Et musikalsk flashback

Tom lennart Falksen

Et musikalsk flashback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I tiden efter 11. september 2001 har vi oplevet en politisk klimaforandring, hvor alt, hvad der er originalt, skævt og uden for normerne skal have én på hatten

Et "musikalsk flashback" er, når et brudstykke af en gammel ørehænger, pludselig igen dukker op for det indre øre som et ekko fra en glemt tid. Et ekko, der bliver ved med at køre i ring. Til sådan et musikalsk flashback knytter sig forskellige stemninger og minder. Personlige såvel som kollektive. Eksempelvis politiske begivenheder, der udspillede sig i tiden, da sangen var populær.

My boy lollipop

you made my heart go giddy up...

Little Millie Small dukker frem på nethinden. Den charmerende teenager fra Jamaica med det store hvide smil. Hun hed egentlig Millicent Smith og var datter af en sukkerplantagearbejder på Jamaica.

Som den ene part af en duo, der hed "Roy and Millie", havde hun et mindre lokalt hit med en sang kaldet "We'll meet". I 1963 blev hun "opdaget" af den engelske producer Chriss Blackwell, der tog hende med til England, og hittet "My boy Lollipop" blev til.

Det var en omarrangeret version af en tidligere indspilning fra 1959 med en sangerinde ved navn Barbie Gaye, og det var Island Records' første store hit.

Millie var en del af den jamaicanske R&B-stil, der kaldes ska - forløberen for reggae. Hendes version af Lollipop er ska, og hun var den første kunstner, der hittede inden for denne stilart.

Succesen var gigantisk. Indtil i dag er der solgt over syv mio. kopier på verdensplan af den meget unge Millie Smalls version af sangen. Stemmen var uskyldig, og lige så var tiden.

You are as sweet as candy

you're my sugar dandy...

ELLER måske var det bare mig, der var meget yngre første gang, jeg så Millie Small på tv? Lang tid efter, at den havde været et hit. Det var i et show, der hed "Eldorado". Men anyway, som Jørgen Mylius plejede at sige, det forekommer mig at være en uskyldig tid.

Tolerancen for eksempel. Var den ikke større? Tolerancen over for fremmede. For vi kunne se en Millie Small i fjernsynet, og det var sikkert som Allah Huakbar i moskeen, at alle var enige om, at "de er nu så musikalske de negre." Vi fik jo aldrig alle de andre at se. De, der var knap så musikalske.

Og hvilket chok var det ikke, da de første somaliere kom hertil. Efter dem fra Mellemøsten. De dansede ikke foxtrot med udslidt bowlerhat og et stort hvidt smil. De kunne ikke engang sige "Yes sir, we have no bananas", så man i det mindste kunne grine af dem. De gik bare rundt som det, de var: fra en helt anden verden.

I love you, I love you, I love you so

But I don't want you to know.

FOR nogle år siden arbejdede jeg hos Dansk Flygtningehjælp. Der var muslimer, kristne, iranere, irakere og somaliere i de samme klasseværelser (eller rettere containere og barakker, og det var endda før "systemskiftet" og den efterfølgende opstramning) og så os danskere, som underviste. En multifarvet cocktail.

Ahmeds familie havde aldrig lært at læse, men kunne alligevel Koranen udenad. Da Ahmed kom til Danmark, var han ganske ung, og koranversene kæmpede en rasende kamp med hormonerne i hans 14-årige krop.

En aften gik han en tur i sit nye nabolag. Han gik ned på gaden og kom til et hjørne og drejede ned ad Istedgade i København. Penisattrapper, bare bryster og neonreklamer for sexlegetøj blinkede ham i møde, og prostituerede importeret fra Østen og Afrika, antastede ham på åben gade.

You are as sweet as candy,

you're my sugardandy...

Faren prøvede at beskytte sine piger ved kun at lade dem gå ud under ledsagelse af et mandligt familiemedlem. Som på forhånd havde fået indgående instrukser om at lede dem uden om de gader, hvor en ung pige ikke skal gå.

Den far fik det svært, for ikke alene var han arbejdsløs (selv om han en overgang forsøgte at holde et par geder ude på altanen, indtil det blev stoppet af de tolerante myndigheder, der dog syntes, der måtte være en grænse), men det gik efterhånden også op for ham, at hans slags slet ikke var velkomne her. At han var en dinosaur på disse breddegrader.

DET ER klimaet, der afgør, hvad der trives, og hvad der ikke trives i et område. Millie Small kom fra et varmere klima end vores. Jeg kommer uværgerligt til at tænke på de piger, der smilende modtog én i lufthavnen med kranse af hawaiiblomster om halsen, når man rejste på charterferie med Spies. Sådan kan vi alle have så mange fordomme.

Efter 11. september 2001 har vi været vidne til en temmelig drastisk klimaforandring. Altså, en politisk klimaforandring. Et systemskifte. Spies' glade charterturisme har fået et præg af farlighed over sig. Noget agent 007-agtigt. For man ved aldrig, hvornår flyet, man er passager på, springer i luften, fordi det er lykkedes en fanatisk ekstremist at slippe forbi kontrollen. I trods bestiller vi vores drink og fokuserer på nuet.

Men i dette klima af utryghed og frygt trives også længslen efter de gode gamle dage, før verden gik af lave. Fordomme, fejlslutninger irrationelle handlinger trives i sådan et klima.

Der er nogle, der føler sig tilskyndet til at handle, og de gør det for alles bedste, siger de. De stiller os et ultimatum, vi ikke kan afslå: "Hvis I ikke er med os, er i med terroristerne." (alle tiders mest arrogante udtalelse fra en statsmand).

Og "vennerne" herhjemme istemmer: "Nul tolerance!" og får travlt med at udpege syndebukke for alle samfundets dårligdomme. Lige fra det lave niveau i folkeskolen til den almindelige dårlige opdragelse, der gør at folk kommer ud af den regelrette kurs, begynder at skeje ud, ryge hash og i yderste instans ender som samfundsfarlige forbrydere. Terroristaspiranter.

You set the world on fire

You are my one desire...

I dette klima udsættes folk, der ikke retter ind/retter sig efter normen for mistænkeliggørelse. Alt, hvad der er originalt, skævt og uden for normen skal have én på hatten og helst fjernes fra Jordens overflade: Christiania, de arbejds løse, kunstnerne, de intellektuelle og ikke mindst de fremmede.

Vi begraver os dybt i nostalgiens svøb og drømmer os tilbage til en mere uskyldig tid, hvor "sorte" ikke udgjorde et integrationsproblem, men bare var eksotiske og underholdende indslag på tv.

Oh my Lollipop...

JA, SÅ kom vi så langt og vidt omkring. Sådan er det med disse musikalske flashbacks: De klinger i en svunden tid, og der er jo sket så meget i mellemtiden. Ikke bare musikalsk, men på alle fronter. Og hvordan endte så historien om Little Millie Small?

Selv om hun aldrig siden kom så meget i rampelyset som med sangen "My boy Lollipop", blev hun en rollemodel for mange i tiden. Hvilket hun dog ikke havde det specielt godt med.

Millie fortsatte med at optræde og indspille. Hun havde nogle mindre hit, men ingen så levedygtige som "My boy Lollipop", der indtil i dag er en af de bedst sælgende reggae eller ska-influerede hits nogen sinde.

Chriss Blackwell, der opdagede hende og bragte hende til England, brugte indtægterne fra sangens royalties til at markedsføre og konsolidere reggaen på den vestlige scene. Senere skulle han møde en anden jamaicansk sanger og begynde et samarbejde med ham. Denne sanger hed Bob Marley. Men det er en anden historie.

Historien om Little Millie Small er slut. "My boy Lollipop" toner bort sammen med en svunden tid. En mere uskyldig tid?

My boy Lollipop

Bye-bye Lollipop...

Tom Lennart Falksen, Svalevej 19, Hellerup, er cand.mag. og musiker.

Et musikalsk flashback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce