Da paverne stod i kø


Da paverne stod i kø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På et tidspunkt op til renæssancen gik der kuk i pavevalgene, så en overgang var der hele tre om at gøre krav på embedet

I dag er det 590 år siden, den kristne kirke fik løst et nærmest ubegribeligt problem. Denne dato år 1417 lykkedes det nemlig at bilægge en strid, som havde medført det uhørte, at der på én gang eksisterede tre paver i den katolske kirke. Efter denne dag var striden bilagt og forholdene normaliserede med den romerske adelsmand Oddo Colonna valgt som pave Martin den 5.

Baggrunden for hele denne misere stammede fra 1305, hvor ærkebiskoppen af Bordeaux, Bertrand de Got, blev valgt som pave under navnet Clemens den 5. Imidlertid var Rom ramt af uroligheder på dette tidspunkt, da de store baronslægter kæmpede indbyrdes i gaderne, så den nyvalgte pave besluttede af denne årsag samt af frygt for den truende franske konge Filip den Smukke at forlægge sit pavehof til den franske by Avignon, indtil forholdene var faldet til ro i det romerske.

Det var ikke tilfældigt at vælge Avignon. Der var fire gode årsager til valget af netop denne by:

For det første lå byen placeret så tilpas tæt på Italien, så der til stadighed kunne sikres gode forbindelser og hurtig kommunikation med Kirkestaten og byen Rom.

For det andet var Avignons feudalherrer kirkelige vasaller, så der var ikke noget at frygte fra deres side.

For det tredje lå byen tæt på Frankrig, men var uafhængig af landet.

For det fjerde var Avignon geografisk placeret i grevskabet Venaisson, som var et område i paveembedets besiddelse, så Clemens den 5. var populært sagt hjemme ved sig selv.

Af disse fire årsager ville det være vanskeligt for den nyvalgt pave at finde et mere egnet sted at opholde sig, medens han ventede på, at forholdene i Rom skulle normaliseres.

Imidlertid gik årene, og skiftende paver forblev i Avignon og byggede pavepaladset ud til storhed og pragt, alt imedens Rom langsomt, men sikkert forfaldt rent kulturelt. Byen led afsavn grundet pavens fravær, så det var med stor glæde, befolkningen tog imod pave Gregor den 11., da han i januar 1377 ankom til Rom og påbegyndte den fornyede opbygning af kurien i Peters egen by.

Imidlertid nåede han ikke langt med sit forehavende, idet han døde den 27.marts 1378. Han havde dog taget det første skridt, men pavedømmet skulle gennem den helt store forvirring, før det lykkedes at skabe normaliserede forhold.

Naturligvis skulle der vælges en ny pave efter Gregor. Imidlertid havde han kun medbragt 16 kardinaler til Rom, medens resten befandt sig i Avignon, da ingen havde forventet pavens død under den foretagne rejse. Da det er kardinalerne, der vælger paven, måtte de 16 derfor drage tilbage til Avignon for at foretage et nyvalg.

Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, for romerne forlangte at få valgt en pave omgående. Ja, de var ikke engang tilfredse med at få valgt en pave. Det skulle være en romersk eller i det mindste en italiensk pave, så de kunne være sikre på, at paven ville forblive i Rom.

Befolkningen maste vældigt på, og truslerne føg om ørerne på kardinalerne, da de gik ind i Vatikanet for at påbegynde den hellige valghandling, som nu fandt sted i Vatikanet, da Lateranet netop var brændt ned. Efter diverse voldsomheder i befolkningen kom koncilet frem til at vælge ærkebiskoppen af Bari, Bartolomeo Prignani, under navnet Urban den 6. Befolkningen havde således fået om ikke en romer, så i hvert fald en italiener som ny pave.

Det skulle snart vise sig, at dette valg var noget uheldigt, for den nyvalgte Urban den 6. var en egenrådig og meget mistænksom natur, som ikke var til at omgås for kardinalerne, der snart kom frem til, at valget ikke var gyldigt, da de som sagt havde været under stort pres fra den romerske befolkning.

Derfor drog kardinalerne til byen Fondi mellem Rom og Napoli og foretog her i ro og mag et nyt og i deres øjne gyldigt pavevalg ved at vælge kardinalen af Geneve til retmæssig pave under navnet Clemens den 7.

Så snart valget var foretaget, flyttede den nyvalgte pave sit hovedsæde tilbage til Avignon, medens Urban den 6. ikke havde til hensigt at nedlægge sit paveembede. Den kristne kirke havde således nu to paver, som hver for sig lyste den anden i band. Det store skisma var begyndt.

Naturligvis hverken kunne eller ville kirken leve med sådanne uacceptable forhold. Derfor blev der i 1408 indkaldt til et koncil i Pisa for her at bilægge striden ved at vælge en samlende pave for kristenheden. Det lykkedes at vælge en fælles pave i Alexander den 5., men samtidig blev der skabt en helt uoverskuelig situation, for de to eksisterende paver nægtede at gå af, så nu stod kirken med tre paver.

Den nyvalgte fælles pave afgik efter kort tid ved døden og blev erstattet af napolitaneren Baldassare Cossa, som tog navnet Johannes den 23. Denne tredje pave indkaldte under stort politisk pres et nyt koncil, denne gang i Konstans. Johannes den 23. boede i Rom og varetog således sin side af det hellige embede fra den fornemste kristne by.

Efter at have indkaldt til det, der skulle vise sig at være den afsluttende løsning på kirkens vanskelige problem, blev han arresteret og frataget sin paveværdighed, så navnet Johannes den 23. kunne genanvendes, hvilket det blev i midten af forrige århundrede.

Årsagen til pavens arrestation var ganske forståelig. Det viste sig nemlig ved nærmere undersøgelse, at Baldassare Cossa virkede som leder af en stor flåde af sørøvere, der hærgede i Napolibugten. Kirken kunne leve med det, men måtte tage skarp afstand fra en anden side af hans virksomheder. Han drev nemlig en lang række bordeller, hvilket var for meget for de hellige fædre, der fandt det grænsende til gudsbespottelse og moralsk ganske forkasteligt at have en pave med en sådan baggrund.

Derfor blev han fængslet, men senere løsladt og overdraget et bispeembede i det sydlige Italien, hvorefter historien ikke hører mere til denne i sandhed farverige pave.

Det af Johannes den 23. indkaldte koncil fandt en løsning på kirkens problem, og den 11. november 1417 kunne koncilet præsentere verden for en samlende pave i Oddo Colonna, der tog embedsnavnet Martin den 5.

Den nye pave kunne ikke straks returnere til Rom for at påbegynde genopbygningen af Peters by. Der var stadig uroligheder, og netop det, at en romersk adelsmand satte sig i det højeste embede, gjorde ikke de øvrige adelsfamilier mildere stemt.

Derfor slog han sig ned i Firenze, hvor han holdt hof de første år af sin embedsperiode. Til alt held vendte han ikke tilbage til Avignon, men forstod betydningen af at sikre pavedømmet som tilhørende Peters grav og by.

Snart var der faldet ro over Rom, og i 1424 kunne Martin den 5. holde sit indtog i Den evige Stad og herfra lede kristenheden. Det store skisma, kirkens interne kamp, var ovre, og den fantastiske periode renæssancen stod over for sit gennembrud med stor støtte fra Peters stol.

Torben Hangaard

Bådvej 74, Odense N, er sognepræst.

Da paverne stod i kø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce