En stor sønderjydebanede vej til Rom


En stor sønderjydebanede vej til Rom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Georg Zoega slog sig i slutningen af 1700-tallet ned i Rom, hvor han skrev lærde værker om mønter og obelisker. Hans forbindelser åbnede døre for danske kunstnere

Den 10. februar 1809 sad Bertel Thorvaldsen ved sin ældre, men gode vens dødsleje i Via Gregoriana nær den spanske trappe i Rom. Georg Zoega nærmede sig sine sidste minutter, mens Thorvaldsen søgte at berolige ham og hjælpe den sidste vej i livet. Sammen havde de udført meget, men de sidste skridt måtte Zoega tage alene.

Georg Zoega havde boet i Rom fra ungdommens dage. Han var født i Møgeltønder i Sønderjylland, men gennem sin dygtighed fik han ministerielle stipendier, så han fik mulighed for at tage på dannelsesrejse rundt i Europa.

Rom var dengang som nu dannelsens by, og efter et ophold af et par års varighed i 1770’erne slog han sig endegyldigt ned i den evige stad, hvor han snart fik kontakt til de ledende forskere og økonomiske mæcener i byen og dens omegn.

Hans store interesse for møntlære, den såkaldte numismatik, satte ham i forbindelse med kardinal Borgia, der stammede fra Velletri lige udenfor Rom, og som var i besiddelse af en meget stor samling mønter fra oldtidens Egypten.

Kardinal Borgia var efterkommer af en gren af den berømte og berygtede pavefamilie fra ca. år 1500, hvor Rodrigo Borgia under navnet Alexander den 6. var pave fra 1492 til 1504 med store udskejelser til følge.

Kardinal Borgia var ganske anderledes. Han var en højt kultiveret repræsentant for sin stand og ansatte med glæde Zoega til at få orden på den store og uoverskuelige mængde egyptiske mønter og i tilgift skrive nogle lærde værker om såvel egyptiske mønter som om obeliskernes historie.

Zoega tog gerne mod opgaverne og arbejdede med dem resten af sin tilværelse, og hans storslåede resultater forsynede ham med en årlig ydelse fra den danske stat, som satte pris på hans indsats i det udenlandske.

Skønt Zoegas forhold en periode var noget omtumlede, fandt han en fast base i Rom, som han aldrig ønskede at forlade. I sine første unge år i byen flyttede han nemlig ind hos en kunstner og hans hustru, hvor han mødte deres datter Mariuccia Petruccioli. Det blev sagt om Mariuccia, at hun var den smukkeste kvinde i Rom, og til Zoegas store glæde viste det sig, at hans kærlighed til hende var meget gengældt.

De ville derfor giftes, men havde et problem, som i datiden var meget stort. Zoega var nemlig lutheraner, hvorfor den katolske kirke ikke kunne godkende ægteskabet. Der fandtes kun én løsning på problemet, og det var en konvertering til den katolske kirke for Zoegas vedkommende. Han gennemgik derfor den nødvendige undervisning og blev i al diskretion optaget i romerkirken, så brylluppet kunne finde sted.

De to unge ønskede naturligvis at anskaffe deres egen bolig, men da økonomien lod en del tilbage at ønske, måtte de slå sig ned i en både dårlig og fugtig bolig i kvarteret nær Pantheon. Der var meget fugtigt i hele dette område, fordi Tiberen jævnligt gik over sine bredder, oversvømmede gaderne og trængte ind i de lavere liggende stokværk i husene, der på denne måde blev særdeles fugtige og usunde.

Her fødte Mariuccia familiens første børn, hvoraf den ene døde grundet de dårlige forhold. Stor var glæden derfor, da det omtalte stipendium fra Danmark gav mulighed for at flytte til Via Gregoriana, hvor Zoega skulle bo de resterende ca. 25 år af sin tilværelse.

Ægteskabet med Mariuccia var et rigtigt italiensk ægteskab, som det fandt sted i datiden, hvilket er væsentligt anderledes, end det kendes i dag, og det gav Zoega perioder af stor fortvivlelse.

