Mange flygtninge i Danmark sidder traumatiserede i lejre, som kun kan betegnes som åbne fængsler. Vi bør gøre noget for at ændre tingenes tilstand.
I Danmark ser vi os selv som et særdeles humant og etisk folkefærd, som rundhåndet giver ud af vor overflod til de fattige over hele kloden. Men det er nu en sandhed med modifikationer.

Sandt er det, at vi årligt samler millioner ind til Røde Kors, Danida, Børnebyer, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp m.fl., men lige sandt er det, at kun en brøkdel af disse millioner når ud til de nødstedte og sultne ofre.

Resten går til enorme lønninger i denne voksende "industri", samt ikke mindst i lommerne på de ofte korrupte regeringer og samarbejdende organisationer, som ofte sælger dansk nødhjælp på det private marked. Af de indsamlede midler - såvel penge som fødevarer - går en endog stor del til ren korruption, samt til eksorbitante lønninger i nødhjælpsindustrien.

For mange af de mere målrettede projekter, som f.eks. adoption af et barn i den tredje verden, viser det sig nu, at de indsamlede beløb end ikke kommer ud af landet, men forsvinder sporløst op i den blå luft. Ofte findes det pågældende barn slet ikke. Men er rent opdigtet. Dette er naturligvis dybt uetisk, umoralsk og uden tvivl dybt kriminelt.

Så meget for tanken om at hjælpe flygtninge og nødlidende, hvor de er i deres hjemlande. Milliarder af kroner fra den vestlige verden går tabt hvert år.

Flygtninge i Danmark har det ikke ret meget bedre. Traumatiserede og tingsliggjorte sidder de i lejre, som kun kan betegnes som en form for åbne fængsler med hele deres familie. Deres tilstand går fra dårligt til værre under deres ophold i Danmark.

De gøres nemlig til passive bistandsmodtagere, uden nogen mulighed for at genvinde eller opretholde en vis selvrespekt og ender i en situation af nærmest zombiagtig karakter, hvor deres frie vilje og ansvarsfølelse er dem fuldstændig frarøvet af samfundet og som gør det umuligt for dem, på længere sigt, at vende tilbage til deres eget land og genoptage en meningsfuld tilværelse. De holdes i en tilstand af tomhed og meningsløshed, der kun kan bryde dem yderligere ned.

Det må vore politikere snart se at få øjnene op for - især de mange af dem, der har en fortid som præster, psykologer, socialarbejdere og andre humanistiske professioner.

Det turde være klart for enhver, at det at sidde inaktiv i et fremmed land uden at have noget at lave er nedbrydende for enhver - og især for de, der har voldsomme traumer med sig. Og lige nøjagtigt her startes den negative sociale arv, der tales så meget om.

Hvilket barn kan respektere forældre, der sidder dagen lang uden at arbejde, eller et samfund, hvis børnene overhovedet forstår, at det er samfundet, der holder deres forældre i denne ulykkelige situation og at det er strid med deres forældres legitime ønsker?

Man savner politisk vilje og mod til at erkende dette problem og tage det seriøst. Er der en løsning på denne umoralske tingenes tilstand? Ja, det mener jeg så sandelig, at der er.

Løsningsforslag til imødegåelse af de mange organisationers gøren deres arbejde til en 'godgørende' industri, som ofte lukker op for korruption både her i landet og i modtagerlandene:

Regeringen, dvs. integrations-, skatte- og justitsministeriet, burde kulegrave disse tvivlsomme 'hjælpeorganisationers' regnskaber og yderligere føre tilsyn med modtagerlandenes brug eller misbrug af de indsamlede midler, samt offentliggøre en årlig rapport.

Vi danskere skal have mulighed for at se, hvor meget af vore frivillige bidrag i realiteten kommer de nødstedte til gode og hvor meget, der ender i private lommer, eller ender på korrupte regeringers personlige konti - eller i deres krigskister. Man burde også se nærmere på, hvorledes det kan lade sig gøre, at dansk og anden nødhjælp havner på butikshylder og ikke i de nødstedtes slunkne maver.

Løsningsforlag til imødegåelse af de traumatiske og inhumane forhold, under hvilke vore herboende asylansøgere holdes:

Det vigtigste er at få dem ud af lejrene, om end ikke permanent så i hvert fald for en tid, ud til en arbejdssituation, der kan hjælpe dem til at få kontakt med andre borgere her i landet, genvinde deres selvrespekt og ikke mindst bibeholde deres kvalifikationer og forbedre dem. Det burde være en menneskeret og er i øvrigt også nedfældet i Menneskerettighedsresolutionen.

Det kan gøres næsten uden udgift for det danske samfund og samtidig komme den tredje verden til gode og vigtigst af alt i denne forbindelse:

Det vil have en umådelig stor effekt på vore asylansøgeres psykiske tilstand, velfærd og selvrespekt; og ikke mindst lade dem beholde deres børns respekt, hvilket ville betyde mindre problemer for samfundet idet de ville betyde lang mindre kriminalitet bland de unge fremmede.

Lad os oprette et genbrugssystem, hvor flygtningene sorterer og istandsætter vort overflodssamfunds umådelige mange kasserede forbrugsgoder og samler dem sammen til brug for nødhjælp.

Lad de store virksomheder donere udtjente, men brugbare maskiner, som vore flygtninge kunne modernisere, reparere og shine op. Lad vore store og små virksomheder donere værktøj til brug for disse reparationer og lad landets mange landmænd, og håndværksvirksomheder donere udtjente, men brugbare eller lettere beskadigede maskiner til reparation og videreforsendelse til verdens nødstedte. Man kunne også tænke sig, at staten indkøbte nedlagte lagerbygninger, landbrug og gartnerier og overlod det til flygtningene selv at genopbygge dem og drive dem som kollektiver.

Dette ville være en idé, de kunne bruge, når de tog hjem til deres hjemland og startede på at genopbygge det efter en mulig krig eller lign. Vi har jo set, hvorledes lande som f.eks. Israel på rekordtid har formået at opbygge et moderne land, - alene på kollektivtanken (kibbutz-ideologien).

Der er her i landet tusinder af pensionister og førtidspensionister, som gerne ville bruge deres viden og kvalifikationer til at hjælpe vore asylansøgere med sådanne projekter.

Det er en opgave som de fleste flygtninge gerne vil påtage sig, da netop de, om nogen, kan identificere sig med de nødstedte i verdens vidt forskellige regioner og kulturer og som ved fra egen erfaringer, hvad der er brug for.

Jeg mener ikke at flygtningene skulle gøre dette gratis; man kunne jo oprette en bankbog til hver flygtning, der tog del i et sådant projekt, hvor man indsatte et årligt beløb som kunne hjælpe dem når de returnerede til deres hjemlande - og under udenrigsministeriel kontrol og sikkerhed.

Fordelene ved de ovenfor skitserede projekter ville være mange og positive og uden nævneværdige udgifter:

Ideen med kollektiver bærer lønnen i sig selv. Som de fleste ved kan et demokrati kun spire fra græsrødderne. Med et sådant projekt får de hjemvendte flygtninge gode ideer med sig, som de kan bruge - på græsrodsniveau - til at opbygge et spirende demokrati i deres respektive hjemlande og som kan være dem til hjælp ved en hurtig genopbygning af deres land.

Kommer asylsøgerne hurtigt ud af lejrene, øges deres chancer for at få deres psykiske men kureret og de kan enten blive, eller sendes hjem, som værdige og produktive borgere, der kan være deres land til gavn.

Nødhjælpen vil få et gevaldigt og tiltrængt løft og vort vanvittigt store 'smid væk mentalitet' vil i det mindste komme nogen trængende til gode.

Nødhjælpen vil være nød til at gennemgå en kraftig og længe tiltrængt selvkritisk evaluering.

Bagdele ser jeg ikke umiddelbart. Men mange kan sikkert ærgre sig over, at den danske nationalisme, samt at den heraf affødte xenofobi får et tiltrængt skud for boven. Selv kan jeg kun råbe hurra.

Og så kan vi håbe på, at danskerne i højere grad forstår, at humanisme og næstekærlighed skal være personligt og ikke blot noget man kan betale sig fra og ikke noget man kan betale et bureaukrati for at tage sig af eller forskellige obskure og tvivlsomme nødhjælpsorganisationer.

Knud D. Møller er pensioneret lektor.
  • fyens.dk