Nogen bekvem aktivitet er sejlsporten ikke, og afvekslende er den slet ikke. Alligevel vokser flåden hvert eneste år frem, når foråret, solen og bølgerne og marsvinet lokker.
En hungersnød truede Rom, hvis flåden ikke mandede sig op til at krydse Middelhavet med korn fra Spanien. Da indså romerne, at det var nødvendigt at sejle: Navigare necesse est.

Det var ikke noget, romerne gjorde frivilligt, men det var nødvendigt for at sikre imperiets stabilitet. Det er snusfornuft, man kan forstå i en tid med stigende kornpriser.

Sværere er det at gennemskue motiverne hos de hundredtusindvis af danskerne, som i denne tid stævner ud på havet i fartøjer, der konkurrerer i skrøbelighed: surfbrætter, joller, havkajakker, sejlbåde og motorbåde.

Befolkningen i dette ørige har tydeligvis ikke brug for peptalk: Nødvendigheden af at sejle er selvindlysende, og en flåde vokser frem af sig selv, hver gang den gamle er sunket, sænket eller agtersejlet af fremskridtet.

Nok mistede vi flåden i 1807, men Danmark genopfandt sig selv som søfartsnation. Først var det i Havets Gråspurve fra Det fynske Øhav og Fanø, der dækkede en stor del af Verdens transportbehov, mens den motoriserede fragtsejlads voksede til.

Netop som motorskibene begyndte at udkonkurrere kommercielle sejlskibe, stiftedes Dansk Forening for Lystsejlads i 1866 med kongelig bevågenhed, og endnu i dag viser yachtflaget med sin split, at lystsejladsen er en kongelig sport.

Dansk Sejlunion ligger med 62.000 medlemmer på top-ti over Danmarks største sportsforbund, og da sejlklubbernes medlemstal skønsmæssigt dækker over fem gange så mange aktive, fordi det traditionelt kun er skipper, der er medlem af klubben, er sejlsporten tæt på at være landets største sportsgren, og den har i hvert fald skaffet Danmark flere guldmedaljer ved OL end nogen anden.

Sideløbende er den danske flåde igen vokset op i verdensklasse, men denne gang under handelsflaget. Målt i tonnage er hvert tiende skib på verdenshavene i dansk ejerskab, og hvert år bidrager de med op mod 1/7 af indtægterne på betalingsbalancen.

Nogen meget bekvem aktivitet er sejlsporten ikke, og særlig afvekslende er den heller ikke. Så man må undre sig over, hvorfor vi dyrker den helt frivilligt?

Tag nu bare vinden. Bedst som man har hejst og trimmet sejlene, hvad jo i sig selv er anstrengende nok og forbundet med risiko for kvæstede fingre, ændrer vindretningen sig, så man må over skøderne igen. Eller også tager vinden til og løjer af i én uendelighed, så man må arbejde med rorpinden, som var den en pumpestang og havets forbliven på den rigtige side af lønningen afhængig af rorets uafladelige bevægelse.

Vindens leg med båden medfører i bedste fald en konstant krængning, som får en til at føle sig som gæst i et hus, hvor en arkitekt fra helvede har gjort alle vinkler skæve. Mere sandsynligt får vindens ustadighed båden til at rette sig op, netop som man havde fundet en vis ro i skråt stående stilling, og i værste fald lænser man - med vinden ind lige bagfra - og ruller derved ikke alene fra side til side men også fra agter til stævn.

At gøre sig det bekvemt under disse forhold er svært nok; at varetage simple livsfunktioner som at spise, drikke og sove mm. er lidt af en bedrift. Hvad nytter det, at miljøreglerne stadig tillader de fleste lystsejlere at tømme latrinen direkte i havet to sømil fra land, når man risikerer selv at ryge med over bord?

Det meste af tiden på et sejlskib går med at stirre på det våde element og himlen, som sjældent er ret meget større.

Bølge følger bølge i hypnotisk ensformighed, mens minutterne bliver til timer og timerne til halve dage, og man tilbagelægger en afstand, man kunne have cyklet på den halve tid.

En særlig prøve på ens tålmodighed er det at sejle på kryds, hvad man er nødt til, hvis vinden blæser fra ens destination. Så må kursen lægges så tæt som muligt på vindretningen.

Når man har sejlet en passende strækning i denne lidt forkerte retning, lægger man kursen lige så langt til den anden lidt forkerte side og krabber sig på denne måde mod målet, som følgelig nås på godt og vel den dobbelte tid. På kryds har man særlig god tid til at reflektere over, hvad i himlens navn man dog laver i denne blå ørken.

Så er det pludselig, man vækkes af et blødt snork, og inden man afgør med sikkerhed, om lyden kom fra en selv, ser man en glinsende sort finne tæt ved båden.

Den er ikke skarpskåren og ildevarslende som en hajfinne men blidt afrundet som en pigearm i våddragt løftet i et svømmetag.

Marsvin, tænker man, og i samme øjeblik ruller den igen i en yndefuld kurve gennem vandoverfladen to bådlængder længere fremme. Væk er den, men tilbage sidder man med en følelse af at have modtaget et budskab. Men hvad?

Engang dukkede marsvinet op, netop som vi var ved at passere den gale vej om bøjen over grunden Bolsaks mellem Fyns Hoved og Samsø, og jeg mener, at jeg så bødeblokken stikke op af baglommen på marsvinets skinnende motorcykeldragt.

Andre gange er oplevelsen mere sublim, som et par sømil nord for Gilleleje i septembers grå daggry, som havde forvandlet havet til kviksølv under morgenens første bygeskyer af bly.

Pludselig skar de sorte finner gennem havets metal, og så var vi som en del af flokken til vi rundede Kronborg, og dyrene tog kurs mod Kullen.

Hvorfor er der ingen, der arrangerer terapeutiske svømmeture med vores hjemlige delfin? Måske fordi vi systematisk er ved at udrydde den i de indre farvande. Fra Østersøen er den stort set væk, og i bælterne og Kattegat er bestanden halveret de senest 10 år.

Ganske vist har den været fredet i 40 år, men hvert år drukner marsvin i danske kystfiskeres bundgarn i et antal, der giver Danmark en skammelig placering som den største hvalfangernation i verden. Der omkommer årligt mindst lige så mange som de 3.000, der forsætligt blev dolket til døde og kogt til tran, da marsvinejagten i bælterne kulminerede i 1878.

Så fandt man heldigvis stenolie som erstatning, og marsvinejagten gik tilbage indtil 1967, hvor man helt forbød den.

Siden har fiskedød og bifangst taget over som den store dræber og udløst offentlige bevillinger til et forskningsprojekt, som indtil videre kun har ført til beviser for katastrofens omfang.

Ingen steder betragter man marsvinet bedre end fra et sejlskib, og man forstår umiddelbart, at havet ville blive et kedeligere sted, hvis den forsvandt. Dens kælenavn er tumleren, for dens budskab er dybest set: Se, hvor sjovt det er at tumle på havet!

Mens man er sprunget op på fordækket for at følge dens kurs, har man selv forvandlet sig til et tumlende væsen, der finder hvile i groteske stillinger mellem mast, sejl og vanter ved at følge abeungens første leveregel: Slip kun med én fod eller en hånd ad gangen!

Det var sådan vi overlevede i træerne i min barndom, og vi legede altid, at vi stod i masten på et sejlskib, når vi var kravlet helt derop, hvor selv de største træer svajede faretruende i vinden.

Skibet nærer drømmen om at slippe jordforbindelsen og boltre sig i de andre elementer, og marsvinet er det store forbillede. Det er som en dans, der gør det til en kunst at finde glæden ved en verden i ustandselig forandring og bevægelse.

Var det derfor vikingerne gjorde gribedyret til deres foretrukne ornament; dette mærkelige langlemmede fabeldyr, der finder sig til rette i sine omgivelser i de mest groteske stillinger?

Det må have passet til deres erfaring om, at verden ligger åben, hvis man kan lære at tumle det våde element.

Dengang som nu er det er nødvendigt at sejle, og nu skal vi heldigvis til det igen.

thomas møller kristensen

Munkebjergvej 15, Odense C, er chefkonsulent