Holger Hansen, malermesterens søn fra Nr. Aaby, er ukendt for de fleste. Men han skaffede sig en eventyrlig karriere som storkøbmand og diplomat i det fjerne Østen
den der foretager en rejse har gerne noget at fortælle.

Det gjaldt i Danmark ikke mindst i kriseårene op til krigen og i lange tider efter. Den 16-årige Jørgen Bitsch sejlede i 1938 en tur som kammerdreng på et ØK-skib til Bangkok og hjem igen. Og det skrev han en bog om, der vandt prisen i 1940 som årets ungdomsroman. Og det blev grundstenen i hans senere liv som opdagelsesrejsende (som man sagde den gang) og foredragsholder. Man kunne leve af drømmen om eventyr i det fjerne.

En anden, samtidig ungersvend med udlængsel var malermesterens søn fra Nørre Aaby. I 1935 drog Holger Hansen som 16-årig til København med en præliminæreksamen i bagagen og en violinkasse under armen.

Han nåede langt med begge dele. Forude ventede en ansættelse som lærling i det store og myteomspundne danske verdensfirma ØK. 

Efter læretiden og selvvalgt uddannelse på Handelshøjskolen blev han i 1939, da Europa stod i brand, sendt til Rangoon i Burma. Han kom med det sidste fly fra Kastrup til Amsterdam (tyskerne beskød det næste fly, så ruten blev indstillet) og han sejlede i konvoj til Østen, truet af tyske ubåde. 

Disse farer viste sig kun at være begyndelsen til en eventyrlig karriere som storkøbmand i hele det østasiatiske område, først med vægt på Singapore, efter krigen i Kina. 

Som 21-årig blev Holger Hansen (der netop inden afrejsen fra Danmark var blevet kasseret som soldat) først løjtnant, senere major i den frivillige styrke der under krigen bistod i forsvaret af Singapore mod den japanske hær, der ved en lynkrig havde besat store dele af det sydlige Asien. 

Som interneret i Singapore, senere i Malaya, under farefulde omstændigheder, viste den unge ØK-mand (der til det sidste rejste rundt i landet for at holde forretningerne gående) snarrådighed, mod og lederevner, ikke mindst fordi han hurtigt lærte sig de lokale sprog, malayisk og flere kinesiske dialekter. Senere i fangenskabet også japansk.

Her afveg han fra de etablerede europæiske forretningsfolk, der holdt sig til engelsk og Singapore gin slings på Raffles Hotel. 

Holger Hansen greb ind, forhandlede, forsøgte at redde de sårede efter bombardementerne og begravede de døde. Under forvisningen til en plantage i Malaya knyttede han kontakt til de lokale oprørere mod japanerne. 

Disse folk hjalp ham senere da det japanske styre brød sammen, tilbage til Singapore, til befrielse - og til genetablering af forretningen. Først lidt ind i 1946 kom han ad lange omveje tilbage til København, hvor han gled ind i rutinen på ØK-kontoret, hvad han ikke brød sig meget om.

Men nu skulle det egentlige eventyr først til at begynde. Om sine oplevelser før og under krigen har han fortalt i bogen "I Østen" fra 1983, der også udkom i Kina.

I denne bog fortæller han også om sine år som vestlig, kommerciel pioner i det Kina, der så at sige begyndte forfra efter kommunisternes magtovertagelse i 1949. 

ØK havde tidligere spillet en stor rolle i Kina, men Holger Hansen måtte begynde ene mand fra skiftende hotelværelser at knytte forbindelser til de nye magthavere i Røde-Kina, som man sagde dengang. 

I bogen berettes om de mange, i begyndelsen små skridt, der efterhånden førte til den åbning af de økonomiske forbindelser mellem Kina og Vesten, der er så stærke i dag. Holger Hansen kom til at spille en betydelig rolle i denne proces.  Hvor stor er der ikke rigtig nogen der ved, for da han skrev sin bog, var han som stadig aktiv meget diskret og diplomatisk.  

Han holdt ud under kulturrevolutionens rædselsperiode, hvor alle andre vestlige forretningsfolk rejste hjem, og han blev den første til at genoptage forbindelserne, da normale tilstande vendte tilbage. 

