Den tornede vej til folkestyret


Den tornede vej til folkestyret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var langt til almindelig valgret, da Danmark fik sin grundlov i 1849, og nok har vi ikke tradition for valgsvindel eller mangler respekt for folkets dom, men uden problemer er demokratiet langt fra.

Ved valget 1984 fik valgbestyrelsen i Frederiksværk-kredsen regnskabet til at gå op ved i Maarum at tillægge Socialdemokratiet 100 stemmer. Danmarks Statistik afslørede det, da valget blev rutinemæssigt kontrolleret, og der var afgivet flere stemmer i den nordsjællandske by, end der var stemmeberettigede.

Det ændrede et snævert landsresultat, så Venstres Birthe Rønn Hornbech fik et mandat, som socialdemokraten Hans Jørgen Jensen allerede havde fået valgbrev på.

Fejlen blev opdaget ni dage efter et bevæget valg, der blev en sejr for Poul Schlüter. Fremskridtspartiet med partileder Mogens Glistrup indsat i Horserød mistede 10 af 16 mandater, men Glistrup skabte et problem ved dagen efter at forsøge at forlade Horserød med henvisning til, at han var valgt til Folketinget.

Han blev holdt tilbage og sat i straffecelle, mens justitsminister Erik Ninn-Hansen formentlig fremskyndede fintællingen, der blev gennemført to dage hurtigere end normalt. Glistrup fik valgbrev og blev sluppet løs, mens personalet i Horserød bad om, at blev han igen kendt uværdig til sit mandat og sat tilbage i fængsel, skulle det være et andet sted.

Midt i det hele meddelte Lyngbys konservative borgmester Ole Harkjær, at han havde brugt sin personlige opfattelse af reglerne for godkendelse af brevstemmer, og så beordrede indenrigsminister Britta Schall Holberg omtælling af samtlige 119.000 brevstemmer.

Låsene til rummet, hvor det skete, blev skiftet ud, og der blev stillet vagtposter. Denne omtælling kostede Socialdemokratiet endnu 41 stemmer, mens Venstre fik ni mere, og så blev der for resten fundet endnu ti fejllagte stemmer i Frederiksværk.

Rønn Hornbech beholdt sit mandat og indledte sin fremragende karriere i Tinget, men det anerkendte Jensen ikke umiddelbart. Han havde valgbrev og mødte op med det, så Folketinget åbnede med 180 personer, der alle havde brev på deres valg.

Jensen måtte give sig, og derefter blev Glistrup atter stemt ud af Folketinget og sendt til Horserød (!), mens hans våbendrager Kristen Poulsgaard kaldte de 139 medlemmer, der havde stemt Glistrup ud, for "en samling forbrydere".

Set udefra lignede Danmark i de uger en ren bananrepublik, og det er meget godt at huske, når vi kritiserer andre for ikke at kunne styre deres valg. I øvrigt kan historikerne ikke i dag lave en ny fintælling, for når et valgresultat er godkendt, destrueres stemmesedlerne omgående - så er der ikke flere skandaler mulige.

Grundloven blev en realitet efter det europæiske revolutionsår 1848, da Christian 8. døde, og Frederik 7. blev regent i en stormfuld tid, da forholdet mellem Danmark, Slesvig og Holsten gav voldsom uro. Dygtige borgere fandt den afdøde konges rådgivere inkompetente, og det kom til et demonstrationstog til Christiansborg, hvor forsamlingen med filologen D. G. Monrads ord "aanraabe Ds. Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp".

Revolutionen blev ikke nødvendig. Da demonstrationstoget nåede frem, havde kongen afskediget sin regering og valgt den første "premierminister", A. W. Moltke.

Året efter underskrev Frederik 7. den grundlov, der afsluttede enevælden og gav "lige og almindelig valgret" til såvel Landstinget som Folketinget i den nye rigsdag. Det var avanceret for sin tid. Næsten alle andre nationer med to kamre havde privilegeret valgret til det ene.

Til gengæld kunne man diskutere, hvor "lige og almindelig" den var. Man skulle være over 30 år for at stemme, og man kunne ikke stemme, hvis man faldt ind under det, som blev kaldt "de seks f'er": fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere, fremmede og fjollede.

Faktisk var det kun 15 pct. af befolkningen over 30 år, der på valgdagen kunne stemme.

Det gik langsomt med at udvide stemmeretten.

I begyndelsen af 1900-tallet var der røre om kvindernes valgret i hele Europa. Diskussionen bølgede også i Danmark, bl.a. med et intermezzo i 1909, da Karen Blixens moster, Mary Westenholz, afbrød en forhandling om forsvarslovene, greb formandens klokke og holdt en tale, som kun Berlingske Tidendes referent i presselogen fik bevaret for eftertiden.

Den gæve kvinde råbte bl.a: "Her sidder I danske Mænd og købslaar i Magtbrynde og Egennytte om Landets Ve og Vel ... en Hoben fædrelandsløse Lejesvende, der forraader Danmarks ære."

I Folketingets officielle annaler kom afbrydelsen ind under de pinlige fortalelser eller optrin, som der ikke var grund til at referere. Kvinder fik valgret til Folketinget i 1915, og de kunne bruge den første gang ved valget i 1918.

Samtidig med kvinder fik tjenestefolk, tyende, valgret, mens personer, der var gået konkurs, først fik lov at stemme fra 1953, og personer, der modtog en form for fattighjælp, først i 1961. I dag er kun umyndiggjorte uden stemmeret blandt danskere over 18 år.

Det varede længe, før parlamentarismen slog igennem. Grundloven blev i 1866 ændret, så der ikke var almindelig stemmeret til Landstinget, der blev en elitær forsamling af velhavere og intellektuelle, som kongen kunne regne med ville stemme de lovforslag ned, han ikke ønskede gennemført.

I Provisorietiden var der krig mellem landsting og folketing, mellem konsejlspræsident Estrups højreregering og især Venstre, der nægtede at godkende finanslovene, så Estrup 1885-94 regerede ved hjælp af provisoriske finanslove, ulovligt ifølge grundloven.

Parlamentarismen indebærer, at ingen regering kan sidde uden et flertal bag sig i det bredest folkevalgte parlament, i Danmark Folketinget, og det blev først anerkendt som princip ved Systemskiftet i 1901, der gav Venstre regeringsmagten for første gang.

Siden er en negativ form for parlamentarisme blevet ganske almindelig: at en regering kan sidde, så længe den ikke har et flertal imod sig.

Efter Systemskiftet blev det sværere for kongen at påvirke politik, men Christian 10. gjorde det håndfast indtil Påskekrisen i 1920, da han brød grundloven ved at fyre den radikale statsminister C. Th. Zahle, som han ikke kunne udstå og længe havde forsøgt at få til at gå frivilligt. I stedet udnævnte kongen sin advokat, Otto Liebe, som statsminister.

Liebe fik på den post den korteste karriere af alle. Han måtte gå af efter seks dage uden at have sat sine ben i Folketinget. Socialdemokratiske og radikale aviser havde tordnet løs om "Kongens Statskup" og truet med generalstrejke. Overraskende var det den senere "landsfader", socialdemokraten Thorvald Stauning, der med diplomatisk snilde fik løst problemerne, så parlamentarismen blev genindført. Den gjorde fire år senere ham selv til statsminister.

Nogle har i tidens løb forsøgt at påvirke et valgresultat med ulovlige midler. En enkelt dansker er dømt for at have stemt med to valgkort, og i 2001 blev der under stemmeoptællingen i Ravnsø Kommune tilføjet et uretmæssigt kryds på omkring 70 stemmesedler. Selv om der ikke syntes tvivl om, at en kandidat gjorde det for at gavne sin egen sag, førte det ikke til retssag.

Faktisk er der personer, der kan stemme flere gange til samme valg. F.eks. kan søfolk fra dagen efter et valg stemme til det følgende i alle havne med dansk repræsentation. Da de har ret til at skifte mening, kan de gøre det, hver gang de kommer et nyt sted. Kuverten med stemmeseddelen bliver dateret, og når der bliver valg, gælder den senest afgivne stemme.

Det danske folkestyre har en lang og fascinerende historie. Vi kan være stolte over dets teori og forsøge at værge os mod forsøg på at omgå det. Det er sagt, at demokrati er langt fra nogen ideel styreform - alle andre er blot meget dårligere.

Derfor holder vi os til demokratiet og forsøger igen i dag at få det til at fungere så godt som overhovedet muligt.

SVEND NOVRUP

Kongshøj Alle 33, Kerteminde, er journalist.

Den tornede vej til folkestyret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce