New Public Management-bølgen hærger og er ukritisk indført i den offentlige sektor. Resultatet er mere bureaukrati og en svagere position i forhold til den private sektor
Den offentlige sektor som vi kender den i dag, er udsat for en markedsgørelse som mange måske er blinde for i nutidens samfund. Man forsøger således at gøre den offentlige sektor, til en kopi af den private sektor, under påskud af effektiviseringer og forbedring af konkurrenceevnen.

Siden 1980erne hvor centraladministrationen blev omstruktureret til en koncernmodel, har man gennemført flere og flere tiltag som afspejler markedet. Det er jo ikke kun borgerlige regeringer som praktiserer dette, det gjorde de socialdemokratiske regeringer også igennem 1990erne.

Her privatiserede man større og vigtige afdelinger under den offentlige sektor - således er Tele Danmark, Københavns Lufthavn og Datacentralen blevet privatiseret igennem 1990erne.

Den borgerlige regering siden 2001 har dog også været godt i gang, således er jernbanenettet blevet udliciteret på flere strækninger og de sidste aktieposter i Københavns Lufthavn er blevet afhændet. Derudover ligger den borgerlige regering op til privatisering af DONG (energisektoren), DSB (transportsektoren) og Post Danmark (informationssektoren).

Dog er det ikke alene afskaffelsen af de offentlige virksomheder, der gør udslaget, det er også selve struktureringen af sektoren. Indførelsen af koncernmodellen i 80erne, er et godt eks. på dette, men også selve formen hvorpå man ønsker at effektivisere og lede sektoren, afspejler markedsgørelsen.

Udtryk som benchmarking, virksomhedsplaner og New Public Management (NPM) viser med tydelighed at man er på vej i en ny retning indenfor det offentlige.

NPM er selve begrebet for markedsgørelsen som finder sted, hvor man fra det private overfører virksomhedsmetoder og begreber til den offentlige sektor. Herunder indgår virksomhedsplaner nu som et "udviklingsredskab" og benchmarking gør at de offentlige enheder, skal tage lære af de enheder som gør det bedst.

Hvis vi går i dybden med nogle af tingene, f.eks. med privatiseringerne, så viser erfaringerne fra bl.a. Tele Danmark og Københavns Lufthavn, at privatiseringer langt fra altid er vellykkede eller ønskværdige.

Tele Danmark blev oprettet i 1991 som en følge af, at mange regionale teleselskaber blev fusioneret, for at kunne konkurrere mod den øgede konkurrence fra EU. Selskabet blev dog allerede frasolgt i 1998 og efter yderligere salg, endte telegiganten hos kapitalfonde, fonde som gældsatte virksomheden ved at flytte låneoptagelsen til købet over på selve virksomheden (som nu hedder TDC).

Fondene frasolgte alle sidevirksomheder samt fleste ejendomme for at udtage overskud ud af virksomheden, men da den store gæld samt renterne i den lemlæstede del af TDC begyndte at kunne mærkes, lod man regningen gå videre til forbrugerne, og via sit monopol over ledningsnettet satte man hyppige prisstigninger på disse områder. Altså var det ikke en vellykket privatisering som staten foretog - i hvert fald ikke for borgerne eller staten.

I tilfældet med Københavns lufthavn blev virksomheden også solgt til en kapitalfond, som udtrak store kapitalmængder for at skabe overskud til fonden efter opkøbet. Hvad angår driften, så er der ikke nogen afgørende forskel på hverken ventetiden ved check in eller og bagageudlevering og tidligere har SAS, den største bruger af lufthavnen, beskyldt den for at have for høje priser samt ringe service. Altså heller ikke en succeshistorie for privatiseringen.

Set ud fra et logisk synspunkt, så vil en privat og offentlige virksomhed inden for samme område, med samme vilkår, altid give sejren til den offentlige virksomhed, da denne ikke skal levere en overskud til ejerne (borgerne). Den private virksomhed skal derimod levere overskud til ejerne og sikre en god egenkapital. Derfor vil den offentlige virksomhed i teorien levere "varen" bedre end private.

I Danmark kunne vi også have valgt at kigge på virkelighedens eksempler med NPM, nemlig New Zealand og England.

Begge landes velfærdssystemer er lamslået, der er flere og flere fattige og landenes private virksomheder tager overpris på f.eks. transporten.

Vi er dog ikke det eneste land som har indledt NPM-bølgen og ignoreret forsøgene de forskellige steder i verden. De fleste OECD lande har indført flere af reformerne eller nogle af styringsredskaberne. Derfor står Danmark langt fra alene med NPM-ideen.

Hvis man herefter går i dybden med New Public Management ideen, så ser vi straks at de statslige, regionale og kommunale virksomheder skal effektiviseres, og der skal spares på driften af "den offentlige virksomhed".

Det offentlige kan dog ikke gøres til en egentlig virksomhed, da man ikke kan effektivisere efter bedste fællesnævner i systemer hvor kvalitet skal sikres frem for kvantitet.

Dette gør sig bl.a. gældende i uddannelsessystemet og sygehussystemet. I sådanne sektorer vil konkurrence fra private eller konkurrence og for mange effektiviseringer internt i det offentlige, blot skabe stress og giver et krydspres for personalegrupperne og skabe dårligere vilkår for eleverne i uddannelsessektoren og for de indlagte i sygehussektoren samt skabe splid om at tiltrække arbejdsstyrken.

Dermed spilder man unødvendigt en masse af samfundets ressourcer på at konkurrere, effektivisere eller evt. reklamere. Derudover er ideerne om at tjene penge per færdiggjort elev eller færdigbehandlet patient (takststyring) igen et udtryk for kvantitet frem for kvalitet.

Ideer som kontraktstyring, mål og rammestyring, og takststyring bør altid bruges med omtanke, således at medarbejderne ikke føler at de bliver pålagt en kæmpe byrde eller bureaukratisk besværligheder.

Der bliver indført kontraktstyring flere steder i det offentlige for at afspejle det private, selvom disse får mere betegnelse af aftaler end egentlige kontrakter og derfor bliver lidt værdiløse, da der ikke findes sanktioner hvis aftalerne ikke overholdes. Desuden er de ikke juridisk bindende.

Flere undersøgelser og undersøgelser fra fagforeninger med særlig fokus på offentlige ansatte, har vist gang på gang, hvorledes at medarbejderne finder arbejdet bureaukratisk, når arbejdsgange og opgaver skal kontrolleres eller at papirarbejdet skal udføres gentagne gange som kontrol.

Udover dette skaber mål og rammestyringen, samme med de andre virkemidler, også et vist krydspres for de ansatte og for lederne. Samtidig kan NPM-virkemidlerne ikke give samme effektiviseringer som i den private sektor, da den private sektor i produktionsbrancherne kan få outsourcet produktionen - altså få produktet lavet af billig arbejdskraft i udlandet, og man i NPM ideen ikke tager højde for institutioners forskelligheder eller regionale forskellige, hvilket gør at mange sammenligningsgrundlag forsvinder.

Hvis man skal opsummere:

New Public Management-bølgen er i Danmark og har været det i lang tid, en bølge som man ukritisk har hengivet sig til, i håb om fornyelse.

I mellemtiden har den derimod opbygget et større bureaukrati, sat det offentlige i en svagere position på områder der naturligt berører fællesskabet (kommunikations-, transport- og i fremtiden også energibranchen) og styrket det private i høj grad.

Imens bliver der klaget mere og mere over standarden i det offentlige og flere politikere svarer igen med flere af NPM-bølgens mulige tiltag. Dermed er man nu inde i en ond cirkel, som enten bremses af nye visioner i fremtiden eller af en offentlig sektor som tager form af en minimalstat.

mikkel dragsmose-hansen

Brandevej 10, Aalborg Ø