Berømt over hele verden blev hans formidling af en enorm kornhandel med Canada: 1.600.000 tons hvede til det sultende Kina. Senere spillede han (vist) en rolle ved etableringen af diplomatiske forbindelser mellem Canada og Kina. Forhandlingerne blev ført i Sverige, hvor en af Holger Hansens kinesiske venner fungerede som ambassadør. Holger Hansen siger intet om sin rolle, blot noterer han, at han var på de interessante steder på de rigtige tidspunkter. Ligesom da USA og Kina knyttede faste forbindelser.

Den diplomatiske fynbo siger ikke meget om sin virkelige indsats for at knytte og forstærke de forbindelser mellem Vesten og Kina, som han fortsatte i et personligt konsulentfirma efter afskeden fra ØK i 1982.

I den sidste artikel om ham i Blå Bog (fra 2002, skønt han levede indtil for nylig) opregnes en række ærefulde kontakter med kinesiske ledere.  Den endelige beretning om den danske formidler og kommercielle verdensdiplomat venter på at blive fortalt. Er det ikke en opgave for en handelshistoriker undervejs?

Personligt har jeg haft et forhold til begge de to Østen-rejsende. I den stille danske provins i de tidlige 50'ere læste jeg Jørgen Bitschs bog, og da jeg ikke kom i gymnasiet, fik jeg lyst til at lege kammerdreng på en ØK-båd. 

Det kom jeg til. Først med m/s Meonia, en klassisk, hvid passagerdamper fra 1928, med fire master og ingen skorsten, til Bangkok og Saigon i 1954. 

Her var krig på alle hylder, hvorfor den beskedne hyre blev suppleret med krigstillæg, 140 %. Først i Malaya og Singapore, hvor Holger Hansens gamle oprørske venner havde fortsat kampen for frihed, nu mod de tilbagevendte englændere. 

Det var noget overraskende at se skilte ved fx jernbaneovergange med et piktogram, der meget direkte fortalte, at hvis man havde ureelle hensigter, blev man skudt på stedet. Den krig vandt englænderne senere, men de måtte efter få år opgive deres besiddelser.  

Den anden krig på den rejse var i Vietnam, hvor det franske styre var midt i et kaotisk sammenbrud. I Saigon lå Meonia for anker ude på floden, der vejede rødt fareflag i signalmasten og der var franske soldater om bord, mens man lossede militære ting og sager. Her var flere boller på suppen end hos Bitsch, som jeg i øvrigt kendte som kantorens søn fra Vemmetofte.

Senere, i 1955 og -56, sejlede jeg nogle ture til det Kina, som Holger Hansen var ved at åbne for verden. 

Vi anløb bl.a. flere gange de nordkinesiske havne Tsingtao og Taku, gamle tyske kolonier og eksporthavne for sojabønner. Byerne var lukket for fremmede, f.eks. kom Holger Hansen først til disse egne flere år senere. 

Her var der stor vagtsomhed, og de kinesiske havnearbejdere løftede de tunge stykgodskasser, som andre steder blev transporteret med trucks, på lange bærestænger: mange mennesker i løb under tårnene med bevæbnede soldater. På halvtreds år har landet skiftet massernes legemskræfter ud med højmoderne teknik.

Da jeg efter nogle år vendte hjem fra mine sejlture, søgte jeg ind til ØK, grebet af den gamle, måske provinsielle drengedrøm: white man in the far East. Næret ikke mindst af mødet med unge, ugifte ØK-folk, der levede livet med huse (messer for flere) med tjenestefolk, røde, åbne MG-sportsvogne og rimelig let adgang til labre larver. 

Da jeg i oktober 1956 mødte på kontoret, Eksport C, blev jeg modtaget af kontorchefen, Holger Hansen. Han var en meget dynamisk chef, rastløst som en løve i et bur. Han havde på få år etableret ØKs metalafdeling som Europas 10. største ståleksportør, men han ville videre, hvad der ikke mindst fremgår af hans bog. 

Selv søgte jeg at opdyrke markederne for italienske søm i Burma, belgisk hønsenet i Rhodesia (som det hed den gang) og svensk loddetin og typemetal i USA. Det blev jeg træt af efter nogle år. Ligesom chefen, uden sammenligning i øvrigt. 

Han fortsatte til store bedrifter i Kina; jeg læste oldnordisk på universitetet. Dette viste sig faktisk også at blive det eventyr, som har ført mig frem hertil, hvor jeg kan berette om en stor, men ukendt fynbo. 

Han fortjener at mindes i denne tid, hvor det Kina han virkede for, i den grad er i centrum.

henrik schovsbo

Solsortevej 8, Holbæk, er fhv. lektor