Ateisterne synes at have en vis medvind p.t., men hvor Gud forsvinder kommer menneskeguden med diktatur og censur som uundgåelige følger
Hvad vil videnskaben særlig tage op i de kommende år? Dette spørgsmål blev rejst for nogle år siden i Sverige, hvor årets nobelpristagere var samlet. Uenigheden var stor om fremtidens forskning. Men da mødelederen rejste spørgsmålet om, hvor videnskaben ville sætte ind i de kommende år, var alle enige: Det var hjernen !

Profetien slog til. Uden at vi kan sige, at vi er gået ind i hjernens tidsalder, er den blevet en kampplads, hvor der strides om, hvad et menneske er. De fleste har ment, at kærlighed og religion ligger i hjertet, men nyere undersøgelser i hjernens fantastiske funktion peger på, at det er hjernen, der er hjemsted for religion.

Med skannere og elektroder i laboratorier har hjerneforskere kastet sig over spørgsmål, der tidligere tilhørte psykologien, filosofien og kunsten. Herhjemme er videnskabsjournalisten Lone Frank den mest kendte, der har taget spørgsmålet religionen i hjernen op. Hun opfatter religion som en sygdom i hjernen, en slags koppevirus, der er uhelbredelig. Hun er ateist - tror ikke på nogen gud, men er stærkt troende på videnskaben, og tvivler ikke på, hvad et menneske er.

"Vi skal se os selv radikalt biologisk. Vi må erkende, at vi er 100 procent biologiske skabninger, og der er ikke noget ud over det".

Så vidt Lone Frank, der er prisværdig klar. Hun har haft det dulgte håb, at hjerneforskning ville fremme ateismen, så Gud blev borte, men hun blev skuffet. Efter en samtale med religionsforskeren Justin Barrett skrev hun forundret: "Dette tilsyneladende kølige fornuftsmenneske, der på streng videnskabelig vis dissekerer religionen som naturfænomen, er selv troende, Gud hjælpe mig". Spørgsmålet Gud i hjernen er spændende, men vi standser her.

To af de mest kendte danske ateister er kvinder. Foruden Lone Frank idehistorikeren, adjunkt, Malene Busk, som hævder, at der tages alt for meget hensyn til religion. Hun foreslår derfor: Man kunne udstyre religiøse bøger med et skilt i sørgerand, "Kan medføre afhængighed "og et telefonnummer til gratis afvænningskurser" - ateister kan være farlige.

Fire berømte ateister har haft afgørende betydning. Ludvig Feurbach: Mennesket er ikke skabt i Guds billede, men Gud er skabt i menneskets billede, Karl Marx: Religion er er opium for folket, Nietzsche: Gud er død, intet har mening, og Sigmund Freud: Religion er en illusion.

Tre nordisk ateister må nævnes. Nordmanden Arnulf Øverland: Kristendommen den 10 landeplage og senere: Mod de tre trosartikler vil jeg opstille tre vantroens artikler: Ingen har skabt verden. Ingen er død for min skyld. Der er intet liv efter døden. Øverland skrev også det berømte digt fra KZ-lejren: Der går en vej til frihet: skorstenspipen.

Jørgen Jørgensen var i mange år den mest kendte danske ateist. I sin filosofi anerkendte han kun det for sandt, som kan efterprøves videnskabeligt og gennem erfaring. Hvad der ikke kan verificeres ad denne vej er meningsløst.

1949 udsendte Uppsalaprofessoren Ingemar Hedenius bogen Tro og Viden, som vakte stor opmærksomheds, skønt hans tanker ikke var særligt originale, da de lignede Jørgen Jørgensens. Trods sin ateisme kunne han til sin sorg ikke glemme Kristus: "Skal den tid aldrig komme, da vi med god samvittighed kan tænke, at korset ikke længere taler sandhed?"

Her i landet er der to mindre foreninger, Ateistisk Selskab og den mere aggressive Ateistisk Forum. Hvorfor har ateister, skønt de kun tæller få, i så høj grad kunnet sætte dagsordenen for medierne ? Måske som følge af terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York, som kan have svækket Vestens styrke, også dens kristentro.

En mere sandsynlig grund nævner Richard Dawkins, biologiprofessor fra Oxford Universitet, kaldt ateisternes pave. I en samtale med det tyske ugemagasin Der Spiegel, sætter han sit håb til, at den stærke muslimske indvandring og den udbredte uvilje mod islams fundamentalisme har smittet af og gjort folk i Vesten mere gudsfjerne

I bogen The God delusion, "Selvbedraget Gud", vil han bevise, at Gud næsten med sikkerhed ikke findes. Han kalder religionen en af verdens store onder, som kan sammenlignes med koppevirus, men vanskeligere at udrydde. I bogen Gud er ikke stor erklærer forfatteren Chrisopher Hitchens, at religion forgifter alt. Religionen er løbet tør for sin eksistensberettelse. Dawkins og Hitchins mener, at både fanatikere og almindelige troende bidrager til at forpeste verden med deres ufornuftige, uvidenskabelige og i bund og grund skadelige fantasier. Sam Harris med bogen Troens Fallit ser også de religiøse som en trussel mod menneskeheden.

Hadske angreb med sprogets værste og mest nedsættende gloser rettes mod kristendommen. Hvorfor taler Dawkins m.fl. næsten med fråde i munden? Er det for at døve en indre tvivl? Som det engang skal have stået i en præsts prædikenmanuskript: "Hæv stemme. Argumenteringen er svag!" Hvis neo-ateisterne virkelig troede på deres sag, måtte de kunne bruge et roligere stemmeleje, så en dialog blev mulig. Hvad er umuligt nu. Neo-ateisterne regner alle troende for underbegavede.

Men hvorfor hades kristendommen? En undersøgelse viser, at 75 procent af registrerede religionsforfølgelser rammer kristne. Det er gådefuldt, når kernen i Mesterens budskab er kærlighed -"elske næsten som sig selv" Trods skændeordene må ateismen respekteres, for den er også en tro.

I 1965 stillede Else Merete Ross, radikalt folketingsmedlem, et spørgsmål til justitsministeren, hvor hun hævdede, at ateismen er en religiøs livsopfattelse og overbevisning. Tilhængerne af ateismen burde derfor stilles på linie med folk af anden religiøs observans. Tanken kan måske synes overraskende, men må tages til efterretning.. Når ateismen er en tro, er den selvfølgelig ikke udtryk for rationel viden. Ateisme og religion er to forskellig slags tro.

Hvordan mister et menneske Gud? Nogle glider langsom bort, optaget af forretning og meget andet. For andre har afskeden med en kær barnetro været smertefuld. Eller gudstroen er ladt tilbage på skuffede bønners kirkegård, barnet, de havde bedt for, døde alligevel, en beruset bilist mejede en ægtefælle ned. Et ophold i KZ-lejren fejede hos mange alle religiøse tanker bort, ja fra hjernen.

De nævnte ateistiske forfattere kan smykke sig med fine universitetstitler, fornemme priser og sprænglærde bøger. Men de er tragisk overfladiske i omtalen af ateismens konsekvens. Ifølge referater har de ingen trøst over for døden. De troende har et levende håb, der rækker ud over graven. Det har ateisten ikke.

Dawkins mener, at en ateist sagtens kan være en lykkelig velafbalanceret og moralsk. person. Jeg tvivler ikke. Men den norske digter Sigurd Hoel, kulturradikalist, altså ingen kirkens mand, har givet ateismen et videre perspektiv -"alle tegn tyder på, at Europa i dag ikke kan tåle at afkristnes". Hvor Gud forsvinder, kommer menneskeguden med diktatur og censur som uundgåelige følger.

Ateismen har haft tre givtige forsøgsmarker i Europa: Rusland, Tyskland og Italien. Særlig Stalin og Hitler er uhyggelige eksempler. Paradoksalt derfor, at Hitler var fadder ved Gørings datter Eddas dåb. Nazismens grobund var afsveden kristenjord. Hitler og hans nærmeste folk var døbte, men frafaldne katolikker, der havde mistet deres etiske kompas.

Under juletræer vil ligge mange modebevidste ting, som er forældede inden næste jul. Måske gælder det også Dawkin og korstogsfællernes bøger, hvor tynde argumenter tilhylles med skældsord. Europa kan ikke tåle at blive afkristnet, sagde den nævnte nordmand. Ateismens europæiske udstillingsvinduer i Rusland og Tyskland fortæller, at det kan Europa ikke tåle !

Chr. Andersen

Thujavej 135, Odense SV, er fhv. sognepræst