Demokratiet er skrøbeligt


Demokratiet er skrøbeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk demokrati overlevede de antidemokratiske strømninger i trediverne - fascisme, nazisme og kommunisme - men der er stadig al mulig grund til at være på vagt

Den 3. november 2006 offentliggjorde den tyske tv-station ARD resultatet fra en stor meningsmåling. Den nedslående konklusion lød, at mange tyskere er skeptiske over for landets politiske styre. Faktisk er kun 49 pct. tilfredse med den måde, deres demokrati fungerer på. Krisen synes affødt af utilfredshed med den siddende, handlingslammede koalitionsregering ledet af Angela Merkel. Handlingslammet, fordi socialdemokrater og borgerlige pinedød skal være enige om alt, før regeringen kan udføre sit hverv: regere.

Utilfredsheden med tingenes øjeblikkelige tilstand kan vise sig farlig for selve det demokratiske system. Én trussel mod styret er de antidemokratiske kræfter, der aktivt bekæmper det. En anden er kulden over for styreformen, når den ikke skaber store resultater her og nu.

I anledning af meningsmålingen citerede Fyens Stiftstidende ministerpræsidenten i Mecklenburg-Vorpommern, Harald Ringstorff: Demokratiet er "ikke kun truet af dem, der vil afskaffe det. Demokratiet bliver på langt sigt sat på spil af dem, der er ligeglade med det."

Nyheden om tingenes tilstand i Tyskland vækker kuldegysninger. Det skyldes ikke kun, at hoveddelen af det siden 1990 genforenede Tyskland traditionelt har været mere forpligtet på retsstatens grundlag end flere andre demokratier i det sidste halve århundrede. Den værste frygt flyver skrigende ud af historiens rædselskabinet.

DA Adolf Hitler kom til magten i 1933, dræbte han de sidste rester af den unge Weimar-republik. Det var et demokrati, der allerede stod svagt, og som var præget af handlingslammelse og talrige regeringskriser. Nazipartiet vandt bl.a. frem, fordi de diktatoriske kræfter tilbød angiveligt brugbare løsninger på det alvorlige problem med stilstand i de eksisterende politiske cirkler - togene kørte jo efter sigende til tiden i Benito Mussolinis fascistiske Italien.

På trods af store forskelle var der mange ligheder mellem Danmark og Tyskland i 1930'erne. Ligesom Hitlers fremgang blev lettet af tidsåndens forårsvarme fornemmelser over for totalitarismen, må der være stærke fortalere for demokratiet, hvis det skal have sin fremtid.

Det var der heldigvis. Som historikeren Bo Lidegaard har påvist, stod de fire gamle politiske partier - Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre - forenet i kampen for det danske demokratis overlevelse. Det lykkedes politikerne at befæste synspunktet, at man ikke var rigtig dansker, hvis man ikke var demokrat.

Datidens danske demokrati led imidlertid af indre problemer, ganske som Weimar-demokratiet gjorde. Det demokrati anno damals var anderledes opbygget end nu.

Siden 1915 var den danske Rigsdag et tokammersystem bestående af Landstinget og Folketinget. Meget var blevet forbedret i demokratiets næsten århundredlange historie - stemmeretten gjaldt nu også kvinder og tyende, adgangsretten til Landstinget var ikke længere bestemt af adelig stamtavle, og regeringen udgik af Folketinget.

Trods alle strømlininger havde begge kamre vetoret over for det andet kammers lovforslag. Det kunne i teorien blive farligt med forskellige politiske flertal i hvert af de to kamre.

Når de to kamre kunne have forskellige politiske flertal, skyldtes det nogle komplicerede valgregler. Disse betød, at sammensætningen af Landstinget var godt et årti efter udviklingen i Folketinget.

Dette problem blev realitet i 1924, da Socialdemokratiet dannede en mindretalsregering. Partiet blev båret frem af de sociale og økonomiske stormbølger, som rystede Europa. Landsbrugssamfundet blev under voldsomme krampetrækninger afløst af industri- og erhvervssamfundet. Den voksende arbejderklasse stemte på arbejderpartier, dengang politik handlede om vælgernes pengepung.

DEN første socialdemokratiske regering gav ikke megen lyd fra sig - og det ville uanset have været en kamp op ad bakke uden magten i nogen af de to kamre.

Da partiet i 1929 dannede flertalsregering sammen med De Radikale, var magten sikret i Folketinget, mens de borgerlige - Venstre og De Konservative - sad tungt på Landstinget.

Landstinget kunne altså blokere for forslag fra Folketinget (inkl. regeringen) og dermed lamme demokratiet.

Flere danske politikere var bekymrede. Thorvald Stauning havde allerede i 1923 udgivet pjecen "Parlamentarisme eller Diktatur? Kan Parlamentslede helbredes?" Her er det en væsentlig pointe, at Landstinget kunne skabe den handlingslammelse, han frygtede. Stauning mente, at en sådan paralysering ville give stød til parlamentslede i befolkningen.

Fra den anden side af den blokpolitiske skillelinie kom enslydende signaler. Hvor Stauning var en moden herre med myndig fremtræden, var den unge konservative Ole Bjørn Kraft overspændt med bulder og brag. Til sine partifællers forskrækkelse ville han i en tale i Folketinget den 18. maj 1933 af med Landstinget - og med præcis samme argument som den berømte socialdemokrat. Hvis prisen for demokratiets fremtidssikring var den sidste borgerlige bastion, so be it.

Stauning og Krafts frygt viste sig ubegrundet, selv om de begge kæmpede bravt for Landstingets afskaffelse i kampen op til folkeafstemningen i 1939, da forslaget om en ny grundlov forkastedes.

Når det parlamentariske spil på Christiansborg ikke blev fejet af bordet som Weimar-demokratiet, hænger det i høj grad sammen med, at det danske demokrati mod alle odds kastede vægtige politiske resultater af sig. Således blev luften taget ud af demokratifjendernes argumentballon. Men der var en god portion held undervejs.

Den mest kendte politiske reformpakke fra 1930'erne, er Kanslergadeforliget fra maj 1933. Dette forlig er ofte blevet udlagt som bevis på, at det danske (konsensus)demokrati fungerede aldeles glimrende - og implicit: Som et af de få i Europa.

Forliget blev indgået mellem de to regeringspartier og gårdmandspartiet Venstre. Sidstnævnte parti havde flertallet i Landstinget, hvorfor de forsmåede konservative ikke kunne gøre andet end se til fra sidelinjen og sprutte af raseri.

Selve forliget bestod af flere dele. Størst var den statslige indblanding i den danske økonomi med bl.a. krisestøtte til det hårdt trængte landbrug. Mindst var det socialpolitiske tillæg.

Kanslergadeforliget har en krydret forhistorie, for flertallet af Venstremænd var næppe begejstrede for at forliges med ærkefjenden Socialdemokratiet om en stor beslutning med samfundsøkonomisk betydning.

Når Venstre alligevel slog ind på forligskursen, hang det i høj grad sammen med, at partiet i forvejen var presset af den kryptofascistiske protestorganisation Landbrugernes Sammenslutning (LS). LS havde betydelig vind i sejlene pga. tidens krise i erhvervet. Skulle Venstre ikke stå svagere over for sine kernevælgere, måtte der gøres noget for deres pengepung.

OG HVA' så? Når det handler om, hvad vi kan lære af datiden, kan vi ikke bare læne os selvtilfredse tilbage og udbryde: "Jamen det gik da fint dengang - det danske demokrati overlevede 1930'erne uden skrammer på næsen. No problemo."

Helt så let er det ikke. Afsnittet ovenfor viser, at det mest kendte danske politiske forlig kom til verden nærmest via en tilfældighed. Det åbne samfund blev reddet af dets fjender.

Efter Anden Verdenskrig tog det danske demokrati sine forholdsregler, for nissen var der stadig. I begyndelsen af 1950'erne stod styret igen over for en antidemokratisk trussel. Nu kom faretonerne fra det yderste venstre, fra kommunisterne. Modsvaret blev grundloven af 1953, hvor Landstinget blev afskaffet. Faren for fremtidig handlingslammelse reduceredes betydeligt.

Ikke desto mindre må vi besinde os på, at det danske demokrati potentielt kan få de samme problemer som demokratiet i andre lande. F.eks. Tyskland anno 1933 eller 2006.

Demokratiet er historisk -men dette ændrer ikke ved, at grundlaget for retsstaten skal bevares. Derfor må vi altid være på vagt over for faresignaler eller være opmærksomme på, at styret i sig selv utilsigtet kan være med til at bære brænde til bålet.

Christen Bonde, Solfaldsvej 16, Odense C, er cand.mag.
Christen Bonde
Christen Bonde

Demokratiet er skrøbeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce