Den danske folkeskole er ved at blive afviklet som en dannelsesskole til fordel for en angelsaksisk inspireret pensumskole. Imens diskuteres blot test af elevernes viden i folkeskolen.
Dannelsesskolen i Danmark er unik. Den blev i princippet indført med skoleloven i 1814, da man fjernede præstestandens prægning i den nødtørftige undervisning, børnene fik. I alle senere skolelovsrevisioner stod spørgsmålet om skolens dannelsesopgaver mere eller mindre centralt og eksplicit formuleret, og i de folkeskolelove, der har været særligt efter den sidste verdenskrig, har dannelsen været et velformuleret indhold i den undervisning, som folkeskolen skulle give dens elever.

Den siddende regering har imidlertid med skiftende partnere gjort voldsomme indgreb over for det skolesyn, og de seneste tiltag viser med al tydelighed, at det er den såkaldte curriculumskole, der nu er på dagsordenen. Curriculumskolen, også kaldet pensumskolen, opererer ikke med begrebet dannelse i sit læringssyn. Og bringes talen hen på dannelsen, er synspunktet, at den kommer gennem pensum i sig selv - altså af sig selv.

Det er bl.a. på den baggrund, at man skal forstå undervisningsministerens forkærlighed for test. Tester man elevernes kunnen, tester man også deres dannelse. Det er naturligvis en vildfarelse.

Curriculumskolen hører hjemme i en angelsaksisk didaktisk tradition. Den danske folkeskole med dens dannelsesperspektiver på lærdommen hører til i den europæiske åndsvidenskabelige tradition, hvor der grundlæggende ligger en opfattelse af, at bibringelse af lærdom og bibringelse af demokratisk kompetence hænger uløseligt sammen. Læreinstitutionen kan ikke uden selv at være demokratisk lære demokrati.

Det er imidlertid ikke kun fra skolens egen minister, at dannelsesskolen er truet. Den trues også indefra af en ganske vist vigende trang til at eksperimentere med den amerikanske pragmatisme, ikke mindst teorierne om de mange intelligenser repræsenteret ved den amerikanske psykolog Howard Gardner.

Han fokuserer på, hvordan eleverne skal lære i skolen. Det er naturligvis dybt problematisk for en dannelsesskole som den danske folkeskole, hvor netop spørgsmålet om, hvad eleverne skal lære, stilles før spørgsmålet om hvordan.

Dette sidste retfærdiggør ingenlunde testtyranniet, men kalder nærmere på evaluering i den forstand, at der foregår en tilrettelagt undervisning med klare undervisnings- og dannelsesmål. Til den amerikanske pragmatiske familie hører også teorien om læringsstile.

HVIS således synspunkterne, det være sig fra minister eller amerikanske psykologer, ikke kommer ud over, at hovedindsatsen i skolens undervisning er at finde ud af simple rækkefølger af hændelser, kasusbøjninger mm., eller hvorledes eleverne lærer og at profilere dem efter det, opstår der et problem.

Det er dybest set ikke foreneligt med dannelsesskolens grundlæggende tankegang, at det er stofindholdet, der er afgørende for, at både lærdom og dannelse kan opnås gennem skolegang og undervisning. I den europæiske åndsvidenskabelige didaktiske tradition tages der i øvrigt højde for læringsstil, idet der tales om helhedsorienteret undervisning.

Konkret er der adskillige vidnesbyrd om, at denne likvideringsproces af folkeskolen som dannelsesskole til fordel for en pensumskole uden dannelsesperspektiv er i fuld gang.

De overgreb på sprogfagene, som kommer fra regeringen og Undervisningsministeriet, er betydningsfulde. Sprog skal ikke længere læres for at kunne kommunikere og tage del i den globale dialog, sprog skal ikke længere læres for at opnå en interkulturel forståelse, som er et helt nødvendigt input for at kunne indgå i globaliserede sammenhænge. Sprog skal læres for sproget egen skyld.

Det synlige bevis herpå er eksempelvis, at afgangsprøven i tysk fremtidig skal være skriftlig. Det levende fremmedsprog reduceres gennem tiltag af denne karakter. Man får tyskfaget vendt indad, og man må jo nødvendigvis satse på formelle færdigheder, når prøveformen er skriftlig.

I den mundtlige prøveform får eleverne en mulighed for at kommunikere, at gøre sig forståelige på et fremmedsprog og står således rustet til i "virkeligheden" at tage livtag med den fremmede kultur i det pågældende sprogområde.

DEN just offentliggjorte kanon for faget historie taler også sit tydelige sprog. Gennem en ensidig fokusering på kronologi afhjælpes faget som kultur- og dannelsesfag.

Den eksemplariske undervisning i historie, som burde erstatte kanonen, går i kødet på samtidens historiske forestillinger, det vi kalder den kollektive erindring, og den går i kødet på hændelsesprocesser med henblik på at etablere en procesforståelse af den historiske tankegang, der rådede, da hændelserne udspillede sig med det perspektiv, at de fortsat er vigtige for at forstå sin egen tid og dens tankegang. Man kan derfor ikke tilfældigt vælge noget ud og samtidig påstå, at det er vigtigt at lære.

Man kan undre sig over, at professionelle historikere har kunne levere en vare til ministeren, der i den grad ikke forstår faget historie hverken i en dannelsessammenhæng eller som videnskabelig disciplin, der som fag i skolen har et eksplicit kultur- og demokratiopdragende perspektiv.

TIL spørgsmålet om, hvorfor den danske folkeskole skal afvikles som dannelsesskole. Det ser ud som om, konstateringen af, at et antal elever forlader folkeskolen uden at kunne læse ordentligt, i hvert fald er anledningen til det stundende kulturhistoriske attentat mod folkeskolen.

Da det imidlertid har været sådan i umindelige år og under alle folkeskoleloves tidsaldre, at der har været et vist antal elever, som aldrig lærte at læse og skrive ordentligt, kan det næppe være grunden.

I det hele taget kan man sige, at folkeskolen altid har levet op til forventningerne. Alle, der i dag kritiserer skolen, siger, at den folkeskole, de selv gik i, var bedre end den, deres børn går i - og disse nuværende elever vil sikkert om nogle år sige det samme om deres børn.

Det er den positive vurderingen af folkeskolens indsats gennem tiderne. Den er positiv først og fremmest i den forstand, at den anerkender, at der er problemer i skolen, men også derved at den samtidig ikke ser skolen som hverken årsag eller løsning på det problem, at der i hele folkeskolens levealder har været elever, der ikke får lært det, de skal.

Ser vi således eksplicit på denne procentdel, som har vakt ministerens vilje til at gribe overdimensioneret ind over for folkeskolen, er det derfor ikke specielt interessant at spørge, hvordan det kan være, at nutidens lærere heller ikke kan formå at bibringe denne restgruppe evnen at læse og skrive ordentligt.

Tankegangen bliver desværre den, at gennem terperi i gold viden som afhjælpning af problemer med, at nogle få elever ikke lærer, det de skal, så kan skolens problemer afhjælpes.

At lære det, de skal, er en stående frase i ideologikritikken af den danske folkeskole. Det er et maksimalistisk begreb, som reelt ikke dækker over noget præcist indhold.

Ambitionen i regeringsgrundlaget om at skabe verdens bedste folkeskole er kommet skidt fra start. I virkeligheden foregår der på området om at udvikle folkeskolen en reel kulturkamp om det betimelige i at erstatte dannelse med pensum og at erstatte undervisningsdiffentiering med elevdifferentiering.

Med det sidste skrider grundlaget for dannelse, dvs. dannelse for alle. Det betyder bl.a. at der måske ikke udvikles den fornødne kritiske sans og selvforpligtelse til at være kommende bidragydere til demokratiets og samfundets udvikling gennem undervisning af høj kvalitet og didaktisk gennemtænkthed.

Jørgen Skaastrup, Kærbygade 16, Vester Kærby, Agedrup, er cand.mag, lærer, lærebogsforfatter og beskikket censor på lærerseminarierne.