De politiske partier og demokratiet


De politiske partier og demokratiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De politiske partier har overlevet sig selv og bør afskaffes, og man bør indføre frie, demokratiske valg til både parlament og regering.

I et interview i "Dagens Nyheter" 27/6 1988 konkluderede den svenske professor i statsvidenskab Leif Lewin: "Der er faktisk ikke længere brug for de politiske partier."

Året efter konstaterede Klavs Birkholm i Information nøjagtig det samme: "Partivæsenets epoke er forbi. De parlamentariske partier, som i det 20. århundrede mere og mere har repræsenteret stands-og gruppeinteresser, er blevet ubrugelige til løsning af de mere og mere komplicerede samfundsmæssige problemer. Partierne er ikke længere bærere af visioner og folkelige aspirationer - heller ikke i Vesten."

Og i et interview i spansk TV-2 21/9-2004 erklærede den spanske forfatter Autoro Martinez Barroso, at der aldrig har været brug for de politiske partier, og at de i virkeligheden har været ødelæggende for en demokratisk udvikling. Han tilføjede: "Uden en politisk kultur baseret på politiske partier ville nazismen, kommunismen, fascismen og andre yderliggående bevægelser sandsynligvis aldrig have haft en chance for at opstå i Europa."

Modsat de gængse, professionelle politikerforestillinger på Christiansborg og i andre politiske højborge, betragter mange almindelige mennesker demokrati som en abstraktion.

De får et diffust forhold til det blot ved at følge en smule med i den politiske debat og den ene gang efter den anden at se den lave politiske standard personificeret i medierne af en Brixtofte- eller Marianne Boel-type.

Kun i sekteriske tidsskrifter og få aviser ses artikler med forsøg på objektive analyser af, hvad demokrati er, og hvordan det bør fungere, når det er bedst.

I den politiske litteratur - hvad enten det drejer sig om biografier eller debatbøger af selvforherligende, aktive politikere, som udkommer i en lind strøm hele året - er det ideologien, der lægges til grund for definitionen af begrebet demokrati. Og hvad enten det er villet eller ej, sker der en afgrænsning, som er uforenelig med demokratiske principper.

Forud for et valg fremkommer politikerne med en del flere løfter, end de kan holde - eller har i sinde at holde. Et historisk eksempel var folketingsvalget i 1957, hvor alle meningsmålinger tydede på stor fremgang for Danmarks Retsforbund, hvad der fik en radikal minister til offentligt at love, at han hellere ville dø end sidde i regering med dette parti. Ikke desto mindre sad han der kort tid efter - spillevende.

Der er uundgåeligt problemer med skiftende regeringer, som i henhold til partiprogrammet og ideologien afskaffer eller ændrer den foregående regerings love uagtet konsekvenserne for den del af befolkningen, der i god tro har disponeret og indrettet sig efter de nye regler og bestemmelser.

Skattemæssigt begunstigede ordninger som indefrosne dyrtidsportioner og bundne opsparinger er blevet ophævet inden en fastsat udløbsperiode af en regering, der oprindelig havde opponeret mod ordningerne, men efter at være kommet til magten benytter den til et ideologiske felttog mod sagesløse skatteborgere.

Love med tilbagevirkende kraft har haft en lignende ødelæggende virkning for menneskers tilværelse. Hvad der er moralsk forkert, kan aldrig være politisk rigtigt.

Den franske samfundstænker Alexis de Tocqueville så demokrati som en samfundsform med lighed som bærende princip, og han havde blikket rettet mod to farer, som kunne true hans idealsamfund.

Med den større lighed kunne demokratiet udvikle sig yderst liberalt med en nogenlunde stabil balance mellem lighed og den politiske frihed, som kunne fremme en vis ligegyldighed hos borgerne og mindske deres interesse for at værne om de opnåede goder under indtrykket af, at alt tilsyneladende er såre godt og inde i en gænge, hvor udviklingen kan overlades til sig selv - en situation, vi ifølge samfundskritikere er bragt i af materialismen og TV-kulturen.

Udviklingen kunne også gå i retning af demokratisk despoti, sådan som Tocqueville selv oplevede udviklingen fra den 2. franske republik til Napoleon III's tyranni.

Adolf Hitler kom til magten hjulpet af det despotiske demokrati, som stadig er den rette betegnelse for den vestlige verdens politiske system, og det der har skabt EU. Europas folk er med få undtagelser holdt uden for al indflydelse på udviklingen fra "Den Europæiske Kul-og Stålpulje" til EU.

Den nuværende gængse politiske kultur er såre enkel og ligetil, uanset hvilken form parlamentarismen har fra begyndelsen.

Den stemmeberettigede overdrager sin medbestemmelse i samfundets anliggender til et politisk parti eller person og har hermed opfyldt sin borgerpligt (de af politikerne så ringeagtede sofavælgere er som oftest personer, der har gjort op med sig selv om ikke at deltage i denne farce).

Der forventes herefter ikke mere af vælgeren - man vil helst ikke høre mere til ham eller hende - og i Danmark har et folketingsmedlem i henhold til grundloven heller ingen forpligtelser over for sine vælgere, da han alene er forpligtet over for sin egen samvittighed.

Men hvilke muligheder har vælgerne for at vurdere en politikers samvittighed til at respektere det grundlag, han/hun er valgt på (Khader-eksemplet)? Med en sådan grundlovsbestemmelse køber enhver vælger katten i sækken. Demokratiet er her lige så fjernt som ekkoet af et ekko.

Allerede ved valgs afholdelse træder væsensforskellighederne mellem demokrati og den uforpligtende parlamentarisme tydeligt frem, idet der alene vælges repræsentanter til den lovgivende forsamling og ikke til den mindst lige så vigtige forsamling: regeringen.

Dens sammensætning sker ved økonomiske studehandler, pressioner og trusler de folkevalgte imellem. Afgørelser af vital betydning finder sted på udemokratisk vis i magtens korridorer, kaffeklubber og det intrigante broderskab "Dansk Selskab for Virksomhedsledelse."

"Fakta er, at vi har 179 folkevalgte politikere, som uden at gøre indsigelse finder sig i, at både dagsorden og procedure i det politiske arbejde afgøres uden for Folketinget". Således skrev TV-speakeren Flemming Madsen i Frederiksborg Amts Avis i 1989.

Intet har ændret sig siden da, skønt en ny politisk kultur længe har været påkrævet med en afskaffelse af de politiske partier og frie hemmelige valg til både regering og en lovgivende forsamling på basis af en demokratisk forfatning, hvor verdenserklæringen om menneskerettighederne har første prioritet sammen med statens sociale forpligtelser over for børn, unge, syge og ældre, og hvor det for eksempel i § 4 fremhæves:

Den lovgivende magt er hos Det demokratiske Råd. Den udøvende magt hos regeringen. Den dømmende magt er hos domstolene. Noget tilsvarende står anført i den nuværende grundlov, men princippet tilsidesættes, når som helst der er politisk flertal for det.

martin elmer

Avenida Carlota Alessandri 131, Torremolinos, Spanien er forfatter

Efterskrift: Den fornuftige indretter sig efter verden. Den ufornuftige prøver stædigt at indrette verden efter sit hoved. Det er grunden til, at ethvert fremskridt afhænger af den ufornuftige.

De politiske partier og demokratiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce