Der var 16,9 mio. høns i Danmark i 2005. Dermed er høns det mest udbredte husdyr. Her er historien om 200 lyse frøkener, som en dag fik selskab af 15 fyrige italienere
Der var 16,9 mio. høns i Danmark i 2005. Dermed er høns det mest udbredte husdyr i Danmark. Her er historien om 200 af slagsen.

Når mørket sænker sig over bondeland, tændes den indirekte belysning på første sal. Her ovenpå svinestalden, højt hævet over det pløre og pladder, som bonden og hans husdyr vælter rundt i, bor de adelige, de 200 lyse sussex-frøkener.

I aften er der lagt op til det helt store. Det er allerede flere uger siden, forberedelserne begyndte. Ja, faktisk begyndte de allerede for en måned siden, da en dyrlæge i hvid kittel tappede et lille glas blod af hver høne og kørte bort med det.

Fra da af vidste alle hønsene, at der ville ske noget. De vidste naturligvis ikke, hvad der forestod, men man behøver jo ikke at gøre en fjer til fem høns for at komme til det resultat, at den slags må have en mening.

De sidste par dage har alt stået på den anden ende i hønsehuset. Der er blevet fejet ned, muget ud, støvet af og skrubbet og skuret og kalket. Al træværket er blevet oversmurt med karbolineum, så der lugter så rent og sterilt som på en operationsstue ved århundredskiftet.

Gulvet i den mægtige hal er blevet dækket med en halv meter tykt lag hvedeavner, og alle redekasserne er blevet pyntet op med lækkert frisk savsmuld. Det hele er så skinnende hvidt og rent.

Og så åbner sig da himmerigets porte. Der går et sug igennem hele lokalet, ind træder, i egen høje person chaufføren, den pæne, høje chauffør i den lyse khakiuniform med "Kontrolhønseri" i guldbogstaver på kasketten.

Flot ser han ud, som han står dér med de lange støvler, ridebukser og de blanke knapper i jakken. Der er virkelig noget stilfuldt og aristokratisk over hele hans måde at føre sig på. Nå, han repræsenterer jo også et gammelt anset firma.

Der råder en egen højtidelig stemning i lokalet i denne stund. Hønsene siger ikke noget, vi andre heller ikke. Stille og diskret, som er det i forvejen nøje indstuderet, bliver alle sækkene anbragt i en række midt på gulvet. Forventningerne er spændt til bristepunktet.

Lynhurtigt og som på kommando åbner alle i samme nu hver sin sæk. Og hvad sker der så? Ja, det kan faktisk ikke beskrives, det må ses. Hvilket syn for guder - og for lyse sussexer. Det er chokerende. For lille Birgitte er det for stærkt, hun må bæres bort.

Ud af hver sæk ryger som ved en eksplosion tre lysende raketter eller kometer, om man vil, med en ildhale efter sig, hver udstødende sin fanfare. Hvilket festfyrværkeri, hvilket opbud af farver og spil. For os alle, der kunne tage det, vil dette møde mellem de 200 uskyldshvide, kærlighedshungrende jomfuer og de 15 fyrige, sydlandske unghaner blive stående som et lysende minde i en mørk og prosaisk tid.

Vor tids mest raffinerede udnyttelse af alliancen mellem teknik og kunst blegner mod dette festlige skuespil. Hverken film eller teater har til dato formået at skildre det banale tema - mødet mellem kønnene - med en sådan bravour, festivitas og fanfare, og ingen billedkunstens mester evner at skabe en så fascinerende kontrastvirkning som farvespillet af disse spraglede ildfugle mod den lyse sussexbund.

Nej, her mangler intet, heller ikke på det kulinariske område. Et sted er der dækket op med kød og benmel garneret med kartoffelmos, et andet sted det mest raffinerede, italienerne endnu har oplevet: revet gulerod i levertransauce overdrysset med et tykt lag af Karensmølles specialblanding "Kraft".

Friskmalet lucernemel står fremme i små asietter hele aftenen, hvedekærnerne ligger drysset tilsyneladende helt tilfældigt ud over hele festsalen. Ingen må mangle noget. Heller ikke drikkevarer. Der er mælk, og der er vand tilsat en antydning af jod, jernvitriol og lignende. Det er bare at lægge nakken tilbage.

Og så alle disse dejlige lyse jomfruer - 13,33 til hver - kokette og knibske hver og én.

Italienerne æder og drikker. Efterhånden begynder de at føle sig hjemme. De bliver endnu mere frie i deres optræden. Det bliver de ikke mindre charmerende af, men en kende grovere i deres udtryksmåde.

Ind imellem stikker de hinanden en ordentlig én på bolden. Stemningen tiltager time for time. Der bliver kaglet, og der bliver klukket, og der bliver pludret, og der bliver galet.

En af de mest belevne springer pludselig, da festen er på sit højeste, op på den øverste pind og holder en fuldstændig improviseret "gale" for damerne. Den gør stormende lykke. Den var spirituel, siger de.

Ja, end ikke hofnarren mangler. Nå, det skulle jeg måske ikke have nævnt, det er faktisk pinligt. Sussexerne har en bror eller sådan noget i den retning. En sølle stakkel, der smuttede igennem "filteret", da sussexerne i sin tid som daggamle kyllinger blev skilt fra deres brødre. End ikke den tilkaldte japanske ekspert kunne på det tidspunkt afgøre, hvilken gruppe, den hørte til.

Sussexerne har jo nok altid syntes, at han var underlig, men at han var så underlig, bliver de først klar over i aften. Original! Original! jubler italienerne og klukler. De er lige ved at få vitaminpillerne i den gale hals af bare grin. Sussexerne skammer sig og hakker efter ham. Den sidste del af aftenen må han tilbringe i en af de mørke fællesreder.

Ved midnatstid har det udviklet sig til et rent orgie. Der bliver leget sanglege og tagfat, og der bliver udkæmpet drabelige hanekampe. Blodet flyder, én må bæres ud.

Men der er sgu da ingen, der har rørt hønsene endnu, lyder aftenens sidste rapport klokken et fra vor udsendte medarbejder. Det er en skuffet mand, der sender denne lidet opmuntrende bulletin ned i stueetagen til det "borgerlige Danmark".

Jens bedømmer situationen som kritisk og tilråder den yderste agtpågivenhed. Heldigvis er dette kun en krise, en humørkrise. Kort efter har Jens genvundet sit lyse livssyn og tillid til fremtiden - og til italienerne.

Jens lærer af italienerne, hvad han aldrig havde lært som soldat: man begynder med "recognosceringer", herefter følger "føling med fjenden" og "spredte træfninger", og så først kommer "den store forårsoffensiv".

Da automaturet kl. 1.46 dansk normaltid langsomt dæmper lyset over de festlige haller, har aftenen kulmineret, og det synes virkelig, som om trætheden er begyndt at melde sig, og alle finder det helt i sin orden at bryde op nu. Jomfruerne viser gæstfrit kavalererne ind i de tilstødende sovegemakker og boudoirs. Her fordeler man sig, som man er blevet venner til.

Men endnu længe efter, at mørket har sænket sig over jomfruburet, hører man klukken og latter og pludren rundt om i de små gemakker. Først ud på morgenstunden bliver der ro.

Men netop på dette tidspunkt får jomfuerne den værste chokbehandling de endnu har været ude for. På slaget fire sætter italienerne pludselig ind med Cavalleria Rusticana udsat for 15 trompeter. Det var deres morgengave til jomfruerne.

"Oh, hvilket indfald," jubler den stumprumpede, hende med æggene der smager af levertran. "Livet er en gave"! hulker og klukler hun og smutter ned af pinden og ind i den nærmeste rede.

Jo, det er ganske vist, jeg hørte det med mine egne øren. Sådan sluttede en uforglemmelig aften, og sådan begyndte en ny, lang og dejlig dag.

Tage Anker Sørensen

Lupinvej 19, Thisted, er dyrlæge.