Den lange vej hjem


Den lange vej hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I sine unge år søgte Bruce Springsteen i sine sange ud og væk. Nu er han 58 og voksen, og nu går vejen hjem til kone og børn.

Når Bruce Springsteen 8 december går på scenen i Forum, København, er det med et andet syn på tilværelsen, end han i sine unge år præsenterede for sit publikum. Den amerikanske rock n' roller er tilsyneladende - efter 58 år - blevet voksen.

Ét symbol over dem alle har sat sit præg på Bruce Springsteens sange: landevejen. Lige siden udgivelsen af Born To Run i 1975 har den amerikanske "boss" bygget sine fortællinger op omkring rastløse mænd og kvinder, som af den ene eller anden grund søger ud af de konventionelle, byborgerlige rammer mod de store, åbne amerikanske vidder.

Men hvor den unge Springsteen dyrkede landevejens frihedspotentiale, er den aldrende Springsteen blevet mere optaget af landevejslivets skyggesider.

Den engelske forfatter Nick Hornby (About a Boy, High Fidelity) betegnede engang Springsteens sang "Thunder Road" fra Born To Run-albummet som den bedste sang, der nogen sinde er blevet lavet.

Nogen sinde. Dét er måske at tage munden for fuld, men på samme måde som Lennons "Imagine" eller U2s "One" afdækker noget grund­essentielt for disse musikeres samlede produktion, er "Thunder Road" nok den sang, der kommer tættest på at definere, hvad Spring­steens musik generelt lover sine lyttere.

"Thunder Road" er historien om en navnløs mands drøm om at føre den lokale skønhed, Mary, med sig ud af en dvaleramt, middelamerikansk levebane. Som en eventyrlig prinsesse sidder Mary på sin veranda og venter på sin prins. Sin helt.

Men så bryder den klassiske eventyrstruktur sammen - helten i Springsteens univers kommer ikke ridende på en hvid hest med løfter om halve kongeriger: "Jeg er ingen helt," siger den navnløse mand, "Den eneste frigørelse, jeg kan tilbyde, gemmer sig under denne beskidte motorhjelm" (oversat).

Hvis Mary og han skal nå at opleve ren og idel lykke, må de ud af byen, ud på landevejen, hvor de ikke er bundne af ejendom, men hvor vejens to baner bærer et løfte om selvfornyelse og kærlighed. Kun ved at slippe alle tøjler kan de begynde at bearbejde skuffelsen over den amerikanske virkeligheds manglende evne til at leve op til den Amerikanske Drøm. 

"Thunder Road" præsenterer altså en banal jubeloptimisme over for den hjemløse tilstand og dennes mulighed for at føre til personlig frigørelse for den, som tør tage chancen og gøre op med sin egen, kulturbetingede opfattelse af, hvad der udgør et godt liv.

Sangen slutter med, at Mary og den navnløse mand kører af sted, ud under nattehimlen. Vi efterlades i uvidenhed om, hvorvidt landevejen rent faktisk lever op til de fremsatte forventninger men med barnetroen intakt: Der er guld for enden af landevejen.

Billedet af landevejen som et positivt symbol på frigørelse fra den amerikanske småborgerlighed forbliver intakt henover Darkness On The Edge Of Town fra 1978, hvor Springsteens karakterer først finder sig selv, når de i sange som "Racing In The Streets" sætter sig bag rattet og trykker på pedalen.

Men på The River fra 1980 begynder billedet af landevejen at ændre sig. Nu støder vi pludselig i sange som "Wreck On The Highway" på karakterer, der hjemsøges af mindet om et biluheld. Det er ikke længere alle, som genfinder sig selv i de åbne vidder. Nogle finder også deres endeligt.

Billedet af landevejen vendes helt på hovedet i 1982, da Nebraska udkommer. Manden bag rattet i albummets titelsang er ikke længere navnløs, tværtimod. Han hedder Charlie Starkweather og er massemorder. Som i "Thunder Road" tager Charlie sin elskede med sig i bilen, da han beslutter at gøre op med sin forstenede tilværelse og køre af sted. Og så krakelerer barnetroen. Charlie efterlader sig et langt og blodigt spor af døde mennesker langs sin rute.

På Human Touch fra 1992 skåler den spring­steenske helt i "Soul Driver" for sin egen tilintetgørelse, umiddelbart før han kaster sig ud i en halvkvalm landevejsmetaforik over et kærlighedsforhold, og hvis alt positivt efterhånden ikke var blevet pillet ud af landevejssymbolet, så gnider Springsteen godt med salte tårer i det åbne sår med The Ghost Of Tom Joad fra 1995, hvor (anti)helten har forladt sin bil og nu går desorienteret langs en landevej, som ingen længere tror på fører nogen steder hen. "Ingen bilder sig selv noget ind om, hvor den fører hen" lyder albummets opgivende beskrivelse af det tidligere så håbefulde symbol.

Landevejens to baner, som tidligere lovede nye begyndelser og kærlighed for alle som turde begive sig ud på den, har kun ødelæggelse, ydmygelse og død tilovers for sine ryttere. Og selv om "Atlantic City" fra Nebraska-albummet så inderligt fortæller os, at alt, der dør, måske vender tilbage, så er billedet af landevejen efterhånden så ridset, at de fleste Springsteen-fans i 1995 må have spurgt sig selv, om det ikke var en ide at tage flyveren næste gang.

 

The Rising fra 2002 præsenterer en ny heltetype i springsteensk sammenhæng. Hvor det tidligere var den forarmede mand, som det store stygge system havde opgivet, der hovedsageligt fandt sit udtryk på Springsteens udgivelser, er The Rising - som følge af terrorangrebene 11. september, 2001 - mere optaget af klassiske heltefremstillinger. Det er brandmanden, der bevæger sig "op ad trapperne, ind i ilden" i "Into The Fire". Det er enkemanden, som i "Mary's Place" finder trøst i folkemængdens svøb.

Hvor Springsteens helte hidtil har bevæget sig ud i verden i jagten på den personlige frigørelse, bevæger de sig nu ind mod hinanden i jagten på et fællesskab, der er stærkt nok til at genopbygge en by i ruiner. Det er en forandring i heltefremstilling, som er til at tage at føle på, men tilsyneladende ikke en forandring, som er baseret på et øjebliks sentimentalitet. Da Springsteen i 2005 udgav Devils + Dust, benyttede han nemlig sit gamle yndlingssymbol til at bygge videre på sit samlingsargument fra The Rising.

Hvor den unge Springsteen søgte at komme ud, komme væk, fortæller sange som "Maria's Bed" og "All I'm Thinkin' About" fra Devils + Dust nemlig om den modsatte bevægelse. Den springsteenske helt er ikke længere interesseret i landevejen som en flugtmulighed, men ser tværtimod de gulstribede amerikanske motorveje som en mulighed for at komme hjem. Kærligheden venter ikke for enden af landevejen længere, den venter derhjemme ved hustruen og børnene. Det er som om, landevejen i sidste ende viste sig at være lidt for farlig. Hvis det er et sted, man opsøger, er det af nød og kun for at være der midlertidigt.

 

I oktober udkom Magic, Springsteens 15. studiealbum. Springsteen, som i de seneste år er blevet mere direkte politisk aktiv, bygger videre på sit efterhånden diffuse landevejssymbol, således at det på Magic mest af alt benyttes som et skræmmebillede for, hvad der sker, hvis man vælger den forkerte (politiske) vej. I "Last To Die" bliver en families bilrejse metafor for den amerikanske krigsdeltagelse. "Hvem bliver den sidste til at dø for vores fejltagelser?", spørges der.

"Long Walk Home" antyder, at der er blevet længere hjem, end der var i sangene fra Devils + Dust, men det er stadig bevægelsen ind mod fællesskabet, som er i højsædet.

Alt det, som Springsteens helte flygtede fra i 1975, er i 2005 blevet synonym med lykken. Det tog 30 år for Springsteens karakterer at indse, at lykken ikke lå ude i horisonten, men derimod i det nære og familiære. Det har været en lang rejse med en masse huller i vejen. Forhåbentlig er der stadig lidt tilbage på kistebunden til den tilbedte folkesanger når benzinregningen er betalt.

Kasper Kruse Westergaard

Ørnfeltvej 23, Odense M, er stud.mag.

Den lange vej hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce