I denne kronik, som er en bearbejdet udgave af den 19-årige forfatters danske stil til studentereksamen - den indbragte et 12-tal - diskuteres gamle og nye former for journalistisk
Journalist Susanne Nielsen har skrevet artiklen "Se, nu skaber jeg mig" i Politiken 31.august 2006.

Med hjælp fra Christine Isager, ekstern lektor i retorik ved Institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet, giver hun læseren et billede af nogle af nutidens journalister som lægger det personlige præg over artiklerne, og hvordan de producerer deres artikler.

Flere og flere journalister bevæger sig over i den litterære skrivestil, hvor små intime detaljer, egne præferencer og fordomme bliver en del af den saglige artikel. Tilmed er journalistens jagt på historien en del af historien, der gør, at artiklen får en særlig karakter, som gør afsenderens profil tydelig.

Men hvis vi tager et hurtigt kig på, hvad en journalistisk artikel egentlig skal indeholde, kan vi se på de fem nyhedskriterier: sensation, identifikation, aktualitet, konflikt og væsentlighed.

I nutidens journalistik kan der være tale om det "sjette nyhedskriterium": Eksklusivitet. Det skal være noget, de andre aviser ikke har skrevet om, noget uberørt, som journalisten kan lægge sit personlige præg på. Men så kan spørgsmålet opstå, om journalisten bliver selvhøjtidelig og selvcentreret? Og bliver den endelige artikel noget sagligt, som læseren kan blive klog på?

Svaret er ja. For selv om afsenderen af artiklen profilerer sig tydeligt, skal fortællende journalistik indeholde "både handling og baggrund, som litteraturen, men derudover ... et tredje lag: fakta". Det siger Mikkel Hvid, som er journalist.

I artiklen "Fiktion, fakta og fortælling", som er offentliggjort på DJH's hjemmeside, giver han et eksempel. To journalister fra Politiken skriver en række artikler med udgangspunkt i trafikulykker. Artiklerne er menneskeligt gribende og handler om dyb sorg og om, hvor forskelligt mennesker reagerer, hvad enten det er dem selv eller nogle af deres nærmeste, der har været involveret i en trafikulykke.

Han siger:"En fantastisk historie. Men hvis den bare handlede om det, jeg har refereret, behøvede den ikke at være sand. Den ville være lige så rørende og tankevækkende, hvis de to havde digtet den. Som sådan virker den som litteratur: Vi lever os ind i den ..."

Dette er ikke nok til at kunne lave en serie i Politiken om emnet. Der skal perspektiveres ved hjælp af klassisk journalistiks faktaformidling som f.eks. tal over trafikulykker, antal døde og juridiske forhold.

Dette udsagn bliver bakket op af Christine Isager som siger: "I avisen forventer mange stadig en saglig skrivestil". En saglig skrivestil kan f.eks. være en artikel, som udelukkende dækker de ovennævnte fem nyhedskriterier, men hun fortsætter: "Jeg-formen kan være et supplement til den daglige rutine. Jeg synes heller ikke, det gør noget, at man sorterer i sit publikum. Alt kan ikke være skrevet til alle ... Så har den ingen aftager eller modtager".

Så bliver artiklen også overfladisk og for gennemsigtig, og den usynlige aftagers budskab vil ikke nå ud til folket.

VI bliver mediepåvirket hver dag med gratisaviser, korte nyhedsudsendelser hver time i radioen og ikke mindst sidste nyt, Danmarks egen 24 timers nyhedskanal: TV 2 News.

Sådan et massivt medieangreb på befolkningen, med små hurtigt producerede nyheder kan medføre et behov for det modsatte: lange personlige reportager, hvor der er lavet grundigt re- search, hvor afsenderen er tydelig, og som man enten kan være enig eller uenig med.

New journalism er fagbegrebet for denne form for journalistik. Claes Kastholm Hansen, journalist, beskriver ganske enkelt hvad begrebet betyder: "... en særlig journalistisk stil, en oplevelsesjournalistik i hvilket grænserne mellem den direkte reportage og det litterære, det fiktive, bliver endnu mere flydende. Journalisten bestræber sig i højere grad på at gengive sin oplevelse af en begivenhed end "selve begivenheden".

Watergate-affæren er et kendt eksempel, men ét af de nyere eksempler i dansk journalistik er Muhammed-krisens dækning i aviserne.

Mens Politiken hovedsageligt arbejdede med regeringens håndtering af sagen, havde Jyllands-Posten ytringsfrihed på dagsordenen. Aviserne prioriterede forskelligt og de fik hver deres særpræg over historierne.

Man kan så spørge, om man som læser får et nuanceret billede af problemstillingen, når den personlige profilering dækker så meget i en artikel, og vinklingen på en begivenhed er indsnævret.

Både ja og nej, Isager siger: "Det kan virke inkompetent, hvis ikke man har erfaringer og baggrund til at mestre formen". Personligheden må ikke være for anmassende og skygge for emnet, som artiklen bør handle om. Det skal gøres med takt, dømmekraft og stort skrivetalent, ellers mister aftageren sin læser.

Allerede i 1930'erne begynder man at eksperimentere med litterær skrivestil i nyhedsformidlingen. Ernest Hemingway, amerikansk forfatter, skrev i 1937 en artikel til det amerikanske nyhedsbureau NANA. Artiklen hed "En ny slags krig" og omhandlede en enkelt episode i den spanske borgerkrig, som varede fra 1936-1939.

Artiklen er gennemført med litterære virkemidler og kunne lige så vel have været en opdigtet novelle. Han bruger forførende og billedskabende teknikker, og et godt eksempel er, hvor han skriver: "... man går hen til vinduet og ser ud og får øje på en mand, der sprinter desperat over den brolagte plads med hovedet trukket ned mellem skuldrene og kraven slået op. Man mærker den svovlagtige lugt fra granaten ...".

Man lever sig ind i historien og lever med rollerne i historien. Akkurat som skønlitteratur vil virke på os. Der er ingen klassiske journalistik-træk over artiklen eller fakta for den sags skyld. Derfor vil det også undre mig gevaldigt hvis denne artikel kunne blive antaget plads af én af nutidens aviser.

Det ER NU interessant at se på forholdet mellem litteraturen og journalistikken. Begge låner træk fra hinanden, men det udnyttes forskelligt.

I 1970'erne udkom en bog af vesttyskeren Günther Wallraff, hvor han afslører Springerpressens arbejdsmetoder. Før bogen kom der dog artikler om afsløringer i avisen, men det bemærkelsesværdige er, at hovedparten af den kristiske, undersøgende journalistik ikke var med. Dens medium blev bogen.

Man kan diskutere, hvorvidt de bruger hinanden, og hvordan de bruger hinanden. Mikkel Hvid siger: "Fiktionsforfatterne bruger deres bedste ... på den del af stoffet, som er mest interessant. De stærkeste midler til den stærkeste del af historien ... her kan læserne se handlingen for sig, men baggrundsoplysninger og mindre afgørende passager klares med et hurtigt referat".

Forfatterne har altså gjort sig klare tanker om, hvordan deres komposition af en historie skal være. Hvid fortsætter: "Omvendt i journalistikken ... så bruges de kreative midler på rammefortællingen og altså den sekundære historie".

Dvs. at journalisterne låner litterære skrivestil og teknikker til baggrundsoplysningerne og til alt det, der skal belyse sagens kerne, men til selve kernen i historien slår de over i den klassiske journalistiske stil, en lidt mere kedelig fortælleform end litteraturfortællingen.

Road movie æstetik, sådan betegner Isager denne form for journalistik. Som læser får man indblik i alt og bogstavelig talt fra a til å. Inkl. journalistens jagt på historien.

Men hvad skal man som læser bruge disse mellemregninger til? Er journalistikken blevet for underholdende? Er det endnu en genre i underholdningsbranchen?

Meningerne er forskellige, men vi kan konstatere én ting: Journalistikken er under udvikling i en retning, hvor rapportøren på lige fod med reportagen bliver til et vigtigt element. Om det er godt eller skidt, kan kun tiden vise.

Vil vi huske en artikel, fordi den er skrevet på en særlig måde, så den fanger vores interesse? For i dag handler det om, for disse journalister at engagere, underholde og vække stærke følelser hos den enkelte læser.

Suhirrthavathy Thiruchelvam, Ruagervej 52, Faaborg.