Det var nemlig helt almindeligt, at kvinderne havde en såkaldt servente gentile, hvilket var en tjenende ånd, der varetog alle kvindens behov, og det betød virkelig alle behov. Ideen stammede egentlig fra renæssancens Genua, der var en driftig handelsby med masser af købmænd, som ofte var væk fra hjemmet i årevis.

For at støtte deres hustruer og spare dem for sladder ansatte de sådanne tjenende ånder, der kunne ledsage dem til alt fra indkøb over kulturelle sammenkomster til store og små fester og i det hele taget sørge for, at hustruerne levede en helt igennem fornuftig og tålelig tilværelse.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et sådant forhold udvikle sig til egentlig kærlighed, når ægtemanden havde været væk i en længere årrække, og denne servente gentile i hans sted havde opvartet hustruen.

Derfor var det også almindeligt, at ægtemanden anerkendte eventuelle nytilkomne børn som sine egne, når han returnerede fra sine forretningsrejser. Han havde jo selv valgt sin afløser.

Denne skik var almindelig blandt det romerske borgerskab omkring år 1800, så det var helt naturligt, at den smukke Mariuccia havde et forhold til den kendte kunstner Piranesi, som hun jævnligt og helt åbenlyst mødte hos en kendt koblerske i nærheden af sit hjem. Ingen fandt det mærkværdigt, for alle familier kendte til samme forhold.

Dog tog det hårdt på Zoega, der ofte klagede sin nød, hvortil hans hustru bemærkede, at han skulle have taget sig en dansk kone, hvis han ikke kunne forstå Sydens særlige måde at leve på. Interessant nok svarede Zoega, at Mariuccia havde givet ham et liv, han aldrig ville undvære. Så hellere tage de ubehageligheder, han fandt i samtidens skikke.

Privatlivets problemer hindrede ikke Zoega i at udfolde sig til fordel for de danske kunstnere, der søgte til Rom for at uddanne sig gennem et studieophold byen. Han tog sig gerne af de nyligt tilkomne og arrangerede, at rundvisere gav dem et indtryk af de mange muligheder, byen kunne tilbyde.

Ligeledes oprettede han et samlingssted for skandinaver i Rom. Det kan godt betegnes som den første skandinaviske forening i byen, og den blev placeret i det, der i dag er en af verdens fineste gader, nemlig Via dei Condotti ved foden af den spanske trappe og således meget tæt på Zoegas hjem.

Her kunne danske og andre skandinaver mødes i Antico Caffe Greco, som stadig eksisterer, og her kunne de afhente post og få nyheder fra de hjemlige egne. Foreningen blev flittigt benyttet og var med til at placere Zoega som noget ganske centralt for de danske kunstnere.

Da Thorvaldsen kom til Rom, lærte han snart Zoega at kende. Efter en vanskelig start på deres forhold blev de nære venner, og det var ikke tilfældigt, at netop Thorvaldsen sad ved vennens dødsleje. Han havde nydt godt af Zoegas forbindelser og venskab, og han førte Zoegas ånd videre i arbejdet med at støtte de unge kunstnere, der kom til Rom for at lære i dannelsens by.

Da Zoega døde den 10. februar 1809, blev hans afsjælede legeme bragt til den nærliggende kirke San Andrea delle Fratte, hvorfra han blev begravet. Det er et dejligt kirkerum, som også dengang husede to af Berninis engle, der egentlig burde have været sat op på Ponte sant Angelo, men som blev betragtet som så smukke, så de ikke skulle udsættes for tidens slitage.

Georg Zoega sluttede derfor en stor indsats omgivet af smukke skulpturer udført af en af historiens største kunstnere som et tegn på, at hans indsats har været uvurderlig til fremme for udviklingen af danske kunstneres mulighed for at lære og føle Sydens magi og tryllerier.

Det var formentlig ikke sket uden Zoegas dygtighed og vilje til at hjælpe og fremme forholdene for andre.

torben hangaard

Bådvej 74, Odense NØ, er sognepræst i Vollsmose
Torben Hangaard - Odense Byråd arkiv 179-1A
Torben Hangaard - Odense Byråd arkiv 179-1A
Foto: Heidi Lundsgaard

En stor sønderjydebanede vej til Rom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce