En af de sidste renæssancepaver havde en børnerig familie, som gjorde Vatikanet til centrum for grusomheder og seksuelle udskejelser
Renæssancen er en stor periode i historien. Blandt historikere er der nogen uenighed om, hvorvidt renæssancen skal betragtes som en selvstændig historisk periode, eller om den i virkeligheden er at betragte som senmiddelalder. Den diskussion finder stadig sted, ikke mindst blandt italienske historikere, men under alle omstændigheder indeholder perioden såvel enestående humanistiske frembringelser som utrolige familiemæssige og politiske begivenheder.

Renæssancen strækker sig i tiden fra ca. år 1400 til ca. 1550, alt sammen i runde tal. Tiden omkring år 1500 betragtes som periodens absolutte højdepunkt, og netop på dette tidspunkt møder vi den nok mest kendte og frygtede paveslægt i historien, nemlig den spanske Borgia-familie.

I 1492 var Rodrigo Borgia blevet valgt til pave under navnet Alexander den Sjette. Da han blev valgt, havde han med sin samlever, den smukke Vanozza Catanei, fire børn, som hver for sig skulle blive deltagere i voldsomheder ud over det almindelige.

At paven havde fire børn, kan nok få os til at tænke en ekstra gang nu om dage, idet vi kender cølibatet som et krav blandt katolske præster, munke og nonner.

Sådan var det imidlertid ikke i renæssancen. De kirkeligt indviede måtte gerne have samlevere og få børn. De måtte blot ikke gifte sig, idet de var viet til henholdsvis Kristus og Jomfru Maria - eller alt i alt til kirken.

Først i 1564 ved den sidste samling af det senere berømte koncil i Trient blev det på foranledning af jesuiterordnen vedtaget, at de kirkeligt indviede personer skulle leve i seksuel afholdenhed.

Sådan var det altså ikke i tiden omkring 1500, så pave Alexander kunne med stor stolthed søge at føre sine børn til succes, nøjagtig som alle andre forældre bestræber sig på at gøre det bedst mulige for deres børn.

Den ældste af sønnerne hed Juan og blev gjort til hertug af det spanske Gandia. Den næste hed Cesare og påbegyndte en karriere i kirkens tjeneste.

Han blev som stor dreng udnævnt til kardinal uden at have nogen baggrund for det og forlod det kirkelige embede få år senere for at virke som chef for hovedvagten.

Joffre hed den tredje søn, der som den eneste af fire søskende levede et nogenlunde normalt liv, hvilket ikke kan påstås om den utroligt smukke lillesøster, Lucrezia Borgia.

Familien holdt sig i det store og hele samlet om pave Alexander den Sjette og færdedes derfor som noget naturligt i Vatikanet, der også dengang var pavens bolig.

Omgivelserne ved Vatikanet så noget anderledes ud, end de gør i dag, idet den gamle, første Peterskirke stadig var i brug. Imidlertid havde paven købt et lille palæ til børnenes moder, Vanozza Catanei. Det lå på Colle Oppio i nærheden af Colosseum og floden Tiberen.

Grunden til, at hun var blevet flyttet derhen, var, at den aldrende pave havde forelsket sig i en veninde til datteren Lucrezia. Det drejede sig om den kun 16-årige Giulia Farnese, der efter skildringer og malerier at dømme har været en lige så stor skønhed som pavens lyshårede datter, der er skildret så smukt af maleren Pinturicchio.

Alexander ville have den unge pige til elskerinde, hvilket hun ikke var uvillig til at opfylde. Imidlertid havde hun et krav, som viser hvilke tider, der herskede.

For at tildele paven sin gunst, forlangte hun, at hendes broder Alessandro Farnese, skulle ophøjes fra sit almindelige præsteembede til en værdighed som kardinal. Det var ikke noget problem for paven, der straks iværksatte udnævnelsen og hengav sig til nydelsen af Giulia Farnese, hvilket resulterede i en søn. (I parentes kan det nævnes, at Alessandro Farnese i 1534 blev valgt til pave under navnet Paul den Tredje og viste sig som en fantastisk dygtig mand, der blandt meget andet forestod godkendelsen af jesuiterordenens oprettelse.)

Paven havde således fået, hvad han ville have, men måtte i forbindelse med den franske besættelse af Rom i 1494 se sin elskede flygte ud af byen for aldrig mere at vende tilbage. Det gjorde den ældste søn imidlertid. Juan, hertug af Gandia, besøgte i 1497 sin fader i Rom og bevægede sig rundt fra det ene galante eventyr til det andet.

En aften besøgte han sammen med sin broder Cesare moderen i dennes palads. Hun havde inviteret til spisning, fortæller kildematerialet, og han ville naturligvis gerne hilse på sin moder, når han var i Rom. Aftenen forløb med megen hygge og selskabelighed, så da det var kommet ud på de små timer, forlod Juan og Cesare i fællesskab moderens bolig.

De var som sædvanlig omgivet af livvagter, så de kunne færdes i fred i den alt andet end rolige by. Da de var kommet et stykke af vejen mod Vatikanet, fortæller kilderne, at der pludselig dukkede en hætteklædt mand på en hvid hest frem fra mørket.

Han havde talt med Juan et par dage i forvejen, fortalte vagterne, og nu red hertugen hen til ham og førte en dæmpet samtale med manden. Efterfølgende meddelte han, at han ville ride alene med denne for de øvrige ukendte person. Det gjorde han, og de tilbageværende med Cesare i spidsen fortsatte mod Vatikanet.

Da morgenen brød frem, var Juan stadig ikke kommet tilbage. Mange mente, at han var på dameeventyr og ikke ville bringe skam over en kvinde ved at forlade hendes hus, når andre så det, så de ventede ham hjem efter mørkets frembrud.

Imidlertid kom han ikke, og efter et par dage blev der givet ordre til at eftersøge ham overalt. Han var ikke at finde, så sluttelig trak soldaterne vod i Tiberen og fandt Juans medtagne lig. Han var blevet dolket ikke mindre end 17 gange, så det var stor voldsomhed, der her blev blotlagt. Mærkværdigvis var han ikke blevet berøvet noget. I sin død bar han stadig sine værdifulde guldarmbånd, ligesom hans pung var uberørt, skønt den indeholdt en stor sum penge.

Der var altså ikke tale om rovmord, men om noget andet, som aldrig er blevet opklaret, ligesom ingen i dag ved, hvem morderen var. Der er gjort en stor indsats for at finde en løsning og ikke mindst en morder, og ganske interessant har historikerne for nogle år tilbage forenet kræfterne med de bedste italienske kriminalbetjente for at finde en anden indgang til kildematerialet.

Det er ikke lykkedes at løse gåden, som i sandhed er meget spændende. Ikke mindst fordi mange, bl.a. Cesare, er blevet beskyldt for at stå bag ugerningen, men der er intet, der tyder på det, skønt han var en psykopatisk morder i andre situationer.

Det kom til udtryk i hans forhold til Lucrezias kærlighedsliv. Han var dybt forelsket i søsteren og havde et seksuelt forhold til hende, hvilket muligvis resulterede i barnet infante romano, det romerske barn.

Hans kærlighed til søsteren blev tilsyneladende ikke gengældt, så først slog han hendes elsker, soldaten Pedro Calderon ihjel og smed hans lig i Tiberen. Herefter kvalte han hendes højt elskede anden ægtemand, den napolitanske Alonso af Aragonien, og søgte igen søsterens gunst for sig selv.

Det lykkedes hende dog at holde ham borte, så hun i 1502 kunne drage bort med sin tredje ægtemand, Alfonso d'Este af Ferrara, og slå sig ned som fyrstinde i Ferrara indtil sin død den 24. Juni 1519.

Cesare var stærkt frygtet grundet sin grusomhed og voldsomhed over for alt og alle. Der skulle kun små begivenheder til for at finde hans modstandere som lig i Tiberen. Et dagbogsnotat fra ambassadøren fra Mantova fortæller, at paven om sin voldsomme søn havde sagt til ham, at "Valentino (Cesare var hertug af Valencia) er en god mand. Han kan bare ikke tåle fornærmelser." Det oplevede mange på den hårde måde, som ikke blot gjorde ham frygtet - også af sin fader - men også gjorde ham forhadt.

Snart var det slut med Cesares magt og indflydelse. Da Alexander den Sjette døde i 1504, måtte Cesare trække sig tilbage til de franske domæner, han gennem ægteskab havde sikret sig. Dog kunne han ikke holde sig i ro, men skulle være part i det mest voldelige, han kunne komme i nærheden af, så få år senere deltog han som lejesoldat i kamp på grænsen mellem Spanien og Frankrig, hvor han den 12. marts 1507 faldt i kamp.

Hermed var Borgia-familiens magt afsluttet på en lige så dramatisk måde, som den i sin velmagts dage havde præget det kirkelige liv i Vatikanets indflydelsesrige korridorer.

Torben Hangaard,

Bådvej 74, Odense NØ, er sognepræst.