Et ungdomsoprør for alle grupper


Et ungdomsoprør for alle grupper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kære statsminister, tag et opgør med de hellige køer danskhed og marketing. Vi har brug for politikere, som ikke kun er politikere for borgere med rødbedefarvet pas.

Anders Fogh Rasmussen har ved flere lejligheder givet udtryk for, at han er sejrherren i den aktuelle værdi- og kulturkamp. Det er måske rigtig nok - men sejrens pris er en overgivelse til danskhed og marketing som hellige køer.

Statsministeren er dygtig til at holde både de offentlige og de private hjul i gang. Og det er ikke kun opportunisme, der har fået ham til at forlade minimalstaten, men en fornemmelse for en dansk politisk tradition med sans for både individets frihed og social tryghed, der går tilbage til Grundtvig, Hørup og Stauning.

Statsministerens politik har således både liberale, kulturradikale og røde rødder, og han har placeret sig så solidt på midten med fokus på både social sammenhængskraft og individuel frihed, at han ikke er til at skyde igennem, hverken med rødt eller liberalt krudt.

Men det er ikke til at komme uden om, at hans værdi- og kulturkamp har fået konservativ slagside, fordi han har ført sin midterpolitik med så meget hensyn til dannebrogsfarvet angst for de fremmede, at sammenhængskraften er blevet mere 'dansk' end 'menneskelig'.

Hvad er forklaringen på, at statsministeren - der deler projekt med Hørup og Stauning, nu er tættere på Søren Krarup, hvis nationale helte er Luther og Mor Danmark? Det betyder sikkert noget, at statsministeren kommer fra landet, har dannet regering med konservative politikere i syv år og har måttet tage så meget hensyn til Dansk Folkeparti for at få gennemført sin politik.

Men hans nationale oprustning er også udtryk for en tendens i den senmoderne virkelighed til at flygte fra den komplekse moderne virkelighed tilbage til de enkle traditionelle kristne og nationale værdier, som var gældende i Danmark som landbrugsland indtil 1950'erne - og hvor sammenhængskraften var Gud, konge og fædreland.

Anders Fogh Rasmussen bliver ofte beskrevet som en dygtig koncerndirektør, der har sans for, hvad der rører sig på markedet. På nutidens marked vil folket have marmelade fra "Den Gamle Fabrik" og grise fra den gamle bondegård, og mange er bange for, at de danske værdier bliver løbet over ende af fremmede - navnlig muslimske - værdier.

For Dansk Folkeparti er dannebrogsfarvet danskhed en hellig ko, og det skal man politisk gøre op med. Det tror jeg også, at statsministeren har lyst til.

Anders Fogh Rasmussen er for klog og for moderne til at lade sig spænde for en vogn kun fyldt med varer fra den gamle fabrik, men noget tyder på, at han netop er så meget moderne koncerndirektør, at marketing for ham er en så hellig ko, at borgerne først og fremmest skal være tilfredse forbrugere både i den private og den offentlige sektor.

I den situation er det nødvendigt med en filosofisk kritik af livet som en markedsvirkelighed, hvor både varer og mennesker har en pris, der er afhængig af udbud og efterspørgsel.

Kritik af statsministeren for at ville have den offentlige sektor til at rationalisere og markedsføre sig, er tandløs opposition fra Socialdemokraterne, der i mange år har gjort det samme.

Det er meget vigtigere at kritisere det moderne menneskesyn med fokus på individ, rationalitet og fremskridt, der er blevet til senmoderne markedselendighed, fordi den enkelte borger er blevet til en afmægtig forbruger med behov, det bliver sværere og sværere at få opfyldt, fordi der hurtigere og hurtigere skabes nye modeller af alt mellem himmel og jord.

I dette forbrugstempo kan man godt forstå, at mange længes tilbage, men i stedet for skal man fokusere på livet som andet end marketing og mennesket som mere end behov, der kan tilfredsstilles med varer.

Set gennem filosofiske briller er mennesker af naturen sociale dyr, der både i tale og handling har en naturlig lyst til at hade og elske hinanden. De er fornuftige og følende naturvæsener, der er glade for at bruge såvel kroppen, hjertet som fornuften i deres kærlige og aggressive livtag med hinanden og sig selv, for mennesket er et socialt dyr, der også er overladt til sig selv.

Al denne kompleksitet forsvinder i den gennemrationaliserede forbrugsvirkelighed, hvor enhver skal være sig selv nærmest, også i den offentlige sektor, og hvor bruttonationalproduktet ikke bryder sig om, at man gør sig overvejelser over forskellen på kunstige behov skabt af aggressiv markedsføring og naturlige livsytringer, vi er skabt med.

Den sidste påstand er fremsat af den danske teolog K.E. Løgstrup, men man møder tankegangen allerede hos den unge Karl Marx, som fokuserer på, at den moderne kapitalistiske penge- og markedsvirkelighed har fremmedgjort mennesket for de naturlige væsenskræfter, som vi udfolder med både fornuft, sanser og følelser.

Det afgørende politisk-filosofiske anliggende er at gøre op med den udbredte marketingstænkning, og selv om jeg har nævnt den unge Marx, er der ikke tale om at vende tilbage til 1960'ernes og 1970'ernes røde ideologiske tænkning, men om at frigøre sig fra både betonsocialisme og liberale tænketanke.

Men man skal heller ikke som Dansk Folkeparti flygte tilbage til de gamle traditionelle værdier og en førmoderne tryghed uden sans for hverken den komplekse senmoderne virkelighed eller et mere komplekst menneskesyn end det, man kan finde i giro 413, når det er værst.

Det er filosofi, der skal til, et nyt ungdomsoprør for alle aldersgrupper, hvor både unge og gamle besinder sig på den menneskenatur og den natur der forsvinder, når det er danskhed og marketing, der er de hellige køer.

Den virkelige værdi- og kulturkamp i den senmoderne virkelighed er en filosofisk-politisk kamp for naturens og det naturlige menneskelivs ret uden illusioner om, at naturen kun er gavmild, og at mennesket kun er godt.

En stat med en stærk rationalistisk markedsstyring ender med at være en svag stat, hvor de stærke tager den magt de kan få, fordi det er markedskræfter og ikke menneskets naturlige væsenskræfter, der styrer udviklingen.

Dette samfund bliver et egoland for forbrugere med uendelige behov, hvor de fleste er kunstige. Og så er det et ringe plaster på såret at markedsføre nationalt fællesskab om naturparker og en dansk kulturkanon. Det er et regressivt og fattigt alternativ til det menneskelige fællesskab, der kunne udfolde sig i en samfundsvirkelighed, hvor menneske-livsoplysning er vigtigere end alt andet.

Menneske først, siden dansker og forbruger. Det er dynamit under både danskhed og marketing som hellige køer, og en meget relevant og præcis omskrivning af det "menneske først og kristen så", som var Grundtvigs dynamit i det sidste århundrede.

I en dansk udgave ville denne politik for mig være en politik, der tænker kolonihavefilosofisk, fordi den har blik for mennesker i den nære virkelighed, der har et både naturligt og socialt liv med hinanden i naturen, mødes "over hækkene" og bliver enige om en fælles hverdagsskultur, samtidig med at man kan "hyppe sine kartofler" i fred.

Det er ikke Pia Kjærsgaards kolonihavehus på Dansk Folkepartis sommermøde i 2007, der har givet mig idéen til begrebet kolonihavefilosofi, men en dansk tradition, der lige fra 1920'erne har forsøgt at tænke et socialt liv i naturen for individer, der vil være sig selv, uden at være sig selv nok, og hvor dannebrogsflaget er en invitation til fællesskab, og ikke en grænsebom.

Så kolonihavefilosofi er en særlig form for dansk anarkisme, der både betænker individets frihed og et socialt fællesskab i naturen med liv og lyst. En jordbunden kommunitarisme, hvor man vil sig selv og hinanden med krop, hjerte og fornuft, både i naturen og samfundet, også uden for kolonihaverne.

Jeg udgav i 2007 en bog om kolonihavefilosofi med undertitlen: jordiske og kosmiske banaliteter i hverdagslivet. Den håber jeg, at statsministeren vil læse og få inspiration af til en kolonihavefilosofipolitik, der ikke kun laver miljøkonference, men genindfører gruppeeksamen.

Og som vil få ham til at indse, at det er vigtigere for muslimer med kolonihaver end med moskeer og kulturkanoner.

Min utopi er kort sagt et land, som bliver styret af politikere med kolonihavefilosofisk sind både hjemme i haven og på Christiansborg og som er politikere ikke kun for borgere med rødbedefarvede pas.

bo rAsmussen

Peter Mønsteds allé 4, Højbjerg

Et ungdomsoprør for alle grupper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce