David og Goliat i Mellemøsten


David og Goliat i Mellemøsten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mediedækningen af konflikten i Gazastriben er båret af ønsket om at fortælle "den gode historie", hvorfor den hylles ind i skyld- og offerroller. Men det er for simpelt.

Vi har i den seneste tid været bombarderet med medieindtryk fra den væbnede konflikt imellem det Hamas-kontrollerede Gaza og Israel. Fremstilling har båret præg af en ambivalens imellem en tøvende anerkendelse af Israels grundlæggende ret (og pligt) til at bekæmpe aggressorer mod landets befolkning og på den anden side en højtlydt moralsk forargelse over misforholdet i de voldelige følger af Israels håndhævelse af denne ret.

Man kan se et mønster i mediedækningen af Israels krig mod Hizbollah i sommeren 2006 og de nu afsluttede kampe i Gaza: konflikten indrammes igennem medierne i en særlig moraliserende optik, der i hovedtræk bygger på en tildeling af skyld- og offerroller - en slags moderne "David og Goliat" fortælling. Men dette er en dybt problematisk og simplificeret præsentation af situations politiske kompleksitet.

Da medierne har afgørende betydning for den politiske meningsdannelse, så bliver det selvfølgelig politisk opportunt for konfliktens parter at fremstille sig selv som "ofret", da dette netop fanger mediernes opmærksomhed. Dette skaber det bizarre incitament, at det kan betale sig at være lemfældig i beskyttelsen af egne civile.

Hamas syntes at have regnet den ud. I styrets forsøg på at skade Israel med raketangreb har der ikke været systematiske tegn på, at Hamas tager hensyn til civile palæstinensers liv og levned, når israelernes forventelige gengældelse kommer, snare tværtimod.

"Krig er fortsættelsen af politik med andre midler", som den tyske militærfilosof Carl von Clausewitz udtrykte det. Men problemet er, at mediernes fokus på spørgsmålet om "offer" og "overgrebsmand" fjerner opmærksomheden fra sagens politiske kernespørgsmål. Problemet er yderligere, at mediernes identifikation af "offer" og "overgrebsmand" ikke i sig selv bidrager med et grundlag for en løsning på konflikten.

Mediernes fokus på de civile lidelser i Gaza fik hurtigt det internationale samfund til at skrige efter en våbenhvile. Men en våbenhvile uden politisk indhold løser jo ikke det politiske problem, som krigen blev initieret på baggrund af. Konsekvensen kan let blive en tilbagevenden til et utilfredsstillende status-quo, hvorved alle lidelserne og tabene har været forgæves.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor er medierne så optaget af denne "David og Goliat" fremstilling? Problemet opstår idet medierne i vid udstrækning er fokuseret på at sælge "den gode historie", der grundlæggende er karakteriseret ved, at den formår at sikre seernes følelsesmæssige engagement og underholdning.

For at opnå seernes involvering i et sagsforhold, så konstrueres fremstillingen af information på en måde, således at nyhedsmodtageren præsenteres med en moralsk fordring. Det interessante er, at det moralske spørgsmål hvad angår Mellemøst-konflikten i hovedsagen reduceres til et spørgsmål om identifikationen af sagens respektive "offer" og "overgrebsmand".

Men ideen om "offeret" er svagt funderet i moralfilosofien. Til gengæld har ideen dybtliggende kulturel resonans: "Ofret" er en let tilgængelig og følelsesladet kulturel forståelsesramme for de fleste vestlige nyhedsmodtagere. I modsætning hertil er realpolitik i reglen en mudret gråzone af argumenter og ofte modstridende moralske overvejelser.

Således tilbyder ideen om "ofret" en smutvej igennem kompleksiteten. Med fastsættelsen af situationens svage part simplificeres hele konflikten til en binær modsætning: "offer" og "overgrebsmand" og dens implicitte parallel "god" og "ond".

Særligt interessant i forbindelse med den nuværende konflikt imellem Hamas og Israel har været diskussionen om "proportionalitet", en diskussion, der refererer til international ret, men som i mediernes praksis anskues i lyset af "offer" tankegangen.

I reglen identificeres "ofret" via fordelingen af tab på de respektive sider i konflikten, og i praksis er det svært at finde en artikel eller et indslag fra konflikten, uden at man bliver konfronteret med den seneste "stilling".

I skrivende stund tales der om over 1300 døde på palæstinensisk side og 13 døde på israelsk side. Ligesom i konflikten mod Hizbollah i 2006 gentages forskellen i tabstal igen og igen i medierne, og samtidig indsættes dette misforhold i en moralsk ramme. Derved skabes et billede af palæstinenserne som "ofret" og israelerne som "overgrebsmænd". Men er fordelingen af tabstal virkelig en meningsfuld moralsk målestok i sig selv?

Problematikken afslører sig selv: Hvis vi nu tænkte os kontrafaktisk, at israelerne ligeledes havde mistet 1300 civile og soldater. Ville det så ændre konfliktens moralske karakter? Selvfølgelig ikke!

Alternativt, hvis vi kigger på krigen i Afghanistan siden 2001, så ser vi ligeledes et voldsomt misforhold imellem koalitionsstyrkernes tabstal på den ene side og afghanske civile og militære tabstal på den anden. Er det gjort til et moralsk problem i vestlige medier? Nej, tværtimod værdsætter vi, at Taliban lider langt større tab end koalitionen gør.

Diskussionen om proportionalitet angår ligeledes teknologi og magtanvendelse. Umiddelbart kan det være svært at få øje på den moralske dimension af et misforhold i våbenteknologi, men det forholder sig anderledes når problematikken anskues i mediernes "offer"/"overgrebsmand" perspektiv. Ligesom i konflikten imod Hizbollah i 2006, ser vi en mistænkeliggørelse af Israels anvendelse af den nyeste militærteknologi, mens modstanderen, Hamas og Hizbollah, bruger primitive raketter.

Tydeligvis bygger denne moralske vurdering af misforholdet i teknologi på en "David mod Goliat" romantik om den militært underlegne parts moralske overlegenhed. Men ved nærmere refleksion burde vurderingen vel nærmest vendes på hovedet. Avancerede våben har måske større slagkraft og dødelighed, men også til større præcision og dermed mindre chance for utilsigtede tab blandt civile.

Ja, israelerne har på dybt tragisk vis dræbt civile som en konsekvens af kamphandlingerne, men det skal ses i lyset af, at israelerne i store træk har formået at ramme de militære mål i det tætbefolkede Gaza. Til sammenligning, så sigter Hamas bevidst efter store civile mål i Israel for at kompensere for organisationens dårlige våbenteknologi.

Hvis vi skifter blikket til Afghanistan er billede igen det modsatte. Her betragtes koalitionsstyrkernes militære overlegenhed som et positivt forhold. Her er ingen "David" fremstilling af talebanerne eller "Goliat" fremstilling af NATO.

Men hvis proportionalitet ikke er et problem i Afghanistan langt fra Vestens civile, hvorfor er det så i forhold til Israels forsvar af dets egne borgere? Noget tyder på, at israelerne holdes til en anden moralsk standard end den som holdes vores egne styrker. Det var måske på tide, at vi spurgte os selv, hvorfor det er tilfældet? Én forklaring på, at vi holder Israel (og jøderne?) til en særlig moralsk standard, kan måske tilskrives det mærkelige identitetsmæssige grænseland i forhold til Vesten som landet befinder sig i.

På den ene side er Israel hverken en helhjertet del af det vestlige "Selv". Hvis det var tilfældet ville vi behandle israelerne på samme måde, som vi kigger på vores egne styrker i Afghanistan. Så ville vi med andre ord være glade for, at der var føromtalte misforhold i proportionalitet.

På den anden side er Israel heller ikke en fuldbyrdet del af den mellemøstlige "Anden". Hvis det var tilfældet, ville vi slet ikke involvere os moralsk i konflikten. For eksempel, når folk af forskellig muslimsk observans slår hinanden ihjel, så er reaktionen ofte: "det er de lige gode om".

Så Israel (og jøderne?) er fremmede nok til ikke at være en del af "os", men ikke så fremmede, at vi ikke kan kaste vores forargelse over deres handlinger.

Kronikken har forsøgt at sætte kritisk fokus på "offer" perspektivet i mediedækningen af konflikten i Mellemøsten og den særegne moralske granskning, som Israel altid syntes udsat for. Jeg håber, at dette giver stof til eftertanke for både nyhedsformidlere og nyhedsmodtagere. Faktum er i hvert fald: Der er ikke nogen "David" og "Goliat" i mellemøstkonflikten.

alan klæbel

Kvintus Alle 12, København S, er ekstern lektor, ph.d.

David og Goliat i Mellemøsten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce