Da spanierne kom til Nyborg


Da spanierne kom til Nyborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ung forfatter udgav i 1825 et skuespil om begivenhederne i 1808, da Napoleons spanske tropper blev evakueret fra Nyborg. De efterlod bl.a. stramme pigekjoler

Til det franske nationalteater Comèdie Française's faste repertoire i nutiden hører stadig Prosper Mèrimèes komedie Spaniolerne i Danmark, der næsten er et modstykke til vort heibergske De danske i Paris, som Nyborg Voldspil opførte ved Hesselhuset i 1941.

Prosper Mèrimèe (1803-1870) er nok mest kendt for sin roman Carmen, der kom til at danne basis for Georges Bizets opera af samme navn.

P. Merimèe udgav i 1825 en lille samling skuespil under pseudonymet Clara Gazul, der var navnet på en kendt spansk skuespillerinde. Det første af disse skuespil bærer titlen Les Espagnols en Danemarck og foregår netop i Nyborg!

Forfatteren har ladet sig inspirere af de dramatiske begivenheder i 1808, da Napoleons spanske hjælpetropper lod sig evakuere via Nyborg, for at vende hjem til kamp for Spaniens uafhængighed. De følte sig naturligt nok løst fra deres faneed til Napoleon, efter at denne brutalt havde underlagt sig hele Spanien og placeret sin broder på tronen som Josef d. I. De spanske tropper var som bekendt fordelt over Østjylland og Fyn. Branden på Koldinghus er vel den begivenhed, vi alle husker bedst fra denne periode i danmarkshistorien.

Overkommandoen havde sæde i Nyborg, under ledelse af den højt ansete, majorkinsk fødte general marquis de la Romana. (Hans portræt hænger på rådhuset i Nyborg ved trappen op til borgmesterkontoret.) Danmark var gået i forbund med kejser Napoleon, der sendte franske og spanske tropper herop. De skulle have været til Sverige, men kunne ikke komme videre, da engelske skibe lå og spærrede i Storebælt.

En del af de spanske tropper strandede simpelt hen i Nyborg i 1808. Marquis de la Romana boede på Hotel Postgården, hvor han modtog besøg af en skotsk præst, James Robertson, der meddelte ham, at Spanien havde gjort oprør mod Napoleon. Marquisen trak de spanske tropper sammen i og omkring Nyborg og opfordrede den danske kommandant Gyldencrone til at overgive fæstningen og kystbatterierne, hvad han så sig nødsaget til.

Den spanske marquis satte sig dernæst i forbindelse med de engelske krigsskibe ude i bæltet og aftalte, at spaniolerne kunne gå om bord på dem for at blive sejlet hjem. Udskibningen foregik fra Slipshavn, hvor mange heste måtte slås ned, da der ikke var plads til dem på skibene. Myten siger, at de mange valmuer på Slipshavn skyldes hestenes blod, der vædede jorden. Det var nu nok nærmere valmuefrøene i deres muleposer, der var årsagen.

Det var europæisk storpolitik, der udspillede sig i lille Nyborg, som i nogle måneder var centrum for højdramatiske begivenheder. Byen var som en krudttønde, for spaniolerne begik jo mytteri ved at forlade den franske hær.

P. Mèrimèes skuespil udspiller sig på Hotel Postgården i Nyborg, hvor generalen er indkvarteret sammen med sin næstkommanderende, oberst Don Juan Diaz. Franskmændene aner, at der noget i gære, men den latterlige og lidet handlekraftige franske resident, baron d`Orbasan, (øverstbefalende for de ca. 50 franske soldater i byen) ser og hører intet. Man sender ham derfor et spionpar til hjælp, en moder, Madame de Tourville, og hendes datter, Mademoiselle de Coulanges. Moderen er kynisk, opportunistisk og en ganske god iagttager. Datteren er ikke særlig solid i rollen som spion og lokkedue.

Begge damerne bliver indlogeret på Hotel Postgården, tæt på de spanske officerer, som de netop skal spionere imod. Meget bekvemt!

La Romanas næstkommanderende, den unge, fyrige oberst Don Juan Diaz, gør straks stormkur til datteren, som falder for hans charme og for det heltemod, han udviser ved en rask redningsdåd i det oprørte Storebælt. Det lykkes moderen at opdage, at den spanske general signalerer til et engelsk skib ude i Storebælt, samt at den sømand, der reddes i land af Don Juan, ikke er en gemen smugler, men en ventet engelsk kurer.

Moderen forsøger nu at tilskynde den lidet handlekraftige og svage baron d'Orbasan til at tage affære, men han foretrækker at vente, til der kommer forstærkning af flere franske tropper under kommando af grev Bernadotte, den senere svenske konge.

Sendt af samme Bernadotte indtræffer der nu pludselig en meget barsk, yngre officer ved navn Leblanc, der såmænd viser sig at være søn af moder-spionen og altså broder til den unge spionnovice. Samme Leblanc fyrer op under residenten og truer ham til at arrangere en festmiddag, hvortil de spanske officerer og også danske militærpersoner bliver indbudt. Det aftales, at når Leblanc under middagen udbringer et leve for kejser Napoleon, er det signalet til, at man skal arrestere de to spanske officerer. Et lumsk og ganske æreløst bagholdsangreb.

Men man havde glemt at regne med den almægtige gud Amor. Da den unge, stærkt forelskede datter opdager, at hun skal medvirke til at fælde den flotte spanske officer, der har vundet hendes hjerte, og som har friet seriøst til hende, sejrer hendes ædlere følelser, og hun røber planen for Don Juan. Og da nu moderen erfarer om frieriet og ser, at datteren har en chance for at gøre et virkeligt godt parti ved at blive gift med den meget velhavende og respekterede adelsmand, går hun helhjertet over på de unges parti.

Ved festmiddagen er det ikke spanierne, der bliver arresteret. Det bliver i stedet dem, der arresterer og uskadeliggør Leblanc og den franske resident. Leblanc slipper let på grund af "familieskabet." Residenten hænges ud som syndebukken. Man truer med at hænge ham i et skilt uden for "Postgården".

Residenten har den sidste replik: "Således ender denne komedie. Publikum bedes undskylde de fejl forfatteren måtte have begået."

Ovenstående er et komprimeret og forenklet referat af handlingen i stykket, der karakteriseres ved hurtigt skiftende situationer og rappe replikker med bid og vid - let og elegant.

Stykket er ikke ligefrem nogen turistreklame for Nyborg, for i prologen fortæller en af personerne, at han under det tvungne ophold i Danmark nær havde mistet sin næse på grund af forfrysninger. "Til helvede med dette land med dets tåge og regn!"

På generalens forespørgsel om, hvordan Don Juan befinder sig i Danmark, lyder svaret: "Som i forværelset til skærsilden". Man taler om "denne fandens ø" og "denne forbandede ø". Don Juan og Leblanc synes, danskerne ligner en flok gæs, som man har plukket fjerene af. Pigerne er enten rødhårede eller blonde, aldrig ser man sorte lokker eller små fødder i elegante dansesko som hjemme i Spanien.

P. Mèrimèe har givetvis ikke besøgt Nyborg, som han tror ligger ved en klippekyst. Alligevel har han skrevet dette lidt frivole og friske skuespil om forviklinger, spionage, krig og kærlighed.

Spaniolerne ændrede nyborgensernes hverdag i de fem måneder, de var der. De prægede gadelivet, deltog i slagsmål på værtshusene, de spiste frøer og snoge, de lærte byens piger at danse fandango, de legede tyrefægtning, gik til messe, lærte os at rulle cigaretter, og de blev kærester med nyborgpigerne.

Dette fik naturligvis følger, så nogle måneder efter, at spaniolerne var rejst, begyndte kjolen at stramme hos visse af pigerne. Der kom børn til verden som følge af denne spansk-danske alliance. Deres efterkommere findes stadig i Nyborg, rundt om på øen og andre steder i landet. Alle ved navn Panduro er således i familie med hinanden.

Netop i år er det 200-året for spaniolernes ophold i Danmark. Dette historiske jubilæum bør naturligvis fejres ved en opførelse af P. Mèrimèes komedie. Det kræver en detaljeret oversættelse af stykket, som har seks rollehavende samt nogle statister. Tidsmæssigt strækker det sig over tre dage, og scenisk foregår det skiftevis på Nyborg Slot og på Hotel Postgården.

Som tidligere fransklærer lavede denne artikels forfatter for en del år siden et handlingsreferatet af Les Espagnols en Danemarck med henblik på en opførelse af komedien netop her i 200-året. Men der er som bekendt intet nyt under Solen, og det skulle også vise sig at holde stik i denne sag. Da jeg for et par år siden holdt et foredrag om spaniolerne og omtalte P. Mèrimèes skuespil, gjorde en kvindelig tilhører mig opmærksom på, at hun havde medvirket i en opførelse af dette på Nyborg Teater i 1955.

Forklaringen er, at elever på Nyborg Gymnasium spillede stykket som skolekomedie det år, formodentlig i beskåret form. Tre af gymnasiets fransklærere, Elsa Larsen, Nina Sabra og Svend Erik Grange, havde oversat stykket. Kulisserne var malet af Nyborgs kendte kunstmaler Hans Eriksen, og instruktionen var lagt i hænderne på den navnkundige gymnasielærer Gunnar Petersen, G.P.

Det har vist sig umuligt at finde rollehefterne fra dengang. De har sikkert kun eksisteret i spritduplikeret form og kun været brugt ved denne opførelse. Men skulle nogen have kendskab til materialet, ville det være guld værd!

Det gamle stykke lokalhistorie om kærlighedsintriger og en spionaffære, som en ung franskmand på kun 22 år skabte, fortjener at komme frem i lyset netop i år, og der arbejdes i det stille på sagen.

KAJ BONDE

Strandparken 120, Nyborg, er overlærer, voldspiller og lokalhistoriker

Da spanierne kom til Nyborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce