Da der var kogekoner til


Da der var kogekoner til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var engang, da kogekonen var en uundværlig del af familiernes store festdage. Hun vidste præcis, hvor meget mad, der skulle laves, og maden var suppe, steg og is

Kogekoner er en uddøende race, bemærkede kogekonen Alice fra Gjøl i Nordjylland i en dokumentarudsendelse i tv. Selv havde hun hænderne fulde som de fleste kogekoner, der endnu udøver erhvervet.

Min kones tante var kogekone i en lang årrække. Ved talrige fester i Vestjylland havde hun stået for det kulinariske. Det kunne hun på sine gamle dage fortælle om, jævnt og muntert. Hendes interessante fremstilling af glæder og genvordigheder, sliddet og ansvaret for et godt "gilde", som hun udtrykte det, fik mine tanker til at gå tilbage til min barndomstid på Silkeborg-egnen, hvor der også var kogekoner, der "gik ud og kogte".

Det første besøg af kogekonen, jeg kan huske i mit hjem, står svagt i erindringen. Jeg var kun fem år gammel. Da døde min bedstemor, der boede på aftægt hos mine forældre til sin død. Som skik var dengang, samledes en del af følget efter begravelsen i hjemmet til middag. Næste gang, der blev brug for kogekone i mit hjem, var til mine forældres sølvbryllup, senere til min søsters bryllup og til min konfirmation.

Når tidspunktet for festen var bestemt, opsøgte man kogekonen, som man nu om dage sikrer sig plads på en kro eller eller kontakter en diner transportable-forretning. Også dengang kom der skred i tingene, når f.eks. præsten havde offentliggjort årets konfirmationsdage. Så gjaldt det om at komme først med en aftale hos den lokale kogekone.

Dagen før festen indfandt kogekonen sig og gik i gang med opgaverne. Min mor havde naturligvis forberedt meget i dagene forud, nu fulgte over en kop formiddagskaffe den endelige rådslagning om, hvad der skulle klares og hvornår. Planlægningsfasen, ville man nok på nudansk kalde denne samtale.

Kogekonen havde stor erfaring, hvad angik bespisning af større selskaber. Jeg har ofte tænkt på netop dette spørgsmål. Hvordan beregner man, hvor meget der skal tilberedes til en festmiddag? Jeg stillede spørgsmålet til den førnævnte kogekone ude i det vestjyske og fik straks svaret. "Når man ved, hvad én spiser, ganger man det med det antal gæster, der er indbudt".

Sådan. Selvfølgelig, kan man tilføje, men sådan havde jeg nu aldrig tænkt på, at den stillede opgave kunne løses. Hun gik i øvrigt videre med at lære fra sig. Så meget margarine bruger man til så og så mange melboller. "Og man ved, hvor mange melboller hver gæst spiser". Og af hvide kartofler kan man nøjes med at beregne tre, forstod jeg på den videre uddybning af emnet. "Flere bliver der nemlig ikke spist", forklarede hun med overbevisning.

Jeg begyndte at fatte noget af forklaringen på, at en fest ikke ender i den pinlige situation, at maden ikke rækker, og omvendt, at menuen i det lille hjem ikke står på kold steg og brasekartofler i de følgende fjorten dage, efter at festbordets lys forlængst er slukket.

 

Kogekonen cyklede rundt i sognet. I cykelkurven havde hun eget kogegrej. I forvejen havde hun talt med min mor om behovet. Herved kunne kogekonen danne sig et billede af, hvad der fandtes i det køkken, der i et par dage skulle være hendes arbejdsplads. Det var mit indtryk, at kogekonen foretrak at arbejde med egne køkkenredskaber. Hun har sikkert haft dårlige erfaringer i adskillige hjem, hvad køkkengrej angik.

Bollesprøjten var en uundværlig del af kogekonens bagage. Man købte ikke mel- og kødboller som dybfrost, alt blev hjemmefremstillet. Noget af det første, kogekonen gik i gang med, var tilberedning af bollerne, hvis suppe var på menuen. Den fyldte bollesprøjte blev holdt mod brystet med venstre hånd, medens højre hånd førte kniven, der forvandlede bollesprøjtens dej til de fineste ensartede melboller. De blev straks anbragt på et stegefad, der blev stillet ned på kældergulvet.

Fars til kødboller blev fremstillet i et rødt lerfad, bollerne blev formet med en teske og kogt. To vigtige ingredienser til suppen var fra hånden, nu kunne kogekonen interessere sig for andre af sine mange opgaver.

Det var vel ikke, hvad man forstår ved kulinariske højdepunkter, der prægede sammensætningen af disse festmenuer. Nytænkning indenfor området tror jeg ikke ville falde i god jord hos eksperten, kogekonen. Gæsterne ville næppe heller værdsætte de store ændringer af de retter, som man år efter år havde været præsenteret for og nydt.

Der var tale om retter, der var veltilberedte og velsmagende. Suppe, steg og is siger vi og morer os vel inderst inde over tidligere tiders lidt manglende opfindsomhed, hvad angår udvalg på "menukortet". Festmad, tænkte vi børn, og glædede os over det store udbud af dejlig mad, når der var fest i hjemmet.

Hovedretten var som regel flæskesteg. På landet slagtede man gris flere gange om året og sikkert altid, når der skulle være fest. Desserten var ofte citronfromage. Jeg kan endnu se for mig kogekonen gå i gang med de mange æg og citroner, et rødt lerfad var det samlende midtpunkt. Desserten blev hældt op i glasskåle og stillet til afkøling på kældergulvet ved siden af de nævnte melboller.

Ved festen i anledning af mine forældres sølvbryllup blev der serveret is. Hvordan kunne en isdessert serveres i et hjem uden dybfryser, vil læserne måske spørge. Hertil er svaret, at det kunne lade sig gøre takket være brugsuddeleren. Han opbevarede isen i en balje fyldt med knust is. Vi fik betroet nøglen til brugsen og kunne hente desserten i forretningen umiddelbart før, den skulle serveres. Isen var anbragt i metalforme, så den fremstod i pyramideform ved serveringen.

 

Når festen var forbi, spurgte min far kogekonen, hvor meget hun skulle have i betaling for sit arbejde. Hun tog en yderst rimelig betaling, forekommer det mig. Det samme må min far åbenbart have ment. Han lagde altid nogle kroner oven i det beløb, kogekonen forlangte. Det var da også tydeligt at mærke, at kogekonen blev glad for denne lille ekstraskilling, antagelig også fordi den vidnede om, at mine forældre var tilfredse med hendes indsats.

At andre ikke værdsatte arbejdet særligt højt, havde vores slægtning i Vestjylland en historie om. Det var i et af de første år, hun gik ud som kogekone. Hun havde "lavet til gilde" på en stor gård i to dage og skulle nu have betalingen. "Hvor meget", spurgte datteren, der var husbestyrerinde for sin gamle far på gården. "21 kroner", lød svaret. "21 kroner", gentog datteren. "Uha, det vil far blive ked af."

Der blev dog ikke givet rabat. 21 kroner var taksten, fastslog min kones tante, og det ville hun have, uanset om manden på gården blev glad eller mindre glad for regningen.

Kogekonens virke i lokalsamfundet er et genrebillede, der efterhånden er blevet historie. Det ville være glædeligt, om vore lokalhistorikere husker at samle oplysninger om disse mennesker, der trak deres del af læsset, når der skulle være fest.

Viggo Lovdal

Frejasvej 22, Galten

Da der var kogekoner til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce