EM i fodbold og fadøl i hjørnesofaen


EM i fodbold og fadøl i hjørnesofaen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er det overhovedet relevant at arrangere et europamesterskab i en globaliseringstid, hvor mange af de store europæiske stjerner er ikke-europæere? Ja, da

EM starter i dag. Men hvad er det egentlig? Her er to svar.

For det første er EM en nationalsentimental anakronisme. EM er som en brølende hjort midt i en modernistisk abstraktion. EM er noget, der målt med globaliseringens højoktan ikke burde være der.

Alligevel er der fuld gang i løjerne nede i Østrig og Schweiz, og i erindring om 80'ernes storhedstid, hvor Frankrig og Holland regerede på grønsværen, og Danmarks absurde triumf i 1992, hvor "Faxe" stik imod bookmakernes tyskerfavorisering "ramte den lige i røven", kan man godt knibe en tåre over gamle dage.

For det andet er EM et delikat udstillingsvindue for verdens pt. bedste og mest ombejlede spiller, Cristiano Ronaldo. Det er her, han sikrer sig lønforhøjelse, og det er her, hans agenter arbejder knaldhårdt for at skrabe nye reklameaftaler i hus. To ting er mindre væsentlige i den sammenhæng. Danskerne er ikke med. Og Ronaldo spiller for den nævesvingende Felipe Scolaris Portugal.

Til gengæld er det både tankevækkende og afgørende, at England ikke er med. Dem vender vi tilbage til.

Lige nu vil alle være europæere. Især, hvis de spiller fodbold og drømmer om en karriere, hvor antallet af tatoveringer, kvindeerobringer og hysteriske transferbeløb er hellige mantraer.

Forbillederne er Chelseas Didier Drogba, FC Barcelonas Samuel Eto'o og Arsenals Emmanuel Adebayor. I en cocktail af floromvunden myte og rå realitet kæmpede de sig ud af vold og sult på det mørke kontinent og blev mangemillionærer på kunsten at få en læderkugle ind mellem to plexiglasstænger.

Den egentlige fodboldmagt ligger i Europa. Burde EM så ikke hedde VM? Ja og nej. Kig bare på England. Hvem i alverden skal de holde med? De burde eje det fedeste hold i verden, når man betænker, at tre ud af fire semifinalister i årets Champions League tilhørte cremen af Premier League.

For at afgøre favoritværdigheden kunne briterne jo bare dyste om antallet af ikke-engelske landsholdsspillere på yndlingsholdene. Problemet er bare, at Elfenbenskysten ikke hører med i EM. Eller Cameroun. Og at Spanien og Frankrig er henholdsvis eksotisk ferieparadis og hjemsted for frølårsspisende akademikere.

Sjovt nok er Danmark og England fælles om den grelle konsekvens. Vi må blive hjemme fra slutrunden. Vi deler også dommen. Vi har fejlet i det globale kapløb. Men så hører ligheden op. Danmark er ikke gode nok til at komme ud i Europa. England, derimod, har alt for meget Europa hjemme hos sig selv.

Løsgjort fra vores sædvanlige nationalistiske filter kan vi se, hvad EM er blevet til. Nemlig et appendiks til Champions League. Og en gigantisk affyringsrampe for de toneangivende europæiske klubber og deres globalt flakkende stjernespillere. I dag Manchester United. I morgen Real Madrid. Først Arsenal og siden hadeholdet Tottenham. Nutidens fodboldspillere rider på den kreative klasses succes: de er sindbilledet på åbne grænser. Burde man ikke kalde Portugal for United-Chelsea2 Barcelona-holdet?

Vi fodboldelskere står i et vadested. Vi er flasket op med fodbolden som noget, der hører lande, byer, ja, bydele til. Man kalder det territorialisering eller tribalisme, dvs. stammekrig.

Iklædt det rette tørklæde og uvorne refræner, der ville få Freud til at rødme, gjaldrer vi vores dybe foragt for fjenden ud over stadion og de tilstødende parkeringspladser.

Vi forsvarer vores territorium. Vi beskytter vores stamme. Og det samme gør fjenden. Følelserne, som hægtes på weekendens kampe, er som skåret ud af et mentalt landkort. Fans af OB hader dem fra den anden side, nemlig B1909. FCK'erne er bebrillede bøsserøve, hvis man spørger Brøndbys supportere. Til gengæld er de nogle bondetampe på Vestegnen ifølge Byens Hold.

Alligevel udveksler de spillere. Uden de store problemer. Indædte Barcelona-fans vil hellere dø end at hænge ud med en Real Madrid-tilhænger. Alligevel bytter lederne af de to hold forretningsfif med hinanden. Og på trods af myten om det glade kollektiv over for det pengekyniske individualistcirkus er de fælles om en succesfuld branding af fodbolden langt ind i det dybeste Asien.

Fodboldkulturen er sentimental. Og det samme er fansene.

I virkeligheden drømmer vi os tilbage til en tid, hvor man vidste, hvem der var rige, og hvem der var fattige. Hvem der var til fals for hurtige penge, og hvem der stædigt holdt fast i fodboldens sande værdier. Sæt selv navne på. Det er så trygt at vide, at de andre er nogle idioter. For verden er kompleks nok i forvejen.

Fodbold anno 2008 er et lokomotiv for liberale markedskræfter. Der handles og brandes i en skala, så der går helt kludder i fodboldens træge mytologi, og der bliver slået sprækker i vores mentale landkort.

Og det er ikke så sært. For det købedygtige fodboldpublikum i dag er ikke voksne mænd med traditionsrig klubkærlighed og fast arbejde. Nej, det er de globaliserede, troløse teenagere. De abonnerer på verden, ikke på våbenskjolde.

Da jeg var barn, havde jeg en legekammerat, der pralede af forældrenes nye hjørnesofa til 7000 kroner. Det var et svimlende beløb dengang for et monstrum af gråsort læder med indbygget drinkholder. Fodbold er ikke meget bedre. Heldigvis.

Den er institutionaliseret praleri, hvor mit hold er sejere end din klub. Fodbold er supplementsreligion og bovlam underholdning for mænd med hang til flæskesvær og tissekonkurrencer. Man kan sagtens ophæve en hjørnesofa til Gud. Bare den er fed at sidde i og koster uopnåeligt mange penge.

Hvis Marx havde levet i dag, havde han sikkert valgt topfodbold som illustration af markedskræfternes kyniske logik.

David Beckham er en metroseksuel tøjdukke. Fredrik Ljungberg er en omvandrende undertøjsreklame, og Zlatan Ibrahimovic - Gud bevare hans anarkistiske magi! - er en PR-kampagne for vellykket integration. Alligevel er fodbold tidløs og smuk. Den er stadig banaliteternes spil med kaos og orden. Reglerne er krig uden våben. I sig selv er de betydningstomme. Lær dem til børnene, og de tonser løs på grønsværen resten af livet. Strategien er en dans med molekyler på en kulisse af tæmmet natur, og konsekvensen, som tilbedes af alle lige fra æggehovedet med tweedjakke og opslået kultursektion til den hårdtslående fadølskværner fra bøhlandet, åbner for skaller i VM-overtid og sublime dybdepasninger fra Andrea Pirlos 29-årige fod.

I fodbold kender kroppen kun én retning: fremad. Men den blærer sig også med at stå stille og betvinge tidens unænsomme dynamik. Det er sejrrige øjeblikke, hvor kroppen udstiller sig selv som statue midt i den fysiske såvel som strategiske tids flyden. Det er mål for sportsfotografernes tålmodige venten. Det er øjeblikke, vi lagrer i en erindring, vi kan dele med andre, og som dermed fungerer som lyriske portaler til kampenes episke dynamik.

Jeg har hørt mange hævde, at fodboldkulturen er en postmoderne erstatningsreligion. Den tryghed, der tidligere kunne gives ved religionens ubrydelige ritualer, opnår vi i dag gennem fodbold og det kredsløb, den tilbyder os i en kompliceret og hektisk modernitet. Kamp på grønsværen, faste pladser på lægterne, så og så mange fadøl på stamværtshuset og evindeligt kværnende smædesange om "de andre" smager af en behagelig redundans. Det er fænomener, som kommer igen i morgen, i næste uge og til næste år. Og det skaber tryghed.

Så hvorfor afholde EM, når vi for længst har sagt goddag til det multikulturelle samfund, hvor selv traditionens forkæmpere spiser burgere om eftermiddagen og sipper japansk sushi om aftenen?

Fordi det er sublim underholdning på liv og død. Fordi det skaber rum for indforstået kodefællesskab. Her kan millioner af nørder skændes om fordelene ved et moderne 4-6-0-system kontra en ufleksibel 4-4-2-formation, mig selv inklusive.

Fordi det er et showroom for dyre fodboldvarer og kommende arbejdsgivere. Fordi det er sjovere at se fodbold end at gå i IKEA. Og fordi EM er et nationalsentimentalt pusterum midt i det hektiske globaliseringsræs.

Og så ender Italien sikkert i finalen mod Tyskland. Men det er en helt anden historie.

bo kampmann walther

Bergsvej 31, Odense M, er lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Forfatter til bogen "Madrisdismo: En bog om Real Madrid" (2006) og fodboldskribent ved dagbladet Information.

EM i fodbold og fadøl i hjørnesofaen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce