En apokalyptisk tekst


En apokalyptisk tekst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En apokalyptisk tekst er et varsel, en åbenbaring om undergang. Det gælder også skuespillet "Breaking the Waves", der har premiere på Odense Teater i morgen.

Hun er 25 år gammel, bor i dét skotske højland og er med i den lokale presbyterianske menighed - et sted derude, hvor himmel og klipper favnes i en forreven horisont.

Bess McNiell hedder hun, og hun vil nu giftes. Hvis menigheden samtykker. Menighedens præst lyser for ægteskabet, og han fortæller, at Jesus døde for vore synders skyld, og at denne bekræftelse indeholder tre kendsgerninger:

Den historiske kendsgerning: At Jesus døde og dermed, at hans lidelser for os udtrykker livets grusomhed.

Den teologiske kendsgerning: Jesus døde for vore synder, og det giver os meningen med tilværelsens grusomhed.

Den kognitive (erkendelsesmæssige) kendsgerning: Vi ved dette, fordi det står i de hellige skrifter. Derved forstår vi meningen med livets grusomhed.

Disse tre kendsgerninger er alt, hvad vi behøver for at forstå tilværelsen.

Hvilket fortæller os, at præsten har en ikke ringe tillid til menighedens fatteevne. Hans dogmeagtige udlægning af teksterne synes imidlertid snarere møntet på William end på menigheden.

William ...? Han er menighedens ’presbyter’, ældrerådets talsmand. Venlig i daglig omgang. Men tag ikke fejl, Williams tro er kompromisløs. Han er prebyteriansk fundamentalist. Og da det går op for ham, at Bess’ udkårne er en ikke troende, en ikke frelst, er reaktionen kontant: "Intet godt er nogensinde kommet af et ægteskab med én udefra." William er ubøjelig.

(En ’williamitisk’ stoicisme, som nogle af det sene 1600-tals engelske og skotske indvandrede, de var presbyterianere, i Amerika kunnet have draget nytte af. Men den filosofiske stoicismes religiøse fætter overså i Salem (Arthur Miller: "Heksejagt", Odense Teater sept.-okt. 2007) det asketiske fravalg af begær og verdsligt blændværk, og ’heksene’ blev dømt og brændt).

Heksejagt er det altså ikke i Williams menighed, men det ligner fælt. Her dirigeres livet af frygten for efterlivet, for helvede. Af frygt for, hvad Guds plan med mig og mit liv måtte indeholde. Jo, William er til skriftens bogstav, og han har endnu en trumf: "Bess ved ikke, hvad et ægteskab indebærer. Det har hun ikke forudsætninger for." Bess er jo knapt nok voksen. Da broderen Sam døde, kunne Bess ikke styre sine følelser, som William sagde.

Men "Bess er bare så stærk..." Sådan oplever Jan sin kæreste. Og han ser, ligesom dr. Richardson, ikke eftervirkningerne hos Bess af broderens død som sygdom. Det gjorde menigheden, og dér tog den fejl. For presbyterianerne har Gud fastlagt de frelstes skæbne, allerede før de blev født. Mennesket selv kan hverken gøre fra eller til. Det er prædestination! Reaktionen hedder accept og taknemlighed, ellers handler man mod Guds værk og er kætter.

Dr. Richardson ønsker ikke at svare for Bess på spørgsmålet om, hvad ægteskabet indebærer. Der bliver så, uanset kirkens ønske om, at kvinder ikke taler i kirken, kaldt på Bess, og hun svarer uden tøven: "At to mennesker forenes i Gud.". I dårende troskyld det fuldgyldige svar, og præsten kan kun sige: Bess McNiell, du har din menigheds samtykke, må Gud være med dig. Amen."

Bess og Jan kan ikke få nok af hinanden. De gifter sig og er mega-lykkelige. Jan kender ganske vist ikke Bess’ Gud, men Gud kender Jan. Det har Gud fortalt Bess.

Hvedebrødets tid løber hurtigt, og Jan skal tilbage på boreplatformen.

Bess savner snart Jan så meget, at hun be’r Gud få ham tilbage. Og Jan - måske savner han sin Bess for vildt, måske var der olie på riggens dæk - han rammes af en arbejdsulykke, der lammer ham fra halsen nedefter.

Tilbage på land kan Jan se, han kan høre, han kan tale. Og det er det. Hans krop er vissen, hans sind svinger mellem raseri, lede og afsky ved verden. Og Bess står nu som personificeringen af hans afmagt.

Sekunders rutchetur fra lykkemættede hvedebrødsdage til renovering i helvedes forgård.

Med kærlighed og tro vil Bess helbrede Jan. Bag sit panser af afsky for verden og sig selv forlanger Jan, at Bess skal gennemføre seksuelle forhold til tilfældige mænd og berette om seancerne til Jan. Sådan kan han deltage i Bess’ liv, siger Jan. Et andet synspunkt kunne være, at Jan - i desperat kompensation over sin uformåenhed - finder en pervers tilfredsstillelse ved at prostituere sin kone.

Terapi i behandlingsøjemed...? Det hele bobler for dr. Richardson i følelsesmæssigt anarki. Selv føler han meget for Bess.

Men Jan er Bess’ mand. Så enkelt er det. Alt andet betyder for Bess ingenting.

Den sidste af Jans operationer er ikke vellykket, den skal laves om. Det er nødvendigt, ellers overlever han ikke. Men opereres vil Jan ikke, han har fået nok.

Det vil dr. Richardson respektere, men Bess’ vrangforestillinger vil blive være, og hun skal under opsyn. Jan skal som ægtemand underskrive indlæggelsespapirerne, så Bess kan blive overvåget 24 timer i døgnet.

"Forstår du ikke, jeg elsker hende ..." . Jan raser - og skriver under.

I et glimt ser vi Bess på det røde skib, hvor hun først bliver voldtaget af en knivgal sømand, dernæst knivstukket.. Hun slipper bort, og tilbage i land går hun, blødende fra den ene kind, op i kirken, hvor præst og menighed er forsamlet. Præsten taler om vejen at gå for vi syndere. Vi skal vise uforbeholden kærlighed til loven, til de hellige skrifter.

Og Ældrerådet har besluttet, at "...Bess ikke længere er én af os. Fra denne dag har du ikke længere adgang til kirken. De, der kender dig, skal ikke længere kende dig. Og de, der byder dig ind, skal selv udstødes. Forsvind fra denne kirke, Bess Ammundsen, og vis dig ikke mere i Guds hus."

Bess står forladt, forstår ingenting og vil hen til Jan. Men uden for hans dør står to betjente, de vil føre hende til psykiatrisk afdeling, hvis hun prøver at komme ind.

Bess er alene med sin mor. Hun er bange, ked af, ".. at jeg ikke ku’ være god", hendes blodtryk falder; i vildelse kalder hun på Jan: "Jan? Jan! Jeg er bange. Det er forkert - det hele er forkert." Sygeplejersken mærker ingen puls. Læges giver hjertemassage..

Så har det heller ingen mening mere. Bess er død.

Ældrerådet tillader Bess at blive begravet i indviet jord. Det er storsind med en ilde smag i munden. Ældrerådet har haft mere travlt med at promovere og forsvare dets egen fromhed.

Jan kommer humpende ind på krykker. Han lod sig altså operere!

Og menigheden fremturer i fordømmelsen af Bess. Præsten, William, Jack og dr. Richardson står omkring kisten: "Bess Ammundsen, du er en synder. Og for dine synder er du dømt til helvede." Ordene er præstens. De gør ham ondt at sige, hvilket for Bess er ligegyldigt, men for de omkringstående kan de måske udtrykke den medfølelse, han i situationen ikke formåede at vise i handling. William og Jack bekræfter præstens ord: "Amen".

Jan er en væsentlig del af årsagerne til Bess’ lidelser. Det ved han. Han var hårdt plaget af sygdom. Formildende, jo sikkert, men Jan var Bess’ elskede og blev sammen med egnens kleresi hendes bøddel.

Det følelsesmættede samspil af skyld, anger og afmagt får Jan til at arrangere et slutspil, der - bogstaveligt talt - bryder bølgerne. Med en blanding af kærlig vemod og diabolsk humor får tragedien et sådant strejf af melodrama, at det formentlig havde aftvunget et smil hos Bess.

Per Moth Iwersen er dramaturg.

"Breaking The Waves" er en teaterversion af Lars von Trier-filmen med samme titel.

En apokalyptisk tekst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce