush så i spejlsalene i Wien og glatter ud. EU er en model for internationalt samarbejde, ikke en perfekt model, men formentlig den hidtil bedste. En model, som er kommet for at blive.

John de Summer-Brason, Nonnebakken 6, Virum, er journalist, merkonom og BA i film- og medievidenskab.