Hun er cirka 50, har selv otte børn og tager sig af talrige andre. Hun driver et lille primitivt gæstehus med restaurant og bar, men det kniber at tjene til både husleje, dagen og vejen
Hun er yndig. Intet andet er dækkende, når man ser hende. Især lige efter at datteren har sat en kunstfærdig frisure på hende af - dels hendes eget hår - dels noget kunstigt af nyeste design. Med den frisure ser hun næsten yngre ud end sin ca. 30-årige datter.

Felista er omkring 50 og har født otte børn. De er mellem seks og omkring 35 år.

Hun er en bemærkelsesværdigt person med et liv, der er anderledes end de flestes. For eksempel blev kun hendes fire første børn født i ægteskabet med hendes mand.

Voldelig som han var, havde han nær banket hende ihjel, hvorefter hun tog flugten - jeg tror medbringende de to yngste. De to ældste drenge flygtede siden fra faderen. Selv om de ikke kendte deres mors opholdssted, fandt de frem til hende og sluttede sig til hende og deres søskende. Siden har hun klaret det for sig selv og sine børn. De sidste fire har hun fået med forskellige fædre.

Der har altid været flere børn i hendes hjem end hendes egne.

I alt har hun huset, bespist og klædt ca. 50 børn gennem årene. Alle har gået i skole, alle forsøgt (og som regel med held) at blive givet en videre uddannelse end lige grundskolen - i et land, hvor der skal betales skolepenge, og hvor der forlanges, at eleverne er iført skoleuniformer og sko, og at de selv sørger for udstyr som stile- og regnehæfter, skolebøger, blyanter og kuglepenne.

Alle har fået mad hver dag. Ingen er døde undervejs, hvilket er utroligt. Der dør ellers alt for mange børn i Tanzania. Ofte på grund af sygdomme, der kunne behandles, hvis der var penge til læge og medicin.

Felista BOR i Nansio på Ukerewe - en ø i Viktoriasøen i Tanzania. Dér har jeg opholdt mig i flere uger i hendes lille gæstehus. Jeg har været vidne til hendes daglige kamp for at tjene penge til sin børneflok - i øjeblikket otte, hvoraf kun én er hendes egen - sin gamle mor og sig selv. Så er der også lige hendes to ansatte - en altmuligmand på 26 år og en ca. 20-årig pige, der hjælper med madlavning og opvask.

Det vil sige, at hun - den eneste, der har en indtægt - forsørger 12 personer lige nu. Det veksler jo. Der kan være lidt flere eller lidt færre i familien på et andet tidspunkt.

Jeg tog derfra lige før jul, og da begyndte alle de andre børn at komme hjem. En dreng på seks år, en ung mand i tyverne, to børnebørn på 14 og 15 og en voksen datter med et par børn (det var hende med frisuren).

Kort tid forinden havde hun besøg af sin søster og søsterens datter med barn. De blev hos hende en 14 dages tid. Stadig kun én indtægt - Felistas.

JEG boede i hendes gæstehus, et mindre hus med fire værelser til leje, restaurant med bar, terrasse med skyggeparasoller(pæle med græstag - rigtig rart) og en forhøjning med en gammel sofa lige foran restauranten - og et køkken. Der er inde i huset et slags badeværelse. Toilettet og endnu et badeværelse er ude i gården.

Alt er under bølgebliktag med høj rejsning - men ganske uden lofter. Det vil sige, at der lydmæssigt ikke er meget privatliv på værelserne. Hvert knirk fra sengene og hvert lønligt suk høres. For ikke at tale om snork.

Restauranten er hyggelig med en rar belysning (ikke lysstofrør). Der er intet tv, hvilket er en velsignelse. Til gengæld kører musikanlægget konstant til glæde for hele huset (og faktisk medvirkende til en vis form for lydmæssigt privatliv, da der er skruet så meget op for musikken, at man dårligt kan høre andet).

Hvis der altså er strøm. Det er der for det meste, men i regntiden, da der ofte er voldsomme regnskyl med torden og lyn, sker det ofte, at strømmen falder ud.

Alle møblerne på Gallu Beach, som gæstehuset hedder, er af gedigent træ og ikke de elendige plasticmøbler, man desværre ser oftere og oftere i Afrika. Der er duge på bordene, et spisekort med lækre retter - og Felista er en fremragende kok.

Men - forretningen går sløvt, og i skrivende stund ved jeg faktisk ikke, om nogle indtægter, som hun har til gode, men som på det tidspunkt, jeg forlod hende, ikke var blevet betalt, i mellemtiden er blevet betalt.

Det er indtægter, der skriver sig fra nogle af regeringens kontraktansatte bygningskonstruktørers ophold og fortæring. De har ikke fået deres løn udbetalt endnu.

DEN unge mand - Johny -som arbejder for Felista, har følgelig heller ikke fået sin løn i et par måneder. Han har sin kone boende langt væk i en anden by på fastlandet. Konen har lige født en søn, så Johny vil gerne hjem, se sønnen og besøge konen. Det er umuligt uden penge til rejsen. Så han venter - uden de helt store beklagelser.

Zamda - den unge pige - forsvandt et par dage, mens jeg var der. Så dukkede hun op igen. Hun havde været i Mwanza, og med sig tilbage havde hun sin otteårige datter, Anifa, som nu også bor hos Felista.

Et af de andre børn, Felista tager vare på, er en kvik lille dreng på ca. syv år - Jack. Jack er søn af en alkoholiseret, forhenværende tjener, som nu bor langt væk og har efterladt sønnen i Felistas varetægt.

JEG selv fik malaria, mens jeg boede hos Felista, og så tog hun også vare på mig. Helt selvfølgeligt og ret bekymret for mit ve og vel. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre for at være glad for et længere ophold på Ukerewe, hvis Felista ikke var der. Dette være sagt til alle, der kunne tænkes at besøge øen (som i parentes bemærket er et besøg værd). At komme til Gallu Beach er som at komme hjem.

Ud af en næsten ikke eksisterende indtægt skal Felista betale et halvt års husleje forud for sit private hjem og for restauranten/gæstehuset til den første januar.

Hvis ikke hendes tilgodehavender kommer ind inden, kan hun godt dreje nøglen.

Jeg kunne fortælle meget om Felista. Også at hun har evner og potentiale til langt mere, end det hun arbejder med nu. Jeg tror, hun kunne have drevet det rigtig vidt med en ordentlig uddannelse. Hun er nemlig også intelligent. Selvfølgelig bærer hendes krop præg af børnefødslerne, men som sagt: Hun er yndig. Smuk, klog, modig.

Hvor ville jeg gerne have hende indstillet til en pris af en eller anden art. Fordi hun giver. Fordi hun har omsorg. Fordi hun altid har taget - og altid vil tage - sig af børn - sine egne eller andres. Ene og alene fordi de trænger til at blive taget sig af, og ingen andre kan eller vil. Hun gør det absolut ikke med nogen som helst tanke om prestige, belønning eller tak.

Denne pris skulle også gives hende, fordi hun er en mor, der ikke giver op, ikke jamrer eller klager, og den skulle meget gerne følges af nogle voksne kontanter. Disse for at redde den øjeblikkelige situation, men også gerne så mange, at de ville sikre hende, alle "hendes" nutidige og fremtidige børn og hendes gamle mor.

For eksempel ville det være en hjælp, hvis hun selv ejede sit gæstehus og sit hjem og slap for at skulle tænke på de halvårlige huslejer. Så kunne det jo også være, at der blev mulighed for at lægge lofter over værelserne og restauranten og installere badeværelser. I så fald er der ingen tvivl om, at hun ville få mange flere gæster, og dermed en bedre mulighed for indtægter.

Disse var ordene. Er der sådan en pris?

Birgit Arbirk, Norupvej 41, Otterup.