Lad os værne om juletraditionerne og juletiden, da barneøjne tindrer i skæret fra de levende lys og giver de små minder for livet
Den kom som lyn fra en klar himmel.

Adventstiden, altså - som digteren P. Sørensen-Fugholm skrev:

Kalenderen aldrig stille står,

men bliver ved og går og går,

og pludselig er det vinter.

Før man ved det, er det jul

med risengrød og steg og sul

og glade barndomsminder.

Første søndag i advent - 2. december - blafrer det første lys i adventskransen, og enhver større dansk by med respekt for sig selv oplyses af et stort juletræ på torvet omkranset af gader med handel, julemusik, guirlander og kulørte lamper.

Julehandel, julehandel og atter julehandel, der ganske givet slår alle rekorder i år ligesom sidste år, mens sangen "Det er jul, det er cool" flyder ud fra radioen, der spiller gamle hits for at få tag i de unge.

Advent betyder forventning - og forventningens glæde er jo den største, som min far sagde i mit barndomshjem i Otterup, når han juleaften til sin egen store overraskelse opdagede, at han havde glemt at købe julegaver.

Men så skete der det, som skete hver jul.

Når min far efter middagen var gået ud i haven for at ordne noget, bankede Julemanden på hoveddøren med en stor gavesæk, og vi syntes alle sammen, at det var synd for min far, at han aldrig nåede at hilse på ham.

Ja, de barndomsminder.

Da jeg var barn, læste mine søskende og jeg f.eks. i bogen Peters Jul næsten hver dag i tiden op til jul, og nu ligger den på mit skrivebord til familiens yngste som næring for juledrømme:

Jeg glæder mig i denne tid,

nu falder julesneen hvid,

så ved jeg, julen kommer.

Min far hver dag i byen går,

og når han kommer hjem, jeg står

og ser hans store lommer.

Adventstiden er lys og festlig her i årets mørkeste måned, og spørgsmålet er selvfølgelig, om julens egentlige budskab kan leve op til alle de herligheder, man allerede oplever før jul.

Eller er mor kørt ned af indkøb, bagning og forberedelser, og er far så groggy af juleræset, at han næsten ikke orker mere, når den store aften kommer ?

Sådan kan man forestille sig det.

Man kan også forestille sig, at når julen markedsføres som en familiefest, så bliver den årets værste tid for den ensomme, for den syge og for den ulykkelige samtidig med, at den for mange børn og voksne bliver den allerbedste tid.

Man kan forestille sig meget, men for alle gælder, at adventstiden er en forberedelse til endnu en gang at modtage det glædelige budskab om, at vores Frelser er født.

Vi kan ikke begribe Gud med vores forstand, og mange mener, at det, vi ikke kan forstå og forklare - det eksisterer ikke.

Tja...

En mand sagde til sin kone:

"Min forstand forhindrer mig i at tro."

Konen, der udmærket kendte rumfanget af mandens forstand, svarede kærligt:

"Nå, men det er da en meget lille hindring."

Eller som Søren Kierkegaard sagde:

"Man kan bedrages på mange måder. Man kan bedrages ved at tro på det usande, og man kan også bedrages ved ikke at tro på det sande. Og hvilket bedrag er vel det farligste ?"

I historisk perspektiv er julen af forholdsvis ny dato.

Det var i år 354, at den kristne kirke overtog den hedenske fest for solguden 25. december og formede den som en fest for Jesus fødsel.

Og det var først i 1800-tallet, at mange af vore juletraditioner dukkede op - dengang flere ting gik så grueligt galt.

I 1807 tog englænderne vores flåde, i 1813 gik Danmark konkurs og i 1814 måtte vi afstå Norge til svenskerne.

Man rykkede lidt sammen, blev traditionsbevidste, gjorde hjem og jul til en del af folkets fundament, genskabte gamle traditioner og nyskabte andre som f.eks. juletræet.

Og julenissen kom ind i varmen efter, at den kristne kirke i lang tid havde taget afstand fra ham.

Den svenske katolske biskop, Olav Magnus skrev f.eks. i 1555, at nissen var en djævel, der påtog sig menneskeskikkelse. Nissen havde fast arbejde på bondegården og blev også kaldt gårdboen - og man gjorde klogt i at stå sig godt med ham og gav ham derfor en stor skål grød med smørklat på højtidsdagene.

Som tiden gik blev nissen bedre og bedre.

Kunstnere placerede ham i julens forunderlige verden sammen med engle, lys, gran, juleklokker og juletræer, og i de sidste 150 år har nissen været en del af vores jul.

På tv i dag er nissen da også både god og rar med overnaturlige evner, der kun tjener det godes sag.

Julekortene dukkede op omkring år 1850 samtidig med juleudstillingerne, og under den tyske besættelse af Danmark i 1940'erne, og lige efter krigen slog adventskransen og Lucia-optogene for alvor igennem herhjemme.

"Men hvorfor al den snak om fortiden. Vi lever da i nutiden," sagde en af mine konfirmander en dag.

Ja, det gør vi da.

Men nutiden er flygtig og uhåndgribelig. Vi kan ikke slå os til ro i nutiden, for bedst som vi mener, at et stykke fremtid er blevet til nutid, så er det allerede fortid.

Som ung tænker man mere på fremtid end på fortid. Man har drømme, man planlægger, man er i oprør mod det bestående - et oprør, der giver nye ideer og inspiration. Og sådan skal det også være.

Men historien og fortiden har gjort os alle til det, vi er i dag og er baggrunden for, at vores jul er en forbavsende blanding af hedenskab og kristendom - både en solhvervsfest og en fest for Jesus fødsel.

Nogle foretrækker kun at fejre den ene fest og ser med afsky på den anden, men for de fleste af os er det nok sådan, at julenisser, julesalmer, julekalender, julemad og juleevangelium går op i en højere enhed, og vi ønsker sandelig ikke at frasortere noget.

Jeg glæder mig i denne tid, og ved gudstjenesten i den fyldte kirke juleaften stopper jeg op i min prædiken og spørger ud i kirkerummet:

"Er der nogle børn her, der skal have julegaver i aften?"

Jeg prøvede det, da jeg var sognepræst i Korup ved Odense.

Først bliver der helt stille i kirken. Så spørger jeg igen, hvorpå tavsheden brydes af et rungende "Ja" fra de mange børn.

Så ved jeg, det er jul.

Lad os derfor værne om juletraditionerne og juletiden, da barneøjne tindrer i skæret fra de levende lys og giver minder for livet.

For julen er glædens fest - og Gud kom til Jord i Jesus skikkelse og siger direkte til dig og mig, at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Til slut.

I tegneserien "Radiserne" mødes den kontante Trine og den eftertænksomme Søren Brun.

"Glædelig jul, Søren Brun," siger Trine. "I disse dage synes jeg, at vi bør glemme gammelt nag og være gode mod hinanden."

"Hvorfor kun i disse dage ? Hvorfor ikke hele året rundt ?" spørger Søren Brun, hvortil Trine svarer:

"Hva' er det med dig ? Er du blevet fanatisk eller hva' ?"

Tja... med fare for at blive uvenner med Trine, er jeg nu tilbøjelig til at give Søren Brun ret.

Glædelig jul.

PAUL ZEBITZ NIELSEN

Humlevænget 3, Nykøbing F., er præst i folkekirken