Havenisser rynker man på næsen ad, men tag ikke fejl: De har en storslået forhistorie som middelalderens fyrster og adeliges havepynt
På engelsk hedder de Gnomes, på tysk Garten-Kobolde. På dansk kender vi dem som havenisser. Og der er efterhånden mange af dem. Det vrimler med farvestrålende gips- og især plasticfigurer (de såkaldte PVC-nisser) i haver og udestuer. Mange bringer dem med hjem fra indkøbsture i Tyskland. Og de fleste smiler lidt overbærende ved synet af disse muntre små væsner. Det er der nu ingen grund til trods de uhyrligheder, man præsenteres for.

Mange har på grund af de seneste års boom troet, at havenisser var et specielt tysk fænomen. Men havenisserne har en langt mere ærværdig historie bag sig, hvis man skal tro den tyske professor Hans-Werner Prahl fra universitetet i Kiel, der har boret i havenissernes tænkelige oprindelse.

Ifølge Prahl er der nemlig meget, der taler for, at der består en forbindelse mellem de nutidige havenisser og de figurer, man fremstillede i Tyrkiet i middelalderen.

I det anatoliske Kappadonien havde man i den sene middelalder rige kul- og malmforekomster, men de lå i noget løst materiale, hvor man ikke kunne lave større, bæredygtige minegange. Løsningen lå om ikke lige for, så lige om hjørnet. Man købte simpelt hen nogle små folk i Afrika til arbejdet - pygmæer. De var trods deres størrelse meget stærke og passede fint i de trange og lavloftede gange under jorden.

Den, må man antage, overtroiske befolkning forsøgte i deres kultfigurer at fastholde disse for dem at se dværges magiske kræfter. De lavede dem i sten. Og disse stenfigurer bragte venezianske købmænd i den sene middelalder hjem til Italien. Så kan vi også give Marco Polo hæderen for det!

Disse figurer faldt hurtigt i fyrsternes smag. Nu skulle alle adelige have deres parker udsmykket ned den slags pygmæer, og så måtte landets stenhuggere i gang med at kopiere. Det samme gjaldt snart for andre europæiske hoffer. Der blev hugget dværge, så det var en lyst. I Italien naturligvis fortrinsvis i marmor.

Dværge havde man jo både et skræmt og muntert forhold til. Der var dels de magiske og truende bjergværksfolk, dels de berømte hofnarre. Mange malerier fra den tid fremstiller dværge. De mest berømte er nok malet af den spanske maler Velasques.

Men dengang var "havenissser" altså kunstværker for de rige. Håndværkerne arbejdede i marmor, gips eller porcelæn, men af og til også i træ eller læder. Da borgerskabet i det 17.-18. århundrede kom til magt og penge, opstod der en ny kundekreds. De rige handelsmænd og fabrikanter ville gerne efterligne adelen. De ønskede deres villaer og haver udsmykket med disse figurer.

Allerede her begynder vel havenissekunstens deroute. For af disse somme tider meget store, park- og hofdværge blev kun havenissen tilbage. Der var jo begrænset plads. Dværgfigurerne blev, selv om det lyder dumt, faktisk mindre og på grund af den stigende efterspørgsel også standardiserede. Med den voksende porcelæns­industri fik den jævne befolkning også råd til havenisser af porcelæn - og de kunne jo holde til skiftende vejrlig.

I Harzen og Schlesien, hvor der var megen bjergværksdrift, var man godt kendt med disse dværge og deres "underjordiske" kræfter, så det er vel ikke så underligt, at der her allerede var gang i fremstillingen.

Med industrialiseringen begyndte den egent­lige masseproduktion af dværgene. Småborgerskabet og arbejderne ville også have det, som de rige havde. Og så kom der gang i udsmykningen i de små haver og på altaner, og hvor man nu kunne finde plads. Alle disse nisser af porcelæn eller gips eller træ eller pap var man selvfølgelig klar over, kun var en erstatning. Men med småfolks usle arbejdsforhold og elendige boligforhold tjente de som langt mere end erstatning. De var en erindring, en trøst. Havenissen var en rest af det naturlige, fra dengang der stadig var noget smukt i verden.

For at sige det lidt firkantet: De intellektuelle havde deres romantiske kunst (og den findes jo stadig i rigt mål i italienske og østrigske paladshaver), arbejderne havde deres havenisser, som de intellektuelle kunne rynke på næsen ad.

Men alle havenisserne fremstiller jo fortiden før industrialismen. De afbildes med spader eller trillebøre eller kurve til at samle nødder i eller med hammer og ambolt. Ingen kunne finde på at fremstille en havenisse som samlebåndsarbejder eller med en motorsav.

Eller finde på og finde på ... Jeg har da set havenisser med en græsslåmaskine og med transistorradio (for ikke at tale om de til tider florerende pornonisser). Så man må sige, at kulturen ved at følge med tiden slår sig selv på munden.

Masseproduktionen har selvfølgelig gjort havenisser billigere og dermed til grin for folk, der mener at have forstand på kunst (dvs. penge). Og selvfølgelig findes der gyselige eksemplarer ind imellem. Men masseproduktion er ikke i sig selv noget dårligt. Ligesom man kan købe glimrende reproduktioner af malerier, kan man også være heldig at finde en billig kopi af en klassisk havenisse.

Og moden breder sig jo, eller rettere, forståelsen for havenissernes kultur. Nu har interessen fået en modbevægelse. I Frankrig har man bevægelser som "Havenissernes befrielsesfront". Medlemmerne stjæler i nattens mulm og mørke folks havenisser og sætter dem "fri" i en park eller i en rundkørsel. Disse bevægelser må jo mene, at havenisser i grunden er uskyldsrene og slavebundne.

Det kan jo kun glæde en inkarneret havenissefan. Det skaber i hvert fald interesse i medierne for disse figurer, der altså nedstammer fra kultiske billeder af pygmæslaver i middelalderens Kappadonien. Og ikke er en tysk opfindelse, selv om det var Tyskland, der greb chancen og annekterede dem.

Havenisserne er blevet en tysk eksportschlager, og nu står der "Made in Germany" på hver eneste havenisse, man finder i Californien eller i Sydafrika - de største eksportmarkeder.

Man kan håbe, at havenisserne overlever alle overfladiske forsøg på at gøre dem til andet, end de er. Et - om end lidt - memento. Og det er da allerede noget.

Som den østrigske maler Friedrich Hundert­wasser sagde: Måske fordi de "er den sidste bastion mod vor tids sjælløse og nihilistiske diktatur."

Jannick Storm

Møllegårdsvej 27, Nørre Alslev, er forfatter