Der var engang en kro


Der var engang en kro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Engang lå kroerne som perler på en snor klar til at tage sig af de vejfarende. I dag er der luget grundigt ud i bestanden, udviklingen har taget dem.

Ved en landevejskro, har jeg hele mit liv, set mennesker komme og gå.

Således sang den svenske sanger Cornelius Vreeswijk engang for længe siden. Og det lød jo meget romantisk. Hvilket det sikkert også var på den tid. Dengang da kroen opfyldte et naturligt behov som rasteplads for de vejfarende. Dengang da al færdsel foregik til fods, med hest og vogn, eller på hesteryg. Da den, der agede med stude, også nåede frem. Dengang, hvor vejene mange steder bare var et hjulspor i terrænet, som man søgte at følge.

Da lå kroerne der, som små oaser rundt ved alfarvej.

Oprindeligt lagt med en afstand af ca. 10-15 km imellem hver, ca. 2 mil sagde man, hvilket svarede til den vejlængde, hestene mentes at kunne klare, før de trængte til hvile og foder, eller i det hele taget blev skiftet ud med andre og friske kræfter.

Men kuske og passagerer havde nok heller ikke noget imod at få et afbræk i en ellers træls rejserute. Det krævede et stort hestehold og en stor hestestald, foruden at der også hørte jord til kroen. For en rigtig kro lå på landet.

Det var først efter Reformationen, at det herhjemme blev almindeligt med landevejskroer. Ellers havde det været klostrene, der havde taget sig af de vejfarende.

Behovet opstod så at sige hen ad vejen. Ofte var det da også en bondegård ejet af et kloster, der lagde hus og fortæring til. Og mange steder tit en gård der lå tæt på landsbyens kirke, hvilket åbenbart kunne give problemer. Det blev sagt, at hvor Vorherre bygger en kirke, der lægger Fanden en kro.

Men det kunne vel også tænkes, at de vejfarende havde behov for at søge kirken for at takke for vel overstået rejse og bede om god færd videre frem over.

Tit var det nemlig med helbredet som indsats, de rejsende nåede frem. Vejene var ofte opkørte og nærmest ufremkommelige, og mangen væltetur kunne man blive udsat for. Liden tue kan som bekendt vælte stort læs, og man skulle være glade for, hvis man bare kunne tilbagelægge 4 km i timen.

I de første mange hundrede år var det forbudt de lokale beboere at konfrontere kroen og nyde dens våde varer. Det var dog ellers bedre, sagde man, at sidde på kroen og tænke på kirken, end omvendt. Og måtte man ikke søge kroen, så fandtes der nok en smugkro lige om hjørnet. Drikkeriet var et problem mange steder, og vi har jo alle hørt om Jeppe på Bjerget, hvis ben på en forunderlig måde kun ville én vej.

Det var da heller ikke for almuens skyld, kroerne lå der.

Som så ofte før var det kongen, der stod bag. Han havde brug for rastestederne på sine mange rejser rundt i landet. Derfor blev mange af kroerne allerede i 1600- og 1700-tallet kongeligt privilegerede, hvilket indebar visse rettigheder og enkelte fritagelser. Hårby Kro menes således som en af de ældste næste år at kunne fejre sit 350 års jubilæum.

Christian den IV oprettede i 1624 en postrute mellem København og Altona ved Hamborg. Det nødvendiggjorde, at der blev lagt en række kroer tværs over Sjælland og på Fyn på vejen fra Nyborg til Assens.

På vejen mellem Odense og Assens opstod Verninge- og Tylle Kro. Sidstnævntes navn har gennem tiderne givet anledning til mange misfortolkninger, da navnet, som man ellers kunne forledes til at tro, ikke hentyder til stamkundernes yndlingsbeskæftigelse, men i stedet skyldes de to gamle gårde, der i forvejen lå på stedet, og som startede med gæstgiveriet længe før kroen kom til. Navnet kan føres helt tilbage til 1200-tallet og menes at hidrøre fra den lave og fugtige eng, der tidligere var på stedet.

I dag kan det være svært at forestille sig det liv og leben, der engang var ved enhver kro.

En antydning derom, får vi måske lidt af i den gamle talemåde, hvor det siges, at et liv uden fester er som en landevej uden kroer.

For her ved kroen havde man forbindelsen ud til den store verden. Her kom man for at spørge nyt, når postdiligencen lod hornet gjalde. I et par hundrede år var det et velkomment afbræk i en ellers triviel hverdag.

Men så kom jernbanedriften, og postruten blev dirigeret en anden vej over Lillebælt. Og da bilismen kort tid efter holdt sit indtog, og vejene lidt efter lidt blev bedre og bedre, gik landevejskroerne en svær tid i møde.

De var ikke mere nødvendige for at gennemføre en rejse, og gjorde man alligevel ophold, men ikke fandt forholdene tilfredsstillende, betød det ikke så meget, da man hurtigt kunne køre videre til næste kro. Nu var det renommeet, man skulle leve på, og det kunne hurtigt få et knæk.

Som født og opvokset som nabo til en kro, kan jeg med en let omskrivning af den svenske troubadours sang sige, at jeg har set kromænd komme og gå. I massevis. Set hvordan kroen paradoksalt nok har været skyld i, at folk har følt sig lykkelige hele to gange. I de 30 år fra 1950 til 1980, hvor kroen led sit endeligt, da en med større planer end evnerne rakte, ville oprette en folkepark, men endte med at sende kroen på tvangsauktion, hvorefter den siden har været benyttet til privat beboelse uden krohold.

I den periode var der vel det halve antal kromænd, der forsøgte at få den til at køre.

Der var banearbejderen, der prøvede at sætte gang i driften, men endte på et sidespor. Postbudet der endte med at have samme farve i sine kinder, som uniformen han hidtil havde båret, og der var den norske jente, der lod sig besnære af en danskers talegaver.

Alle havde de samme håb. Når de som nye ejere kom dertil, gav de alle udtryk for, hvor lykkelige de var over at have fået sådan en lille kro. Det var deres og ægtefællens livsdrøm, der derved var gået i opfyldelse.

Men efter kort tids forløb svandt de varme følelser, og de måtte med vemod konstatere, at de følte sig endnu lykkeligere, da den dag oprandt, hvor de kunne slippe derfra igen, godt nok uden penge, men med helbredet nogenlunde i behold.

Engang lå kroerne som fregner spredt ud over hele landet. I dag er der tyndet godt ud i dem, og der er stadig kroer, der bukker under for udviklingen. Enten fordi de ikke kan klare økonomien, eller fordi unge ikke har modet til at tage over. Så der, som det ses i Søndersø, i stedet bliver bygget supermarked.

Men vi må da håbe, de resterende kroer klarer sig. For er der noget mere hyggeligt syn end de gamle velholdte landevejskroer, der trods alt endnu findes rundt omkring. De ligger der som et minde fra en svunden tid og kan vel nu nærmest betegnes som rene skønhedspletter.

poul kej

Møllegyden 14, Assens

Der var engang en kro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce