De europæiske befolkninger er ved at komme ud af deres storhedsdrømme og godt på vej til at skabe et nyt fællesskab. Det skal også omfatte Tyrkiet
Vores livsbane tager måske aldrig den retning vi havde forestillet os, heldigt eller uheldigt, det får vi aldrig at vide. Private hændelser påvirker vores liv, men historiske og politiske hændelser påvirker generationers verdensbillede. Den endelige erobring af Konstantinopel var en sådan hændelse.

29. maj 1453 stod Mehmet II Erobreren foran porten til en af de mægtigste kirker i den europæiske middelalder: Haghia Sophia. Guds visdom og nåde, som navnet betyder, viste sig ikke at være nok til at stå imod den magtfulde sultans store hær. Han stod foran denne kristendommens blomst, og måske drømte han om, hvad han kunne drive det til.

Han var nu meget tæt på magten over det nye Rom, som Konstantinopel blev kaldt. Det gamle Rom i Italien som det næste mål. Vasilevousa, som Konstantinopel også blev kaldt, var faldet. Et fald, der gav genlyd i den daværende verden, også i Skandinavien, skønt dette synes glemt. Konstantinopels konger har haft skandinaver, såkaldte væringer, i deres garder. Den danske konge Erik Ejegod besøgte i egen høje person byen.

Mehmet II ville gerne tage hele Europa og huskes for sine bedrifter. Men Rom blev ikke erobret og paven ikke smidt på porten. Sultanen var en lærd mand, havde læst flere værker fra antikken, og han var pragmatisk. Desuden var hans mor græsk og kristen. Han glemte ikke hendes historier om den pragtfulde by, var fyldt af en brændende lyst til at erobre den. Ja, han havde lovet soldaterne tre dages plyndring som belønning for deres kampiver.

Men nej, han kunne ikke klare at se kongebyen blive plyndret og dens indbyggere dræbt og fordrevet. Hans hjerte begræd denne storbys forfald. Byen havde ikke mere end 50.000 sjæle på dette tidspunkt. For et par hundrede år siden rummede den 800.000-900.000 .

Det var ikke ham, der havde nedbrudt det byzantiske rige, det var grækerne selv, som havde svækket den centrale magt indefra med deres borgerkrige og intriger, foruden de udenlandske potentielle erobrere, også kristne, som gang på gang forsøgte at forcere de mægtige volde. I 1204 blev byen erobret af frankiske korsriddere. Et skaktræk i spillet mellem Øst- og Vesteuropa. 80 år efter forlod de latinske korsiddere Byzans.

Konstantinopel var gammel allerede, da Mehmet II erobrede den. En by i et mere end tusindårigt rige, som var blevet grundlagt i 330 e.Kr. og havde været hovedstad for den østlige del af Romerriget siden 395.

Byen spillede dengang en vigtig rolle pga. dens centrale placering i forhold til handelsvejene mod øst til Kina og Indien samt mod syd til Mellemøsten og Persien.

I kristenhedens første periode var Konstantinopel en pragtby, der efterhånden kunne måle sig med Rom. Romerriget deltes i to, og dermed lagdes kimen til den konflikt, der siden har været mellem Øst- og Vesteuropa. Ikke altid lige intens, men den var der.

Under den kolde krig var Rusland hovedrepræsentanten for den kommunistiske magtblok. Rusland kan ses som et eksempel på en arvtager af den byzantiske tradition. Andre lande i det daværende Østeuropa har den samme kultur- og religiøse arv.

Byzans gav mulighed for og skabte en ramme, hvor ikke kun religion, men også videnskab og litteratur kunne udvikle sig yderligere. Der kom dog forskellige religiøse konflikter mellem hovedstaden, Konstantinopel, og dens undersåtter længere østpå. Samtidig var bureaukratiet vokset til indtil da usete højder med store problemer til følge.

Klientelismen i forholdet mellem stat og borger, provins og hovedstad og adel og kejser resulterede i korruption og bortforklaringer, som stadig præger en del af det offentlige liv i hele den gamle østromerske og nu ortodokse verden.

Har du prøvet, kære læser, at spørge nogen af dem, som har en byzantisk tradition, hvorfor papirerne er forsinkede, når man har en sag med det offentlige? De svar, man typisk får, synes gådefulde, og man er som uindviet tilbøjelig til at reagere med undren eller frustration.

Snart var al den glæde, der var omkring Byzans og Konstantinopels opståen og udvikling væk. Det hele var druknet i blodfejder og en manglende realisme hos magthaverne, som påvirkede opfattelsen af tingene hos mennesket på gadeniveau. Statistikkerne og andre statslige dokumenter var ikke til at stole på, fordi de repræsenterede den givne skrivers opfattelse af tingene.

Så kom nedtur, udmattelse og desillusion. Byen mistede sit store offensivvåben, nemlig den "græske ild", en bombe, der kunne antændes i vand og som blev brugt til at ødelægge fjendtlige skibe ved gentagne belejringer.

Århundrederne gik. Krigene, den tyrkiske besættelse og de store magters spil resulterede i, at de kristne befolkninger i Centraleuropa og især på Balkan levede i deres egen verden med deres egne forestillinger og skægge samt ondskabsfulde vittigheder om deres naboer eller andre nationer. Inderst inde i selv samme befolkningers drømme huses imidlertid billedet af den gamle Byzans.

Der var mænd og kvinder som ville studere og blive til noget, men pga. krigene og konflikterne, som hærgede den del af Europa, var det ofte umuligt at opnå noget væsentligt med sit liv. Ofte var fremtidsudsigten blot hårdt slid.

Men efter 1960'erne, skete en ændring med studentereksplosionen, med de mange unge, som søgte ind på de videregående uddannelser. En udvikling som forhåbentlig ikke stilner af.

Konstantinopel blev - under navnet Istanbul - Osmannerrigets hovedstad, og den blev en kosmopolitisk by indtil mellemkrigsårene, da den mistede sin status af hovedstad i det nye Tyrkiet under Kemal Atatyrk. Siden den kolde krigs afslutning har byen tiltrukket mange besøgende fra det gamle Sovjetunionen og er ved at finde sit gamle væsen, mens flere og flere grækere kommer for at besøge Haghia Sophia eller for at genfinde deres hus, som de tvangsmæssigt forlod under de forskellige befolkningsudvekslinger og udvisninger i det 20. århundrede.

Efter 1990'ernes krige i det forhenværende Jugoslavien, de etniske konflikter i Kaukasus og det skiftende drama i den diplomatiske arena mellem Grækenland og Tyrkiet, står vi igen ved et skifte. Nu vil mange befolkninger forhåbentlig opgive deres storhedsdrømme, som især for nogle nationers vedkommende består i at genskabe en romantisk sammenhængskraft og nye guldaldre. Drømme der ledte til et mareridt.

Nu er de europæiske befolkninger ved at komme ud af denne territoriale og åndelige ensomhed, og de er ved at oprette et nyt fællesskab. Den mulighed er der nu ved hjælp af den Europæiske Unions tilstedeværelse, men forudsat at den også rummer Tyrkiet.

Nu burde vi ikke have brug for en magtfuld kristen, muslimsk eller anden hersker, som skal erobre vores liv og fortælle os, hvad vores drøm er. Vi har vilje, smertelige erfaringer og gamle ar, der fortæller deres egen historie. Vi er måske ikke rige allesammen, men vi kan skabe det Nye Rom på en helt anden måde.

Fri os for krigsretorik, der er faktisk noget opmuntrende i, at småting som krumme agurker lejlighedsvis kan sætte sindene i kog. Vi står foran et afgørende sporskifte, som ikke kun kan forklares ved hjælp af økonomiske parametre og statistik, men også og måske især ud fra vor åndelige tilstand, der fortæller, at det er bedre for stedse at lade den nationalistiske drage forsvinde i historiens mose.

Måske det er os, det europæiske folk, der har sværdet og ringen, eller skulle vi sige kuglepennen og traktaterne, til at skabe et bedre Europa , hvor menneskerettigheder er mere betydningsfulde end krumme agurker.

SPIROS DIVARIS

Trianglen 7c, København Ø, er cand.jur. & soc.