Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et ansigt i mængden


Et ansigt i mængden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Individualismen har for længst triumferet som Vestens livsstil. At være en del af den grå masse er ikke attraktivt, skønt massen kan være en mangfoldighed af enkelte.

Elia Kazans 50 år gamle film A Face in the Crowd handler om et gennemsnitsmenneske som TV blæser så stort op at han revner af det. Sådan faldt man ifølge moralistiske liberale i massesamfundets fælde i fjernsynets barndom.

Ansigtets udtryk for særpræg og egenart var for længst udtværet, det gjorde kun ondt værre at sætte fokus på det udtværede. Skomager, bliv ved din læst; når skidt kommer til ære, ved det ikke hvor det skal være.

Tidligere så man anderledes på spændingen mellem ét ansigts individualitet og mængdens gennemsnitlighed og socialitet. Ansigtet stod for den eneste ene, alle (kærligheds-)længslers mål, men et mål så åndeligt at det først kunne nås når kroppens banale krav var ude af verden, hinsides graven. Aage Henriksen har skrevet herom i titelessayet i sin bog "Den eneste ene".

Kierkegaard, der ellers fejrede den menige mand, havde kun ondt at sige om mængden eller massen. Men hvordan oplevede man et ansigt i mængden på halvvejen–mellem ham (og romantikerne) for 150 år siden og Elia Kazans film i 1950erne? Og hvad kan vi bruge den halvvejsoplevelse til i dag, hvor individualismen triumferer som Vestens livsstil, mens masserne - nu mere mørklødede end grå - fremtræder mere stereotypt end nogensinde som ansigtsløse, ensartede fremmede?

For ca. 100 år siden udgav den jødisk-danske forfatter Henri Nathansen, ham med "Indenfor Murene", sit skuespil Daniel Hertz, hvori ansigter spiller en særlig fordækt rolle. Den midaldrende titelperson Daniel har som ung brudt med sin ortodoks-jødiske far, en hård fabriksejer, som med sin fyring af fem ansatte for påstået opsætsighed har startet en storstrejke med efterfølgende lockout.

Daniel har længe været arbejdersidens talsmand, gift med en tidligere arbejdertøs på faderens fabrik og afhængig af hendes skrupelløse bror som rådgiver. Men talsmanden er splittet og mistænkt fra alle sider. Til sin jødiske kusine og gamle ungdomskæreste tilstår han: "Der var to Tider i mig. Jeg smilede til det ny, mens det gamle græd i mit Hjærte."

Tilståelsen falder mod stykkets slutning, hvor Daniel er blevet berøvet sine sidste illusioner om rigtigheden af sit humanistiske ungdomsoprør på folkets vegne og på sin slægts og "races" bekostning. Først "for anden Gang i mit Liv stod jeg Ansigt til Ansigt med mig selv, det dybeste i mig, Blodet i mig - og jeg følte at det var det stærkeste." "Ansigt til Ansigt" er utvivlsomt tegn på selverkendelse; spørgsmålet er om den sent vundne indsigt kan bruges til noget.

Det ligger i luften at et ansigt i Nathansens stykke hyppigere vildleder mere end det vejleder, fordi det ikke ses i sin egenart. "Du staar der og lyver mig op i mit aabne Ansigt," siger Daniels løgnagtige kone til sin mand med samme ret som tyv tror hver mand stjæler.

Daniel reagerer desperat, men afklaret: "Nu i dette Øjeblik har du og din Broder ikke en Stump af mig. I har jaget mig tilbage, skræmmet mig bort med jeres Ansigts Vrængbillede af et Ansigt. Nu ser jeg det–for sent, altfor sent–men Gudskelov, jeg ser det."

Vist er tiøren omsider faldet, men om bedre sent end aldrig holder, er uvist. Skylden for ansigts- og slægtsbedrag er svær at fordele. For at kunne læse de andres ansigt må man kunne læse sit eget - og omvendt; i begge henseender er Daniel kommet til kort. For længe var han fremtidsvendt uden at være fremsynet.

Det aner tidligt hans eneste søn, Louis, som moderen stolt påstår ikke ligner en jøde, hvad der hendes løsagtighed taget i betragtning kan være det sandeste hun siger.

Louis har to billeder af sin far, og kun det ene har et ansigt og en identitet "som jeg tror jeg kan føle - han er saadan, som Far er"; det andet er af fadens offentlige persona, "som alle ser ham, saadan som han nu engang er blevet." Og de to billeder hænger ikke sammen: "der er ligesom to Mennesker, den ene bag den anden, og den ene tror ikke paa den anden."

Louis har konklusionen klar: faren lod sig "sluge af Mængden, blev borte for mig." Hans dobbelt- eller halvliv er for sønnen en sikker opskrift på fremmed- og hjemløshed "midt i en troløs Sværm". Alternativet er den unge mands egen retræte til slægtens faste grund, der imidlertid er mindre fast end han forestiller sig, takket være forældrenes hver for sig uforsigtige omgang med arvesølvet.

Set med Nathansens jødiske optik og skarpe sans for århundredskiftets lurende antisemitisme var et jødisk ansigt temmelig ubeskyttet i den danske majoritetskultur.

Iveren efter at række ud over sit eget og indgå i større sociale sammenhænge kunne koste det etniske mindretalsmedlem dyrt. Og blev en udstrakt hånd bidt af, kunne tilflugten til gamle normer samtidig være blokeret som nødudgang. Den enkelte som ville vinde synligt indpas måtte gøre det bag en maske.

I Minneapolis-forstaden Minnetonka ligger et fitness-center, "The Marsh", med en frokostrestaurant i midten, som jeg gerne frekventerer. Centrets ejer, Ruth Stricker, fik det i sin tid som gave af sin mand, Bruce Dayton, en velbeslået filantrop og kunstmæcen; takket være denne genesis kan man på vej til restauranten nyde vekslende ophængninger af lærreder fra ejerparrets udsøgte privatsamlinger.

For tiden hænger der 18 portrætter på papir af Matisse, bl.a. "Madonna", en trækulsgengivelse af udsmykningen i Rosariekapellet i Vence fra 1949, og aquatinten "Maske I, en ung student" fra 1952. I et katalog til samlingen har man optrykt refleksioner over portrætkunst fra kunstnerens bog "Portraits", som udkom på engelsk i Monte Carlo 1955. Det har slået mig at dette kunstnerstykke, af en mand der på ét år nær var Henri Nathansens jævnaldrende, rummer svar på dennes mest brændende spørgsmål.

Et kunstnerisk portræt, skriver Matisse, stikker dybere end et fotografi af fysiognomiet, helt ned hvor modellens ansigtstræk afslører følelser, som må forbløffe kunstneren selv. Der er tale om noget individuelt menneskeligt, som gør stærkere indtryk end den bedste museumssamling, og som Rembrandt var den første der bragte til ære og værdighed. Matisse tilskriver sin egen formidable ansigtshukommelse denne tradition for fordybelse i det individuelle og personlige. En sans for ansigters udtryksfylde, som han forløser med en egen teknik.

På første stadium forlader han sig på tegnerens håndværk for at fremkalde portrætlighed, dvs. kontrasten mellem modellens ansigt og andres. Men igen er formålet ikke fotografisk præcision, derimod at give spillerum for ansigtets særligt asymmetriske rytme og stil, eller rettere, for de følelser disse vækker i betragteren.

Uberoende af de klassiske regler for kunstnerisk iagttagelse er det Matisse om at gøre at lade de ubevidste følelser som modellens ansigt har inspireret komme frit til udtryk, uden nogen forhåndsforståelses censur. Alt i alt resulterer den første "sitting" i det indtryk at "hvert trækulsstrøg har fjernet den dis eller det slør som hidtil har hindret mig i at se det."

Skønt førsteforsøget måske senere virker konturløst, kan kunstneren "bag dets svage omrids sanse en stram konstruktion." Anden gang den portrætterede sidder model, er sceneriet som nyt, og portrættet virker mere alment med træk af "arbejdets levende substans." Som serien af sådanne trækulsskitser øges, blottes nerven i den kunstneriske iagttagelse af modellens ansigt, og visioner af "hvert eneste bemærket delikat punkt, halvt ubevidst under iagttagelsen, begynder at dukke op, som bobler på en pøl der gærer under overfladen."

Hvad Matisses kunstneriske strategi her viser, er da hvordan det særligt individuelle, ansigtet, ydes retfærdighed ved skridtvis at udskilles af sine sammenhænge. Men så sandt som det kunstneren (og enhver anden) husker er det der ikke er mere, hører det til retfærdiggørelsen at det udskilte må tilbageføres og integreres, ikke i en forskelsløs masse, men i en helhedsvision som tjener den indgående bestanddels, det enkelte ansigts egenart. Som kunstnerisk målpunkt er "individualitet" en udfordring.

Det individuelle, som i skikkelse af (før-)romantikkens "eneste ene" ikke var af denne verden, og som i Nathansens verden kun lod sig realisere med forbehold og tab, har Matisse da givet os en nøgle til at indfælde i et udstrakt nærvær.

I Kazans film skilte en platugles ansigt sig ufordelagtigt ud fra mængdens. Men i Matisses sene skitser råder et positivt vekselvirkningsforhold mellem det enkelte ansigts træk og overindividuelle sammenhænge. "Mange" kan være en masse, men også en mangfoldighed af enkelte. Det gør et multietnisk samfund, som det danske i dag nærmer sig, klogt i at indse.

Poul houe

University of Minnesota, er professor, cand.mag.

Et ansigt i mængden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.