Demokratisk diktatur


Demokratisk diktatur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Demokrati er godt som politisk system. Som ledelsesmetode lader det sig ikke gøre, slet ikke på sportsholdet, hvor store egoer er samlet

Ulrik Wilbek var blandt Ledernes Hovedorganisations nominerede til "Årets Leder". Han har vundet mange medaljer. Uden disse, var der næppe megen opmærksomhed omkring Wilbek som leder.

Det er først og fremmest evnen til at få en gruppe mennesker til at præstere, som gør håndboldtræneren interessant for erhvervslivet. For på elitesportshold præsteres der i en grad, som kan gøre enhver virksomhedsejer misundelig - og med Wilbek som leder, endda på en måde, hvor der tilsyneladende ingen problemer er. Der er ingen kritik, når Wilbek træffer de tunge beslutninger. Kun følgeskab. "Medarbejderne", udtaler i medierne, at de fuldt ud accepterer lederens dispositioner - at deres individuelle behov og forventninger naturligvis tilsidesættes til fordel for teamet.

Tidligere har erhvervslivet ikke kunnet stille deres misundelse af sportens præstationskultur til skue. Morten Olsen, der i en årrække har været lederen, som kunne krediteres for at en fodboldmæssig miniput-nation stabiliserede sig som et hold, selv de bedste nationer måtte kridte fodboldstøvlerne for at slå, er ikke synderlig interessant. Heller ikke Wilbeks forgænger på håndboldlandstrænerposten, Torben Winther, der også vandt medaljer, fik omverdenens opmærksomhed som en stor leder. Tværtimod, synes medierne at have vendt dem begge ryggen: De er topstyrende og autoritære i deres stil. De er gammeldags - de er forkerte.

Wilbek derimod, gør tingene med stil, charme og varme. Det interesserer ikke håndboldtræneren at bestemme - han øver blot sin indflydelse, siger han. Spillerne, de inddrages i lederens beslutninger, ligesom at lederen involverer sig i gruppens generelle sociale liv, såvel coacher den enkelte på et personligt psykologisk niveau, som det f.eks. ses skildret i DR's dokumentarfilm, "Wilbek Forfra" fra 2005.

Den stærke relation mellem leder og medarbejder kan virke besnærende. Således forlød det for nyligt, at 2. målmanden, den 35-årige Peter Henriksen og Wilbek, var blevet enige om, at Henriksen skulle stoppe på landsholdet. Dette, da Henriksen godt kunne se det fornuftige i, at en yngre spiller med et større fremtidsperspektiv, kunne komme til. Mon ikke, det er historier som denne, der gør at mange stemmer på Wilbek, og ikke en anden sportsleder. Han skaber ikke bare resultater - han gør det på en særlig humanistisk måde. Dét er en god fortælling.

Håndboldherrernes medaljer springer ikke ud af en særligt moderne humanistisk ledelsesform. De allerbedste trænere, besidder enten psykologisk indsigt eller intuition. Men de lader sig ikke forstyrre af det følelsesmæssige og det individuelle. De holder fokus på det overordnede organisatoriske resultat, og er ikke bange for konfrontationer.

Modsat andre gode ledere, så er man på elitesportsholdet ikke blot i stand til dette, her har man også modet, nogen ville sige kynismen, til at overskride de generelle danske spilleregler, og bruge deres psykologiske indsigt aktivt for at få det ypperste ud af deres folk. Kravene er tårnhøje, og konsekvenserne klokkeklare: Er man ikke konkurrencedygtig, så ryger man ud! Det er de bedagede ledelsesprincipper, belønning og straf, som er grundstenene her.

Når elitesportslederen har de næstbedste til at spøge i kulissen, og bevidst lader tvetydighed råde, er det fordi han udnytter den gruppedynamik og det præstationspotentiale, der ligger i, at man også konkurrerer internt i at ingen kan føle sig trygge. F.eks. er Wilbek ekspert i at lade sætninger som "nu må vi se...der er også andre der gør det godt...efter EM vil der være én spiller som stopper..." osv. hænge over sin organisation.

Elitesportslederen har altid andre spillere med i de opbyggende faser, end det hold han i grove træk allerede i sit stille sind ved, han skal bruge til slutrunden. Hans "ansatte" har i øvrigt ingen arbejdsmarkedsrettigheder men kan uden videre begrundelse, "sættes på gaden" fra den ene dag til den anden. Lederen er her ekstremt magtfuld, og organisationen topstyret.

Men Wilbek og andre moderne trænere, har travlt med at vise sig noget helt andet frem. Selv fodboldlandstræner Morten Olsen forsøger at imødekomme kravet om den nye blødere ledelse, hvilket har udmøntet sig i et paradoks - en praksis han kalder "Diktatorisk demokrati". Måske fordi de selv er forvirrede om deres rolle?

Det er i hvert fald forvirrende for de som lader sig inspirere, og årsag til skuffede forventninger: For ledere, når medarbejderne ikke løfter det ansvar, som man med den moderne tilgang selv afgiver. For medarbejderne, når det viser sig, at ingen i den flade struktur, egentlig får sin vilje, alle kun kompromisser.

Demokrati er godt som et politisk system. Som ledelsesmetode, lader det sig ikke gøre, slet ikke på sportsholdet hvor store egoer er samlet, og alle er klar til at jagte egoistiske mål, hvis ikke noget så gammeldags og udansk som et hierarki håndhæves.

Idealet om konsensus er generelt set ikke blot en langsommelig tilgang, og i modstrid med organisationers berettigelse, som er arbejdsdeling: Nogle leverer/producerer - andre planlægger og beslutter. Men illusionen om en fælles- og alment gyldig interesse i selvrealisering via karriere og en coachende ledelsesform, er under overfladeretorikken, undertrykkende.

For hvem skal man gøre oprør mod, når man selv er involveret og ansvarliggjort? Hvor går man hen med sin kritik, når lederen er abdiceret, men det lovede "flow", i kølvandet på at man i coachingen med en "neutral leder", selv har formuleret både vision, mål og metode, snarere er blevet en psykologisk stormflod af uklare forventninger?

Wilbek er således et symptom på ensidige populariserede teoretiseringer over en lederfigur, der hverken er fagspecialist eller en dominerende personlighed. Fra, ligesom fodboldtræneren Morten Olsen var det, på godt og på ondt, at være en tydeligt topstyrende lederfigur, med hvad der rimeligvis kan kaldes et hysterisk temperament, har Wilbek ændret profil.

I dag forbindes han med nogle blødere værdier: Det anerkendende, coachende, psykologiske og sociale sættes i forgrunden, og fortællingen om at de store resultater skabes på en særlig dansk og humanistisk måde gøres forbilledlig, men er egentlig et vrangbillede.

Ulrik Wilbek er en fantastisk håndboldtræner. Men vil vi fra erhvervslivet lære noget af elitesportsorganisationen, så er det noget andet end det coachende og konsensussøgende.

Det er ikke udtryk for konsensus, at spillerne ikke kritiserer deres leder, men gang på gang bakker op. Det er snarere udtryk for noget, som nogle ville kalde autoritært: Spillerne agerer i en ledelsesmæssig "gammeldags" subkultur, hvori de er blevet socialiseret - disciplineret om man vil, til ikke at dyrke deres individualisme, kun kollektivet. Vil man ikke indordne sig de præmisser, så er det en tur på 2. holdet.

Beslutningen om Peter Henriksens pension som landsholdsspiller er ikke en fælles beslutning. Det er ikke en beslutning Henriksen træffer i forlængelse af sin ansvarsfølelse for det danske landshold.

Henriksen, som så mange andre mennesker, især eliteidrætsudøvere, er i denne personligt smertefulde situation selvsagt sig selv nærmest. I Fynske medier har han da også udtalt, at han ingen forståelse har for, at hans tid er slut, når nu han efter egen vurdering fortsat er den næstbedste.

Denne case beskriver ikke en demokratisk leder - kun konkurrencens logik. Her distancerer Wilbek sig fra det følelsesmæssige og individuelle, og gør hvad han af respekt for sin professionelle funktion skal gøre: Tager ansvar for det langsigtede og overordnede resultat.

Dette gør ikke Ulrik Wilbek til et dårligt menneske. Men man skal kalde tingene, hvad de er. Gør man ikke det, kan de ikke diskuteres åbent, og deri ligger noget totalitært og undertrykkende - "demokratisk diktatur".

I stedet for at forsøge at lave f.eks. en leder som Morten Olsen om, så han passer til den psykologiserede formel for standardiseret moderne ledelse, så skal vi som medarbejdere, måske være de anerkendende.

Først og fremmest anerkende at der ligger en faglighed, her det fodboldmæssige, til grund for at han skal bestemme. Men også anerkende at der er forskellige måder at gøre tingene på. Anerkende ham for at turde tage det fulde ansvar for sine dispositioner, ikke f.eks. dele det, med dem han sætter af. Anerkende ham for det han er god til, nemlig at træffe beslutninger, og for at bære den risiko for at lave fejl og for at blive mødt med vrede, som følger med dette. Måske endda anerkende ham for hans pudsige neologismer - at være en stor personlighed på godt og ondt, frem for at fokusere på de manglende kommunikative evner.

troels gottlieb

Nørre Farimagsgade 82, København K., er cand.psyk., erhvervspsykolog
Troels, Right Management
Troels, Right Management

Demokratisk diktatur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce