Terrorangrebet på Twin Towers den 11. september 2001 har inspireret mange kunstnere. Én af dem er den amerikanske forfatter Don DeLillo

Romanen af New York-forfatteren Don DeLillo hedder "Den faldende mand". Dens emne er terrorangrebet mod Twin Towers den 1l. september 2001 på Manhattan og hvad derefter fulgte. En tragedie som efterhånden, også i Danmark har jeg lagt mærke til, blot benævnes nine-eleven, 9/11.

Bogens titel henviser til de ulykkelige som sprang ud fra tvillingetårnene for at undgå at omkomme i flammerne; men også til den velklædte performancekunstner som i tiden derefter blev set rundt omkring i byen hængende fra høje bygninger med hovedet nedad.

Romanen begynder efter angrebet. Det første læseren møder er hovedpersonen, Keith, der med ansigtet skjult af blod og glassplinter, er på vej væk fra det brændende område, lige i det øjeblik nordtårnet falder sammen. Keith bevæger sig rundt i de dybe gader sammen med andre blodige og fortumlede mennesker i en verden bestående af murbrokker og brændende benzin. I DeLillos karakteristiske stil lyder bogens første linier: "Det var ikke længere en gade, men en verden, en tid og et rum med faldende aske og næsten nat."

Keith opsøger med det samme sin fraskilte hustru, Lianne, der netop har forladt deres ægteskab, som lidt uromantisk benævnes "den langvarige dysterhed". Sammen har de drengen Justin.

Jeg er ikke sikker på, at de mange kritikere som hævder at bogen beskriver terrorangrebets psykologiske konsekvenser, har ret. Romanens motivmængde er bredere end som så. Det er ikke alene psyken som går itu i "tiden derefter". Det er også personernes livsanskuelser og måden de lever deres hverdagsliv på som fragmenteres og ændres. Og da bogen sætter meningen med livet til debat kan den faktisk også læses som en reaktualisering af 1950’ernes eksistentielle projekt.

Jeg vil ikke sige, at skrivemåde i Den faldende mand er brudt sammen ligesom de to tårne. Men den er bestemt påvirket deraf: I begyndelsen kan man godt være lidt usikker på ikke alene hvad der fortælles og hvorfor, men også på hvem der fortæller det. Hovedpersonerne Keith og Lianne omtales i det store hele som han og hun. Begivenhedernes tidsfølge er slået itu og personernes sprog virker tit afsnuppet. Den enkelte sætnings ordstilling kan være "forkert". Og når bogens komposition er bygget op som en række korte afsnit der i et væk erstatter hinanden, så at personer, motiver og tidsforhold hele tiden veksler, så får det konsekvenser for læsningen.

Men langsomt indser man, at der jo bare er kælet så meget med sproget, at prosaen nærmer sig poesi. Og så siger man til sig selv: Sæt hellere læsetempoet ned. Smag på sproget. Læs passagen en gang til, ja, begynd om nødvendigt forfra - så folder teksten sig ud som en roligt søgende og afdæmpet beretning om det nye årtusinds - indtil videre - allerstørste drama. Og man forstår: Ja, selvfølgelig. Sådan skal det gøres. Hvordan ellers berette om den episode.

Til sidst står romanen for en som en kynisk (på den gode måde) og realistisk og, paradoksalt nok, meget smuk bog hvis form er solidarisk med den begivenhed den fortæller.

Et moderne mesterværk, skrevet af den forfatter, som allerede 10 år før angrebet i romanen Mao II inspirerede Jes Stein Pedersen til tv-serien Ordet og Bomben (som blev sendt i efteråret, 2008) ved at hævde at: "Beckett er den sidste forfatter som har formet måden vi tænker og ser på. Efter ham involverer det litterære hovedværk flyvemaskiner der eksploderer og bygninger som synker i grus."

Tårnene, hovedpersonerne, skrivemåden: Altsammen er anderledes end for. Sådan kan man karakterisere romanens tema.

Keith kan ikke længere passe et arbejde. Han opsøger den sorte kvinde, hvis taske han havde i hånden på vej ned ad sydtårnets trapper. De indleder et forhold. Så kaster han sig over pokerspil og tilbringer sin tid i Las Vegas’ spillekasinoer. Han drømmer om røgforgiftning, indespærring og lammelser. Han kommer i slagsmål og er angst når han flyver. Både han og ekskonen, Lianne, begynder i de lokale fitnesscentre - måske for at kickstarte en ny tilværelse? Stort og småt blandes, og det hele afspejler hinanden og kommenteres.

Lianne fortsætter som forlagskonsulent. Hun fantaserer om Keiths sexuelle aktiviteter i Nevada. Udgiver bøger og tilbringer ellers sin tid med at hjælpe alzheimerpatienter med at skrive om begivenheden. Heller ikke hun undgår en slåskamp, da hun finder det upassende at en kvinde i opgangen altid spiller mellemøstlig musik "på dette særdeles følsomme tidspunkt," hvor "hele byen er ultrasensitiv."

Sønnen Justin begynder at udtrykke sig i enstavelsesord. Han lukker sig inde på børneværelset med et par legekammerater og "gennemsøger" himlen med kikkert af skræk for at "Bill Lawton", som Bin Laden lyder som i amerikanske børneører, skal vende tilbage og forgifte deres mad.

Gennem Liannes egocentriske overklassemor, Nina, og hendes velhavende, excentriske, marxistiske elsker, som måske var med "dengang", knyttes den islamistiske terror sammen med 70’ernes europæiske voldsudøvelse.

Bogen igennem gøres der forsøg på at tolke Vorherre ind i begivenhedsforløbet. "Hvor forfærdeligt at forestille sig dette, Guds navn på tungen af både mordere og ofre." tænker Nina. Lianne er besat af religion. "Hvor var Gud da dette skete?" Hendes patienter skriver: "Dette er helvedet. Al den ild og smerte. Skidt med Gud." En anden skriver blot: "Aske og knogler."

Liannes omgivelser læser Koranen for at forstå. Hun fascineres selv af dens ord om det absolutte: Dette er skriften; om den hersker der ingen tvivl. Hun begynder at gå i kirke på jagt efter "det styrende væsen der var og er og altid vil være." Men fornuften sejrer. Hun ender som en slags halv-ateist eller halv-deist; og mens hun studerer sine begyndende grå hår og planlægger træningen til New York Maraton mumler hun: "Gud er den stemme der siger: ’Jeg er ikke her."’

Også Keith er til slut klar til en ny begyndelse. Han opgiver sit pokerspil og tænker: "Det var i sidste ende hvem han var som betød noget, ikke held eller ren og skær dygtighed. Det var åndelig styrke, mental skarphed /.../ hvordan en mands karakter bestemmer hans synsfelt."

Med beundringsværdig indføling indlægger Don DeLillo en parallelhistorie om de islamistiske terrorister. Synsvinklen lægges hos den unge Hammad, som i en lille lejlighed i Hamborg sidder og lytter til de ældre krigere og deres erfaringer fra Saddams hær dengang den kæmpede imod iranerne, shiiterne, kætterne - mod dem som på slagmarken sprang hen over "deres brødres rygende lig med sjælene i hænderne."

Det er intellektuelle folk, ingeniører og arkitekter. De lever asketisk, anlægger skæg, drøfter taktik, beder og læser Koranen og beklager sig over at naboen kan høre når man tisser på grund af de "tynde jødevægge". Hammad skal ikke alene passere syv par sko når han skal ind i de overfyldte rum. Han måtte også "træde over en bedende broders sammenkrummede skikkelse da han gik ud på toilettet for at rive den af."

Senere er de, nu glatbarberede og vestligt påklædte, til flytræning i Florida. Mens Mohammed Atta (ja, det er ham, ham fra virkeligheden) tager ekstratimer i Boeing 767-simulatoren, får Hammad kassepigerne i supermarkedet, som altid hedder Meg eller Peg, til at le. Han kører bil og har visakort og drømmer om at være en del af den amerikanske ungdom. Og så ser han at de mænd som sidder i liggestolene under deres baseball caps og "kontrollerer vores verden" har gamle, hvide kroppe med sprængte årer.

Mohammed Atta forklarer, at den by de tilintetgør, de jødiske og amerikanske liv de tager, deres egen død, det er altsammen "skæbnens krav," nedskrevet for længst. Så er projektet ligesom retfærdiggjort. Alt er forudbestemt. Kærligheden til døden, "den højeste jihad" og viljen til martyriet, selv pligten til mord, uddrager de af deres determinisme.

Romanen slutter i det store brag. Hammad sidder med ryggen mod flyretningen nu kun få sekunder fra Gud og venter på at "livets tabte tid er omme." Mens han glor ned på en vandflaske som triller frem og tilbage i midtergangen, spænder han sikkerhedsbæltet (! ) Så ramte flyet tårnet, "hede, så benzin, så ild, og en trykbølge gik gennem bygningen, som kastede Keith ud af sin stol og ind i en væg."

Det er det lille "som" midt i sætningen, der i verdenslitteraturens mest dramatiske synsvinkelskift, forbinder årsag og virkning og knytter bogens to handlingstråde sammen. Hammad skaber trykbølgen "som" blæser Keith omkuld.

De næste fire sider en en højdramatisk beskrivelse af Keiths kamp for at komme ned ad det sammenstyrtende højhus’ trapper. Det sidste han ser er en faldende mands vinkende hvide skjorte udenfor. Og så er vi til bage ved bogens begyndelse - dvs. til den tilstand af angst og forvirring, som ramte USA, og som præsident Barack Obama forventes at kunne forvandle til et håb om en tryg og meningsfuld fremtid.

Erik Nielsen er forhenværende lektor på Syddansk Universitet.
  • fyens.dk