Ved valget for nylig stemte bulgarerne et parti ind i parlamentet, der prædiker racisme og fremmedhad. Åndsfællerne i EU, som Bulgarien nok bliver medlem af fra årsskiftet, har budt fænomenet velkommen.
Vi er de nye frihedskæmpere, har Atakas leder forklaret - men anklages for at kæmpe ikke for frihed, men for had.

Den bulgarske Helsinki-komité mener, at "intet EU-land ville tillade et parti, der så klart udtrykker racisme og xenofobi, at sidde i parlamentet". Men Bulgarien bliver efter alt at dømme medlem af unionen fra januar.

Og åndsfællerne i EU har allerede budt velkommen.

400.000 bulgarere overraskede i juni alle ved at stemme på Ataka og dermed sende de første udtalte nationalister nogen sinde i det bulgarske parlament.

Haiders Frihedsparti, Le Pens Nationale Front og det polske Selvforsvarsparti hilste Ataka som en åndsfælle -men også Dansk Folkeparti har noget fælles med bulgarerne. Om ikke andet så forestillingen om at være "de nye frihedskæmpere".

DF har ofte hævdet, at de - som de danskere, der under Anden Verdenskrig bekæmpede den tyske besættelsesmagt - kæmper for at befri Danmark fra "de fremmede". I DF's tilfælde de, der siden 1960'erne fra ikke-europæiske lande er kommet til Danmark som flygtninge eller for at arbejde.

I Bulgarien tænker Ataka med "frihedskæmpere" på de bulgarere, der op til landets selvstændighed i 1878 kæmpede mod det Osmanniske Imperium, som siden 1393 havde holdt Bulgarien besat.

Bulgarien er igen besat af tyrkerne, mener Ataka, men viften af onder, der truer det bulgarske folk, er langt bredere. Ataka vil bekæmpe dem med radikale midler, men også med et radikalt nyt sprog. Dét skal få bulgarerne til at glemme den lede ved politikere, som mange føler, fordi politikere for dem ser ud til kun at tænke på at fylde egne lommer:

"Volen Siderovs tale har været en sensation. Mange har beskyldt ham for at bruge dårligt sprog, vise dårlige parlamentariske manerer og opføre sig skandaløst. Sandheden er, at Volen taler på en ny måde, bruger et nyt politisk sprog - Koalitionen Atakas", skrev partiavisen Zora efter en af Siderovs taler i parlamentet.

Siderov er ellers ikke ny i bulgarsk politik. I 1990 gik han ind den borgerlige koalition UDS, som blev oprettet under Bulgariens "fløjlsrevolution" - men blev senere smidt ud efter at have luftet sine radikale synspunkter.

Frem til valget i 2005 lavede han tv-programmet Ataka, der blev anklaget for antisemitisme, racisme og hatespeech mod landets mindretal - så måske er det meget sigende, at programmet blev umådeligt populært. Siderov stillede en liste af samme navn op til parlamentsvalget, og på få måneder vandt den en styrke, der gjorde 2005-valget meget kommenteret i udlandet.

"Vi er trætte af at svare på latterlige anklager om, at vi er racistiske xenofober, og at vi truer mindretals rettigheder", udbrød en af partiets ledere - og ligner jo også i dén benægtelse mange europæiske kolleger.

Nu har græsrodsgruppen "Borgere mod Had" for nylig rejst anklagerne ved domstolene, og mens der i andre lande ikke er kommet meget ud af den slags, vil Ataka måske blive dømt, for de er temmelig grove.

Hadet ER rettet mod samfundets top, dets margin - og mod udlandet.

Mange bulgarere er siden 1989 blevet fattige - og Ataka lægger skylden på den økonomiske politik, som Den Internationale Valutafond, IMF, og EU har beordret. Bulgarien må nemlig spare på f.eks. socialhjælp og tilskud til el-priser og basale fødevarer for at få lån af IMF og blive optaget i EU.

Samtidig har især udlændinge haft råd til at købe tidligere statsvirksomheder, så at meget af landet nu ejes af udlændinge. "Den bulgarske økonomi er fuldstændig på udenlandske hænder, og vi må tage den tilbage. Vi vil insistere på at bryde løs af IMF's kolonialistiske plan", siger Siderov.

Han slår fast, at ikke bare er Bulgarien, siden EU og IMF fik indflydelse, blevet en vestlig koloni - men "et enormt folkemord er blevet udført mod den bulgarske nation i løbet af denne otte-års periode. Ikke mere end 3,5-4 millioner mennesker af vores folk må der blive tilbage ifølge udenlandske, Bulgarien-fjendtlige kræfters planer".

Påstanden om folkemord er heftig, men bare et ekstremt udtryk for de forestillinger om sammensværgelser mod nationen, som er udbredte i hele Europa (og i Danmark f.eks. kom frem, da Glistrup hævdede, at landets muslimer "bare venter på, vi skal vende ryggen til for at stikke en kniv i os"), og for den globale frygt for globaliseringen.

Som svar på vælgernes følelse af at blive overvældet af verdens mylder og af stærkere kræfter, giver Ataka deres liv storhed ved at vise dem som ofre for "folkemord".

Samtidig planter Ataka sig med begge ben blandt de mange anti-elitære bevægelser, der gennem tiden har kæmpet for en plads blandt eliten (som de oftest allerede var en del af): "Det bulgarske folk" har "rejst sig og har slået den såkaldte "politiske klasse" øredøvende i ansigtet", forklarer Siderov.

Ved at stemme på Ataka har bulgarerne altså sendt et signal til udlandet og den bulgarske elite - men også sat sig til modværge over for en tredje trussel.

"Det bulgarske folk erklærede, at det ikke vil tillade, at det pga. privilegerede minoriteter bliver diskrimineret i sit eget fædreland", siger Siderov, der mener, at landets etniske og religiøse mindretal er en trussel mod "det bulgarske".

Ataka kræver derfor "et monokulturelt land, som ikke deles af etniske, religiøse eller kulturelle forskelle". Også dét er et ønske, Ataka deler med mange europæiske kolleger - og også i Bulgarien betyder kravet i virkeligheden, at de ønsker et andet land.

For Bulgarien og de fleste andre lande er delt i forskellige kulturelle grupper. Det prøver man i mange europæiske lande at råde bod på - eller i hvert fald gøre det muligt at ignorere kendsgerningen.

Siderov har f.eks. appelleret til landets etniske tyrkere om at ændre deres navne til mere bulgarsk-klingende - et træk, der mindede mange om den kommunistiske regerings "bulgariseringskampagne" i 1985.

Dengang blev etniske tyrkere - der udgør ca. 10 pct. af befolkningen - tvunget til at skifte navn, straffet for at tale tyrkisk og presset på så mange måder, at 150.000 af dem flygtede til Tyrkiet.

I dag må Ataka nøjes med at appellere, for - som også med Le Pen i Frankrig - ingen partier vil samarbejde med det. Og det skal ikke kun tyrkere være glade for.

SOM I DE fleste lande er romaer i Bulgarien diskriminerede og underrepræsenterede i politik, forretningsliv og på arbejdspladser. Alligevel mener Ataka, at de sammen med andre minoriteter er del af sammensværgelsen mod bulgarerne:

Bulgarernes "politiske klasse (...) terroriserer dem med sigøjner-pøbel, som er organiseret til dagligt at angribe, røve, voldtage og myrde bulgarerne", siger Siderov og kræver, at der bliver oprettet arbejdslejre til kriminelle - men kun dem af roma-afstamning. Hvilket heller ikke er nogen ny idé. Igen er forskellen til forgængerne, at Ataka ikke er ved magten.

Ataka hævder at tale "et nyt politisk sprog" - men kan dårligt undgå at vide, at det stort set har kopieret sit ordforråd fra den bulgarske renæssance eller "vækkelse". Dvs. fra tiden omkring Bulgariens løsrivelse fra det Osmanniske Imperium i 1878 - en tid, der var præget af samme miks af national selvværds- og mindreværdsfølelse, som Siderov og Ataka flyder over af.

Typisk kalder Ataka sin avis Zora, daggry, hvilket skal signalere, at med Ataka vågner nationen op til en frisk begyndelse.

Tanken er dog ikke mere frisk, end at intellektuelle eliter over hele Europa også i 1800-tallet talte om en "national vækkelse". Også i Bulgarien, hvor nationalhelten Hristo Botev da også kaldte sin avis Zora (med tilføjelsen Dunavska, da han måtte trykke den på den rumænske side af Donau).

Vor tids Zora bragte en af Siderovs taler til det bulgarske parlament, fordi "det skrevne ord har et længere og i nogle tilfælde evigt liv" - og evige må man sige, Siderovs ord er: Evigt-gamle, tidløse og - med tanke på listen over beslægtede europæiske ånder - overalt-altid-moderne.

Uffe Andersen, Anneksvej 68, Farsø, er journalist, cand.mag.