Moderne mennesker har ofte en tilbøjelighed til at undervurdere vore forgængeres intellekt og formåen. Der er mange eksempler på forbløffende tænkning og teknik
Nogle moderne opdagelser ville virke velkendte i visse gamle græske videnskabsmænds og filosoffers øjne. Allerede for over 2000 år siden gjorde de disse iagttagelser:

Hipparchos beregnede solåret til 365 1/4 dag minus 4 minutter og 48 sekunder - en fejlberegning på kun 6 minutter. Han anslog måneden - tiden fra nymåne til nymåne - til 29 dage, 12 timer, 44 minutter og 3 1/2 sekund - mindre end et sekund forkert. Han beregnede afstanden til Månen til 402.350 kilometer - ikke engang 5 pct. ved siden af.

Eratosthenes beregnede med de allermest primitive hjælpemidler Jordens omkreds til 39.690 kilometer og dens diameter til 12.635 kilometer. De kor­rekte tal er 40.075 kilometer og 12.755 kilometer.

Leukippos mente, at alting bestod af atomer, som var uendelige i antal, uforgængelige, altid i bevægelse og mellem hvilke, der var et tomrum.

Demokritos hævdede, at intet eksisterende nogen sinde gik til grunde, men blot ændrede form. Han sagde også, at der var en uendelig række verdener i universet, at der konstant blev skabt mange nye, mens mange gamle gik døden i møde. Nogle havde ingen sol eller måne, nogle havde mange. Han påstod også, at livet udviklede sig af en ur-slim.

Leonardo da Vinci tegnede et flagermuslignende fly til bemandede rumflyvninger. Hans indsigt var forbløf­fende på baggrund af samtidens beskedne viden. Med sine tanker om rumflyvning og sin mekaniske "fugl" var Leonardo fire og et halvt århundrede forud for sin tid, Først med Apollo 11 gik hans spå­domme i opfyldelse. "Den store fugl," skrev han, skal fylde "verden med for­undring" og "alle historiebøger med sit ry. Og den vil bringe evig hæder til den rede, hvor den blev født."

Der er hos moderne mennesker ofte en tilbøjelighed til at undervurdere vore forfædres intellekt. Eller som afdøde fortidsforsker Frede Melhedegaard skrev: "Enhver generation opfatter sig selv som langt mere intelligent end den foregående og langt mere viis end den næste.

Når arkæologerne studerer genstande fra noget af det ældste ori­entalske sølv-og guldsmedekunst, må de undre sig over deres tekniske fuldkommenhed. Spisebestik, smykker og andet var "pletteret" lige så godt som vore da­ges totårnede sølv og forgyldte uædle metaller. Et sådant guldpletteret smykke, overstrøet med juveler, foræ­re­­de Julius Cæsar sin elskerinde Cleopatra.

Glypoteket i København havde engang en udstilling over­vejende af gamle filigranarbejder. I en montre var der udstillet en guldring og et halssmykke med elfenbensmotiver på pladerne, hvoraf fingerringens målte 1x1,5 cm. På den var der fremstillet en sfinks, meget detaljeret og nøjagtigt udført. Begge genstande skulle stam­me fra etruskertiden (som ingen rigtig ved, hvad er) i tidsrummet 600-800 år før vor tidsregning.

Disse smukke genstande fra en meget fjern fortid var anbragt under en kæmpelup, da det ellers ikke ville have været muligt selv for tilskuere med et godt syn at danne sig et indtryk af motiverne.

Det interessante (og måske lidt kontroversielle?) spørgsmål er, hvordan den arkæologiske videnskab forestiller sig disse en miniature-kunstværkers tilblivelse for næsten 3000 år siden, når man ligefrem behøver lup for at få det fulde synsmæssige udbytte af dem?

Efter hvad samme videnskab altid har oplyst, havde håndværkere dengang kun få og yderst primitive redskaber til deres rådighed, og med sådanne kan der ikke frembringes så elegante ting som disse smykker.

I det femte århundrede e.v.t., skrev egypteren Horapollon fra Nilopolis en afhandling om hieroglyfferne og gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at de ikke er et talesprog, men en ren billedskrift med anvendelse af symboler. I indledningen til afhandlingen skriver Horapollon, at hieroglyfferne skal berette for menneskene om, hvordan de kan få Solen til at hjælpe dem med at skaffe dem lys og varme.

(Afhandlingen blev oversat til græsk af en vis Philippos allerede i antikken under titlen "Hieroglyphika". En moderne oversættelse til engelsk er foretaget af George Boas: The Hieroglyphies of horapollon, hes work.)

Efter det 17. århundrede, da en egentlig systematisk arkæologisk forskning blev iværksat på internationalt plan, bestræbte man sig på at få en forståelse ud af hieroglyfferne på basis af Horapollon, men resultaterne var groteske og fantasifulde og blottet for enhver meningsforståelse.

Fundet af rosetta-stenen i 1799 med dens tre-sproglige budskab måtte ganske naturligt få de arbejdende forskere dengang til at tro, at man nu havde en kode i hænde som ville åbne for hemmelighederne i de egyptiske tempelrelieffers inskriptioner.

Det er forståeligt i dag, at en ihærdig og interesseret mand som franskmanden J. F. Champollion med begærlighed greb denne tilsyneladende løsning af sproggåden, ikke mindst i betragtning af at han allerede som 11-årig pralede af og væddede om, at han kunne og ville løse hieroglyfgåden. (Også kileskriftoversætteren G. F. Grotefend væddede i 1802 med sin ven Fiorelli om, at han ville påtage sig at finde løsningen på de persiske skrifttegn, hvis han kunne få den nødvendige litteratur i hænde.)

Franskmanden J. F. Cham­pollions tydning af hieroglyfferne blev i anfægtet i 1960'erne af den danske, nu afdøde for­tids­forsker Frede Melhedegaard og hans svenske kol­lega Henry Kjell­son. De ikke alene hævdede, at i hvert fald nogle af hiero­glyfferne formidler tekniske oplysninger, men be­viste det tillige ved at fremstille en maskine efter hieroglyfiske tegn, som fungerede ved hjælp af elektricitet. Bevismaterialet blev forelagt og godkendt af direktør dr. David Baird, indtil slutningen af 1970'erne leder af Na­tional Mu­seum of Science and Technology i Ottawa

Hverken Champollion, Grotefend eller andre forskere kunne dengang vide, at en ukendt faktor på deres tid: teknologi, i virkeligheden dominerer de forskellige tegnsprog, hvor Horapollon's afhandling omskrevet til vore dages teknologiske lingua vil formidle en viden om, at hieroglyfferne gennem sine symboler og bil­­­leder oplyser menneskeheden om mulighederne for at opbygge et moderne samfund baseret på solenergi - det som Tor Nørretranders værk Civilisation 2.0 handler så meget om

På grundlag af fortidsforskningen og dens bevisbare resultater er det muligt at konkludere, at samtlige klodens såkaldte kulturområder er genialt konstruerede og tilrettelagte stenbiblioteker, der med udgangspunkt i central-biblioteket i Egypten omhandler solenergiens medvirken til mekaniske husholdnings-og værktøjsformer - belysning, opvarmning, kørsel, sejlads, flyvning, rumfart, kemiprocesser, lægevidenskab og andre teknologiske hjælpemidler til at gøre mennesket egnet til et universelt tilhørsforhold.

Men det kræver visdom at værdsætte visdom - musikken er intet værd, hvis tilhørerne er døve.

MARTIN ELMER

Avenida Carlota Alessandri, 131, Edificio "El Rocio" apto A y B, 29620 Torremolinos, Spanien, er forfatter