Døden eksisterer ikke, for de døde lever videre på det åndelige plan, indtil det atter føler sig tiltrukket af endnu et fysisk liv
Fyens Stiftidendes kronik den 20. oktober handler om Jensens begravelse. Hvilken Jensen, kan du spørge. Men det er faktisk lige meget, for ligesom Jensen er et af de mest almindelige efternavne i Danmark, så er den beskrivelser af hans begravelse, der af redaktionen er blevet tildelt Stiftstidendes fornemste plads, nemlig kronikkens, ret almindelig.

Der er enstonige taktfaste klokkeslag, som Jensen og måske mange andre med ham, plejer at kalde dødsslagene.

Der er uhyggelige tanker om nedsænkning i en sort og dystert kold og våd grav, der får én til at gyse ved den blotte tanke.

Der er tanker om udslettelse, der siger, at nu er alt definitivt forbi for det pågældende liv.

Der er gravalvorlige ansigter, som går rundt og af og til stille hvisker til hinanden om det store tab og pårørendes store sorg.

Alt sammen en trist affære, som salmesangen og den trøstende kaffedrikning efter begravelsen dog bøder lidt på.

Men sådan skal det vist også helst være. Det fik jeg i al fald bekræftet, da min veninde for et par år siden døde efter en både langvarig og smertefuld brystkræft. Da vi stod ved graven, tog præsten ordet som sig hør og bør. Med højtidelig og dyster røst udtalte han følgende alvorlige ord, der trods alt mest virkede som ren rutine: "Døden er vor værste fjende." At dødsstemningen bredte sig, var åbenbart.

Og for mig og andre af de pårørende var det det lige det modsatte, der var brug for. Af to grunde:

1. Efter en langvarig og smertefuld lidelse var døden en befrielse for Karin.

2. For Karin og størsteparten af følget er døden ikke det, som majoriteten tror, og som er grunden til sorgen, nemlig et totalt ophør af liv. Livet er evigt. Karin lever videre.

Her vil nogle givetvis slå kors for sig. Nogle vil ryste på hovedet. Nogle vil slå en høj latter op.

"Sikken noget vrøvl", vil nogle sige. Nogle få sikkert meget få, om nogle i det hele taget - vil begynde at tænke: "Ja, vi ved jo intet". Måske lever han/hun videre? Er han/hun måske her iblandt os, man har jo før hørt om det. Der er jo nogen, der tror på reinkarnation. Hvad nu hvis det er rigtigt. Der vil gå mange tanker igennem hovederne på den sandsynligvis meget lille gruppe, der ikke blindt tror på præstens ord om døden som vor værste fjende.

Karin var en af dem, jeg er en anden, og tilhængerne af tanken om evigt liv er efter al sandsynlighed voksende. Hvorfor?

A. Det modsatte altså tanken om et eneste liv er totalt meningsløs. Skal alt, hvad mennesket har skabt af erfaringer på godt og ondt gennem et helt liv med et slag være totalt borte med blæsten?

B. Hvis der kun er et eneste liv, så eksisterer begrebet retfærdighed ikke. For nogle vil det kun være få måneders fostertilstand, hvorefter det bliver dræbt ved det vi kalder abort.

C. Er der kun et liv, hvordan så finde retfærdighed i den kendsgerning at nogle oplever et helt liv som invalider, som åndssvag eller på anden måde fyldt med lidelser, medens andre er født til et liv som sund og livskraftig

D. Er der kun et liv, hvorfor skal nogle så fødes hos kærlige og omsorgsfulde forældre og andre i et miljø, hvor forbrydelser, alkohol og narkomisbrug er hverdagen?

E. Er der kun et liv, hvorfor skal nogle så leve et godt liv, der varer, til man bliver mæt af dage og glider stille ind i døden, mens andre f. eks. efter færdselsuheld kommer til resten af livet at opleve evindelige smerter og afsavn?

Ja, sådan kunne man blive ved. Kort sagt: Et-livstanken er meningsløs og dermed ude af trit med tanken om en alkærlig, almægtig og alvis Gud. Og det er jo netop disse tre høje egenskaber, som karakteriserer begrebet Gud. Ja Gud er direkte defineret som almægtig, alvis og alkærlig. Og skal der i det hele taget være mening med en sådan styrende og ledende instans, så må det selvsagt også være identisk med det mægtigste, det kærligste og det allervisete, der overhovedet eksisterer.

Og hvad kan det så være? Som jeg ser det, kan et sådant guddomsbegreb-individ kun være Alt der er. I modsat fald ville det ikke kunne opfylde de tre forudsætninger.

Gud = Alt der er. Gud er identisk med det levende verdensalt. Verdensaltet, hvori vi alle røres, lever og er, som det hedder i Bibelen. Vi er alle dele af det store verdensalt, som er identisk med selveste den altomfattende og alle steds nærværende Guddom. Og vi har alle en lille guddomsgnist i os. Måske er det det, der undertiden ganske stille hvisker til os, som det vi kalder samvitighedens stemme - hvad ved jeg?

Måske nogle af de mest bibelstærke husker følgende udtalelse af Jesus, hvor han siger: End ikke en fugl falder til jorden uden min faders vilje.

Stærke ord, men også fra verdens største moralske geni. En anden kendt filosof bekræftede udsagnet med ordene: Såfremt blot et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verden være af lave. - Altså tilfældighed har ingen eksistens. Tanken er fantastisk, men absolut ikke usandsynlig - tvært imod. Det vil sige, at Gud styrer alt, og i kraft af guds evner er styrelsen alkærlig, alvis og almægtig.

Sådan ser det ikke ud for øjnene af os. Nej, men det er fordi vi er snæversynede. Vi ser kun et eneste liv, og livet er evigt. Vi har alle levet mange tidligere inkarnationer og vil fremover fortsætte i mange fremtidige inkarnationer. Det levende væsen er primært af åndelig natur, og ånd er liv. Ånd kan ikke dræbes - ånd er evigt. Men for at leve på en fysisk klode må vi inkarnere i en fysisk organisme, som vi aflægger ved den såkaldte "død". Hvorfor såkaldt? Simpelt hen fordi døden ikke eksisterer.

De "døde" ,som Jensen taler om, og alle andre, der kaldes "døde", lever videre på det åndelige plan, indtil det atter føler sig tiltrukket af endnu et fysisk liv. Og således fortsætter kredsløbene -akkurat som tidens kredsløb, vandets kredsløb og alle naturens andre kredsløb. Samt det kredsløb vi selv kender, når vi lægger og til hvile om aftenen og går stille ind i søvnen for om morgenen at vågne op til en ny og frisk hverdag - et kredsløb, der bliver til uger, til måneder, til år, til århundreder, til årtusinder, til årtitusinder osv osv.

Der findes ingen begyndelse, for hvis der var det, så måtte der før denne begyndelse være et absolut intet og så skulle intet blive til noget - nemlig et verdensalt - og det er jo usandsynligt. Nej, det eneste logiske er, at livet er evigt - det vil sige en evig fortid og en evig fremtid, der opretholdes via reinkarnation.

Det er den tanke, hvorom Goethe sagde: "Menneskets sjæl er som vandet: Fra himlen kommer den, til himlen løfter den sig, og da vender den tilbage til Jorden - bestandigt skiftende"- og Gustav Mahler: "Vi vender alle tilbage. Det er denne sikkerhed, som giver livet mening, og det gør ikke den mindste forskel, om vi husker det tidligere liv i en senere inkarnation eller ej. Hvad der tæller, er ikke individet og dets trøst, men den store higen mod det fuldkomne og det rene, som fortsætter i enhver inkarnation".

Dertil kunne nævnes enkelte bibelcitater, som har overlevet kirkens ihærdige forsøg på at fjerne alt om reinkarnation.

Jensen behøver ikke at græde. Døden er en illusion.

Gunder Frederiksen

Klintvej 85, Nykøbing Sj.