Er EU’s klimapolitik en succeshistorie?


Er EU’s klimapolitik en succeshistorie?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis ambitionsniveauet ikke er højt nok, er det ikke noget problem at skaffe succesrige resultater. Det er præcis, hvad der sker på klimaområdet - i EU.

I december 2008 mødtes EU’s 27 stats- og regeringschefer til forhandlinger i Bruxelles om en eventuel vedtagelse af den europæiske klima- og energipakke.

De overordnede slutmål for klima- og energipakken var et fast tilsagn om at nedbringe EU’s samlede CO2-udledning med 20 procent i forhold til 1990-niveauet frem til 2020, og med 30 procent, hvis andre industrilande giver tilsagn om lignende reduktioner. Desuden at forbedre EU’s energieffektivitet i 2020 med 20 procent samt at øge andelen af den vedvarende energi i EU’s energiforbrug i 2020 til 20 procent.

Kommissionen deler ikke sol og vind lige, når det gælder kravene til de 27 EU-lande.

Danmark er sammen med Finland, Letland, Portugal, Sverige og Østrig de lande, der skal op på den højeste andel af vedvarende energi. EU kræver 30 procent for Danmarks vedkommende allerede om 12 år. I dag er andelen af bæredygtig energi i det danske energiforbrug på omkring 15 procent, hvilket er et af de højeste tal i EU, hvor gennemsnittet er omkring 6 procent. Til sammenligning skal lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig kun op på 15, 18 og 23 procent. Det skyldes hovedsageligt, at landene i forvejen er bagud i udnyttelsen af vedvarende energi.

CO2-udledningen i Danmark skal være skåret ned med 20 procent ekstra i 2020, kun landene Litauen og Irland skal reducere deres udslip i samme omfang. Modsat får en række østeuropæiske lande lov til at øge CO2-udslippet, da deres økonomi og industri befinder sig på et langt lavere stadie.

Indrømmelser om faste tilsagn til den europæiske klima- og energipakke syntes forud for mødet i Bruxelles som en umulig opgave for adskillige af de europæiske stats- og regeringschefer, grundet nationaløkonomiske og energimæssige interesser i de respektive lande.

Lande som Polen og Italien samt en række østeuropæiske lande skabte en hvis uro forud og under forhandlingerne. Dette i form af truslen om brugen af vetoret samt østeuropæerens vilje til at forsinke beslutningen om et fælles EU-standpunkt vedrørende en reduktion af CO2-udslippet til atmosfæren.

Nemmere syntes det ikke, da den italienske premierminister Silvio Berlusconi ved sin ankomst til topmødet igen proklamerede, at han var klar til at nedlægge veto over for klima- og energipakken. "Jeg mener, at det er absurd at tale om at nedbringe udledningerne på dette kritiske tidspunkt. Det ville være ligesom hvis en, der led af lungebetændelse, overvejede at gå til frisøren", lød meldingen fra den italienske statsleder.

Trods Berlusconis skeptiske udtalelse kom EU’s stats- og regeringschefer frem til enighed om det fælles fremtidige europæiske klima- og energiudspil.

Anderledes positivt udtrykte klima- og energiminister Connie Hedegaard sig efter stats- og regeringschefernes forhandlinger i Bruxelles: "Når 27 lande med meget forskellige økonomiske forudsætninger kan vedtage en så gennemgribende lovgivning - i en tid hvor alle taler om finanskrise - er det et klart tegn på, at Europa tager sit internationale lederskab på klimasagen alvorligt. Det er en succes, at det er lykkedes at fastholde målsætningerne og at bevare den grundlæggende arkitektur i det meget ambitiøse forslag, Kommission oprindeligt lagde på bordet.

Da kommissionen præsenterede den meget ambitiøse plan i januar i år (her er tale om år 2008), var det ingen given sag, at EU kunne enes om både mål og arkitektur. Aftalen i dag vil i sig selv være en klar forbedring af EU’s indsats for klimaet og for udvikling af vedvarende energi. Men det er også et væsentligt signal til vore globale forhandlingsparter på klimaområdet om, at EU følger op på de mål, vi sætter os. Aftalen betyder, at EU samlet skal reducere CO2-udledningerne med 20 procent i 2020, og andelen af vedvarende energi skal øges til 20 procent i 2020".

Er der trods enigheden i Bruxelles tale om en europæisk klimapolitisk succes eller fiasko? Eller er det som den italienske statsleder, Silvio Berlusconi, hentyder til, absurd at nedbringe udledningerne af CO2 (underforstået: pålægge samfundet en ekstra økonomisk byrde) på et tidspunkt, hvor kloden befinder sig i en tid med finansiel krise? Og vil EU’s netop vedtagne klima- og energipakke gavne miljøet samt være et globalt forbillede, som kan skabe dialog og dynamik i de internationale klimaforhandlinger, og dermed få lande som USA og Kina til at flytte sig i forhandlingerne mod bindende mål, frem mod og under FN’s klimatopmøde i København senere i år?

Umiddelbart lyder forhandlingsresultaterne fra Bruxelles som en solstrålehistorie, da EU fastholder sine egne definerede målsætninger frem mod 2020: målsætninger fastsat længe inden nogen overhovedet havde tænkt ordet ’finanskrise’.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard anvender ordet ’succes’ i forbindelse med, at det lykkedes EU-landene at fastholde målsætningerne samt at bevare den grundlæggende arkitektur i det forslag, Kommissionen oprindeligt lagde på bordet. Men EU’s målsætninger på de 20 procent må alt andet lige betragtes som lave resultatkrav, og derfor synes det ikke så underligt, at vedtagelsen af EU’s fremtidige klima- og energipakke betragtes som en succes.

Men hvad kloden har brug for, er ikke succeshistorier baseret på 20 procents reduktionskrav, men derimod en effektiv reduktionsplan af den dobbelte størrelsesorden.

Faktum er, at hvis EU og verdenssamfundet vil have sin indsats vekslet til en hurtigt og målbar effekt, er en reduktion på kun 20 procent ikke vejen frem, ikke ambitiøst nok, når det står stadig mere klart, at der frem mod år 2050 kræves reduktioner af den dobbelte størrelsesorden, hvis de CO2-reducerende tiltag, der iværksættes, skal have nogen effekt. Altså, at holde temperaturstigningen inden for 2 til 3 grader.

Men hvad hjælper det klimaet, når en stor del af EU-landenes reduktion kan ske gennem køb af CO2-kvoter i ulandene? Og når der samtidig ikke er indbygget noget bødesystem i aftalen. Dermed har EU ikke nogen mulighed for at gribe ind med sanktioner, hvis landene ikke overholder aftalen. Hvor er succesen i sådan en europæisk klimaaftale?

Vi vil ikke kunne beskytte vores klima og miljø i løbet af én nat. Men vi kan gå i gang med dette arbejde lige nu, hvis vi tænker på ny og agerer på ny. Med ægte nytænkning er der ikke kun tale om 20 procents reduktionskrav. Kloden har brug for, at der bliver skiftet til et hurtigere gear, så: 1) den politisk beslutning om større CO2-reduktioner kan iværksættes, jo før, jo bedre; samt 2) at få de store CO2-udledende nationer såsom USA, Kina og Indien til at komme med på banen. Uden disse nationer bliver det overordentligt svært at få gennemført en tilfredsstillende brugbar CO2-reduktionsplan i København.

Kloden har brug for klima- og energitiltag samt -løsninger, som i det korte perspektiv reducerer CO2-udslippet samtidig med at løse den igangværende globale finansielle krise.

Samtidig bør vi i det lange perspektiv være forberedt til, at kloden frem mod 2050 vil blive befolket med op mod 9 milliarder mennesker. I bund og grund handler det om at være forudseende og værne om vor klode - en klode, vi skal videregive til kommende gererationer.

Dr. Sebastian H. Mernild, International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, USA, er klima- og polarforsker, ph.d.

Er EU’s klimapolitik en succeshistorie?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce