Den åbne, vigtige samfundsdebat er forsvundet og afløst af den stumme jagt efter privilegier. Én af årsagerne er det offentliges uhæmmede vækst.
Den store og åbne samfundsdebat er forsvundet og afløst af en indædt kamp om at sikre sig de største stykker af den fælles lagkage og helst med en ekstra klat flødeskum oveni.

Debattens forsvinden har flere årsager, men iblandt dem vejer det offentliges uhæmmede vækst tungt.

I 70´ernes Danmark som det så ud, da økonomiprofessor Jørgen S. Dich fremlagde sin kritiske analyse (Den herskende klasse) bestod stadig en modmagt til den offentlige sektor. Sammen med et virksomt privat erhvervsliv fandtes endnu en stor gruppe af arbejdere, bønder og funktionærer, som hos Dich fandt en bekræftelse på deres mistanke om, at der skulle bruges skattemidler på uddannelser og professioner primært med det formål at tildele den bedre middelklasses børn en komfortabel beskæftigelse og skåne dem for korporligt arbejde.

Her i dag 35 år efter bogens fremkomst er det forbløffende i hvilken grad Dichs vurderinger har bevaret deres gyldighed:

"Den herskende klasse er i vore dage de offentligt ansatte inden for den sociale sektor, den videregående uddannelse og sundhedsvæsenet.

Dens magt er ikke baseret på besiddelse, men på dens evne til at skabe en forpligtende social ideologi, der har sit udspring i en humanistisk kultur, flugten fra det legemlige arbejde og angsten for sygdom og død. Den udformes i en perfektionisme og i en samfundskritik, der varetager klassens interesser i høje lønninger, begrænset arbejdsindsats og i en voldsom ekspansion af den offentlige sektor".

I de efterfølgende år udbyggedes velfærdsstaten med en fortsat voksende servicesektor. De skarpe skel mellem privat og offentlig sektor udviskedes gradvis. Fabrikantens hustru kunne være ansat som kommunal skoletandlæge, håndværkerens kone ansat på det lokale sygehus og specialarbejderens ægtefælle ansat som hjælper på kommunens plejehjem eller aflønnet som dagplejemor.

Når opinionsundersøgelserne beretter om, at et flertal af den danske "befolkning" ser med sympati på, at antallet af offentlig ansatte øges og lønnen højnes, fortier man, at det i realiteten er de offentligt ansatte selv og deres pårørende som dominerer besvarelserne, mens det man kalder "befolkningen" er et overvejende fiktivt begreb.

Den danske befolkning er som helhed blevet tæt integreret i den offentlige ansættelsesstruktur. Det er en af de paradoksale bestanddele i "den danske model" og formentlig en af de mest sårbare, når krisen til sin tid kommer.

Det er samtidig baggrunden for det vanskelige i at fremsætte kritiske vurderinger af den offentlige sektor, da de modsætninger som stadig fandtes i 70'erne stort set er ophævet, og den offentlige "herskende klasse" har sejret på så godt som alle fronter.

Pressen og medierne undgår med næsten krampagtig omhu at træde den offentlige sektors personalegrupper over tæerne, hvilket er det mest opportune i en tid, hvor man slås for at bevare den svindende læserskare, som formentlig overvejende består netop af offentlig ansatte. En skjult men effektiv redaktionel censur.

Til de offentligt ansatte hører også personalet på universiteter og andre læreanstalter. Der har vist sig en sand opfindsomhed og fantasirigdom ved oprettelsen af nye institutter og centre, som det er uendelig svært at se den praktiske gavn af, bortset fra at de ansatte kan levere kommentatorer til radioens P1 og bidrage til den del af den trykte presse, der bringer sektioner med videnskabelige emner. I sandhed må vi være et ufattelig rigt land, når vi har råd til en forvokset mandarinkultur af orientalske dimensioner.

Ikke overraskende er det nærmest umuligt at finde et politisk parti, som vil lægge sig ud med en så magtfuld vælgergruppe, når det tillige er en banal sandhed, at de fleste folketingsmedlemmer har en civil baggrund som offentligt ansatte.

Derfor er de offentlige personalgrupper i dag mere urørlige end Indiens "hellige køer", og det grænser til harakiri at lægge sig ud med dem. Bagsiden er, at uden kritik kan man heller ikke bedre kvaliteten, og enhver kvalitetsreform er på forhånd dømt til at mislykkes.

For den offentligt ansatte eksisterer begrebet at forbedre sin personlige arbejdsindsats ikke. Her er bedre kvalitet synonymt med flere kollegaer og højere løn samt arbejdsfri ophold på indbydende kursuscentre legitimeret som efteruddannelse.

Det er nærliggende at stille det spørgsmål om hvor længe vort driftige erhvervsliv og nordsøolien kan finansiere et offentligt forbrug, der er gået helt grassat i et uhæmmet frådseri. Og her er adressen ikke fortravlede sygehjælpere, plejepersonale og hjemmehjælpere, men dem som via en højere eller mellemlang uddannelse har fundet en lukrativ levevej indenfor universiteter, læreanstalter og det offentliges udstrakte græsningsarealer.

Mens studenterne i Maos Kina blev jaget ud i rismarkerne sammen med deres lærere, behøver vi ikke at gribe til så hårdhændede midler, men det kan næppe anses for urimeligt at beskære adgangen til universiteters og andre læreanstalters eksotiske specialiteter og i stedet fremme interessen for samfundets produktive sektorer.

Hvor uddannelsesmæssige skævheder og privilegier måske opleves som mindre følelige for den brede befolkning, er følgerne direkte mærkbare, når det gælder den direkte kontakt med de grupper i befolkningen, som det offentlige har en lovbunden forpligtelse til at yde hjælp.

Til pædagogisk anskuelighed kan man tage et eksempel fra det sociale område, nærmere bestemt de "udsatte børn", som med mellemrum diskuteres heftigt blandt politikerne. Det kan samtidig tjene som passende illustration til det kunststykke, hvormed man kan vende sort til hvidt og smyge ansvaret fra sig for i stedet at lægge det på kommunale politikere, der ikke bevilger alle de stillinger som fagforeningen har sat på ønskesedlen.

Her er det nærliggende at pege på "Tøndersagen", som man har gjort til oprørende skræmmebillede af politisk snæversyn og fedtspillende spareiver.

I eftersommeren 2005 anholdt det lokale politi i Tønder en mand for at leje sin 10-årige datter ud til mænd der ønskede seksuelt samvær med mindreårige. Til almindelig bestyrtelse fremgik det, at Tønder kommunes socialforvaltnings børn- og unge-afdeling kendte familien, men ikke havde fundet anledning til at skride ind.

Socialrådgivernes fagforening søgte prompte at retfærdiggøre sagsbehandleren med, at kommunen her som andre steder ikke havde afsat tilstrækkelige ressourcer til det forebyggende arbejde.

Og dermed istemte man optakten til det tilbagevendende hylekor, som siden har været taget i anvendelse hver gang andre af foreningens medlemmer har misrøgtet betroede sager.

Det man ikke fortalte, mens sagen stod på men først blev røbet flere måneder senere, kaster et noget andet lys over den ulykkelige affære. I et interview med den senere afskedigede børn- og ungechef kom det frem, at skønt socialforvaltningen skulle varetage tilsynet med familiens forhold, havde man opgivet at holde sig underrettet herom, fordi familiens medlemmer forholdt sig lidet meddelsomme.

Ydermere havde man undladt at føre familiens journal gennem flere måneder. Alligevel udtalte den afskedigede leder med en vis bitterhed, at han mente at have optrådt korrekt og ikke fraveget almindelig faglig kutyme.

Det er derfor meget tænkeligt, at nye Tønder-sager kan opstå. Ikke på grund af ressourceproblemer i sig selv, men som følge af et alarmerende lavt fagligt niveau hos socialrådgiverne. Men den problematik har hverken fagforening, medierne eller politikerne interesseret sig for.

Den mest sandsynlige udgang bliver formodentlig, at politikerne ligesom offentligheden må acceptere forklaringen om de manglende ressourcer som den egentlige årsag til, at flere sager om udsatte børn har været misrøgtet.

Den fortsatte udvikling på dette område bliver følgelig som Dich generelt profeterede, en ensidig ekspansion som principielt er uden grænser. Og han tilføjede dengang de manende ord: "På den måde kan et land ikke regeres. Det sker heller ikke. Det flyder".

niels c. jørgensen

1 Rue de Haut Four, Callian, Frankrig, er konsulent, cand.psyk.