Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Da fjerne genstande kom helt tæt på

Foto: Tegning: Hjørdis Plato

Da fjerne genstande kom helt tæt på

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I år er det 400 år siden kikkerten så dagens lys. Opfinderen er måske en mand ved navn Hans Lippershey, og hans opdagelse fik vidtrækkende konsekvenser.

Den 2. oktober 2008 er det 400 år siden, opfindelsen af et meget nyttigt instrument kom til offentlighedens kendskab. Med denne opfindelse kunne fjerne genstande bringes tæt på, og året efter rettede Galilei for første gang en kikkert mod himlen og "så vidunderlige ting".

Længe før nogen havde en forestilling om, hvordan lys opfører sig, når det rammer en kurvet og gennemsigtig overflade, og længe inden optikkens love blev bestemt, havde man formodentlig bemærket en forstørrende effekt hos bestemte genstande.

En regndråbe på et blad giver et forstørret billede af bladets ribber, og en ædelsten, der er poleret med en ensartet glat kurve, fungerer ligeledes som et forstørrelsesglas.

På samme måde vil en vandfyldt glaskolbe forstørre genstande, der står bag kolben, og såfremt solen skinner på kolben, vil dens stråler blive samlet i et punkt, og alt i samlingspunktet vil blive varmere, måske endda så varmt, at det bryder i brand.

Den græske videnskabsmand Archimedes (ca. 287-212 f.Kr.) siges at have benyttet store brændglas af denne type til at sætte ild i en romersk flåde, der belejrede havnen i Syracuse på Sicilien. Denne historie er formodentlig ikke sand. Den blev udbredt gennem den romerske filosof Seneca (4 f.kr-65 e.Kr.) og skal snarere betragtes som en legende.

Arkæologerne har fundet grove glaslinser på Kreta og i Lilleasien, og nogle af dem stammer helt tilbage fra 2000 f.Kr. Der gik dog helt frem til omkring 1170, før oversættelser af arabiske skrifter, der omtaler brugen af sådanne linser, nåede frem til Europa. Disse oversættelser satte gang i tanker og eksperimenter i et Europa, der så småt var begyndt at interessere sig for videnskab.

De første systematiske studier af glaslinser blev foretaget af englænderen Robert Grosseteste (1175-1253) og dennes elev Roger Bacon (1220-1292). Ingen af dem vidste, hvad der skete med lyset, når det gik gennem linserne, men de kunne iagttage forstørrelsen.

Roger Bacon brugte linserne til at forstørre bogstaverne i de bøger, som han læste, og han foreslog at anvende dem som hjælpemidler til at forbedre synet, og omkring år 1300 blev brugen af briller efterhånden almindelig blandt især den velstående del af befolkningen.

De første briller var især nyttige til ældre mennesker, som ikke længere kunne se tydeligt på nært hold. Fremstilling af linser og briller blev derfor et vigtigt håndværk, og særligt Holland blev foregangsland på området.

En hollandsk brillemagers værksted var derfor det rette sted at eksperimentere med optik, idet der fandtes en overflod af linser i alle mulige størrelser og typer.

Især var det af stor interesse at få så stor forstørrelse som muligt, bl.a. ved kombination af flere forskellige linser. Det er derfor ikke så underligt, at de første kikkerter blev fremstillet i Holland, men der er tvivl om navnet på den første konstruktør.

Zacharias Janssen, der var brillemager i Middelburg, skal omkring år 1600 i samarbejde med sin far have opfundet et mikroskop. Han nævnes også ofte som kikkertens opfinder, men i virkeligheden synes hans første kikkert først at være fremstillet på et tidspunkt, hvor opfindelsen allerede var en fastslået kendsgerning.

Langt snarere er opfinderen en anden borger i Middelburg, nemlig brillemageren Hans Lippershey.

Om ham ved vi nemlig, at han i 1608 ansøgte om eneretsbevilling på fabrikation af et instrument til at se med på afstand. Den 2. oktober 1608 blev bevillingen udfærdiget til ham. Den hollandske regering havde ladet instrumentet undersøge, og den havde anset det for at være til nytte for landet.

På daværende tidspunkt havde Holland ligget i en bitter krig med Spanien i mange år, og det lille land havde kun kunnet modstå angrebene fra den langt større fjende ved hjælp af den stærke hollandske flåde. Et instrument, som kunne afsløre fjendtlige skibe på lang afstand, ville være en yderligere fordel.

Flere andre opfindere nævnes som den første kikkertkonstruktør, men uanset om det er Lippershey eller ej, er det ham, der har fået æren, idet hans konkurrenter alle blot synes at have brugt instrumentet til deres egen fornøjelse, medens Lippershey gjorde offentligheden opmærksom på det.

En vedholdende legende understreger på en ejendommelig måde denne usikkerhed, idet det fortælles, at den egentlige opfinder var en ukendt mand, der en dag kom ind til Hans Lippershey og købte et par linser af en bestemt slibning.

Da han havde modtaget det forlangte, tog han en linse i hver hånd, holdt den ene for øjet og den anden foran sig i armlængdes afstand. Et øjeblik efter nikkede han tilfreds, stak linserne i lommen, sagde farvel og fjernede sig uden at sige et ord til forklaring.

Herefter skal Lippershey have gentaget eksperimentet med et par tilsvarende linser og derved have opdaget kikkertens virkemåde.

Dette er dog kun et sagn, men så meget er vist, at i 1608 var kikkertens eksistens i Holland en kendsgerning. Hollænderne forsøgte at holde opfindelsen hemmeligt, men det viste sig umuligt, og nyheden om dette mærkelige instrument bredte sig meget hurtigt ud over hele Europa og vakte overalt en meget stor opsigt.

Nyheden nåede også frem til Padua i Italien, hvor den vakte stor interesse hos Galileo Galilei. Han vidste nok om optikkens love til straks at være i stand til selv at slibe linserne til en kikkert.

Der er næppe tvivl om, at Galileis instrument var langt mere fuldkomment end nogen af de hollandske konstruktioner.

Galileis kikkert vakte øjeblikkelig opmærksomhed. Folk stod i kø på gaden uden for hans hus i håb om at kunne få lov til at se gennem de mærkelige rør. Galilei blev kaldt til Venedig, hvor han demonstrerede sin kikkert for adelige og andre af byens spidser.

Gennem kikkerten kunne de fra byens kirketårne se skibe, der var så langt borte på havet, at det varede to timer, før de nåede ind til havnen. Men medens nogle tænkte på militære anvendelser, indså Galilei hurtigt, at kikkerten kunne blive et nyttigt videnskabeligt værktøj. Han besluttede sig at studere nattehimlen med sin stærkeste kikkert.

Galilei trådte ind i en ukendt verden, da han rettede sin kikkert opad. Denne vinter, 1609-10, må have været den største i hans liv. Det ene forbløffende syn efter det andet afsløredes for ham.

Han offentliggjorde disse vidunderlige ting for verden i den lille bog Siderius Nuncius, Budskabet fra Stjernerne, som udkom i 1610. "Jeg kan ikke takke min Gud nok, som i sin miskundhed har forundt mig at være den første til at se alle disse vidunderlige ting". Bogens titelblad meddelte stolt, at den "åbenbarede store, usædvanlige og bemærkelsesværdige syn, som de var iagttaget af Galileo Galilei ved hjælp af en kikkert, han nyligt havde opfundet".

De hollandske kikkerter og Galileis kikkert bestod af en samlelinse og en spredelinse, og de var bygget efter samme princip som vore dages teaterkikkerter. De led af den mangel, at synsfeltet var yderst begrænset.

Det var derfor et stort fremskridt, da Kepler i 1611 foreslog at anvende to samlelinser. Det er denne konstruktion, der med betydelige forbedringer i dag anvendes i de fleste kikkerter.

Ret hurtigt fandt man på at sætte to kikkerter sammen, og mange mennesker har en sådan prismekikkert med, når de færdes i naturen, og med de største kikkerter kan astronomerne i dag se 13 1/2 milliard år tilbage i tiden. Det blev derfor en opfindelse, der bogstavelig talt fik vidtrækkende konsekvenser.

Karsten Bomholt er optiker og formand for Amatørastronomisk Selskab på Fyn.

Da fjerne genstande kom helt tæt på

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.